Scouting Reports 2022Topnavn 2022Wide Receivers2022

Jameson Williams: One-season wonder(ful)

Jameson Williams kunne vælge og vrage, da han skulle tage springet til college – og efter at have været gemt godt og grundigt væk hos Ohio States WR-fabrik, slog det gnister, da Williams i denne sæson eksploderede ind på scenen for Alabama.

Jameson Williams kommer fra St. Louis, Missouri, hvor han gik på Cardinal Ritter College Prep High School. I løbet af sine junior og season sæson i High School greb han henholdsvis 15 og 22 touchdowns og blev derfor rated som et 4-stjernet prospect med intet mindre end 35 offers fra FBS-skoler ventende på sig. Her valgte han Ohio State Buckeyes over andre store skoler som Nebraska, Oregon, Alabama, UCLA, Arkansas, Auburn, Florida, Florida State, Georgia, Iowa, you get the point.

Om man kan sige, at Williams valgte forkert er måske svært at sige, da det alligevel ser ud til, at “the cream rises to the top”, men hos Ohio State måtte han på trods af sin recruiting status tage plads i køen bag spillere som Chris Olave, Garrett Wilson, Binjimen Victor og Jaxon Smith-Njigba. Derfor blev det også til to yderst blodfattige sæsoner i 2019 og 2020, hvor det blot blev til hhv. 6 og 9 grebne bolde for 112 og 154 yards og 3 TD. Derfor valgte Jameson Williams at skifte den ene WR-fabrik ud med den anden og tage sin JR season hos Nick Sabans Alabama. Her skal jeg ellers lige love for, at Williams brød ud og viste prøver på sit eksplosive talent med 79 grebne bolde for 1.572 yards (19.9 avg!) og 15 TD.

Alder ved draften: 21 år (26. marts 2001)
Højde: 6ft 2in (187 cm)
Vægt: 189 lbs (86 kg)

Jameson Williams Scouting Reports

Styrker

  • Jameson Williams er helt exceptionelt hurtig af line of scrimmage. Jeg tror nærmest ikke, at jeg nogensinde har set et lige så effektivt og lynhurtigt release fra linjen. Med sine cirka 6'2, 189 lbs er Williams en smule lanky, men hans bevægelser er ekstremt flydende og han nærmest eksploderer på de første skridt.
  • På grund af det nærmest uretfærdige fartovertag har Williams også evnerne til at vinde på alle niveauer af banen. Han trækker fra og er umulig at pinche på crossing routes, han forsvinder ind bag coverage, før linebackers og nickel corners når at tænke sig om, og han har farten til at slå alle i et drag-race ned ad banen. Har en ufattelig acceleration og second gear.
  • Selvom Williams til tider godt kan mangle en lille smule skarphed, så virker han bare som et naturtalent. Forstår at positionere sig, angribe blinde vinkler, er smooth, stacker corners og bruger små fakes, hvor han gearer op og ned, nærmest som om han leger med corners. Der er flere eksempler, hvor han trækker lidt fart af, suger corners til sig og så eksploderer et par yards fremad - flere yards væk fra sin mand. Har potentialet til at udnytte enhver lille bevægelse hos modstanderen til sin fordel, da det virker som om, at mange forsvarsspillere er på grænsen, når de løber stride for stride med ham - Williams har bare lige et gear mere.
  • Der er en smule tendens til at runde nogle af sine ruter af, hvis han bliver forstyrret, men generelt kommer han ud af sin horisontale breaks med både fart, timing og god momentum, hvilket giver ham muligheden for at gribe bolden rimelig uforstyrret.
  • Er naturligvis også farlig med bolden i hænderne, men jeg ser ham ikke som en spiller, der lystigt danser igennem kæderne på forsvaret, mens febrilske forsvarsspillere kaster sig om ørene på ham og forsøger at smadre ham fra alle vinkler. Griber bolden, finder en vinkel og trækker effektivt fra. Ser nemt ud.

Svagheder

  • Man skal jo passe på, hvad man siger, når man har et gøre med så tydelig en overlegen atlet, men måske føles Williams engang imellem en lille smule lineær forstået på den måde, at han må runde hjørnerne lidt eller tage en lidt længere vej, hvilket dog ikke er hverken et stort problem eller helt uforståeligt, når han alligevel har nogle ret lange stænger.
  • Hvis Williams liner op af linjen, bunched up, bliver trukket bag om formationen eller i slotten, hvor han kan få et nogenlunde frit release, så tror jeg ikke, at jeg tager munden for fuld, hvis jeg siger, at ingen kan nå at sætte sig på ham i coverage. Derfor bliver forsvarsspillere nød til at udfordre ham tidligt på ruter, og her kan de godt have held med at ødelægge timingen en smule eller i hvert fald tvinge Williams til at bruge teknik i stedet for ren fart. Er ikke så testet mod press coverage.
  • Står egentlig gerne i vejen som blocker, men der er ikke ret meget at stå imod med. Bliver til tider bøllet rundt, vendt halvt rundt eller decideret sat på røven. Et par gange på screens bliver han trykket så meget, at det ødelægger muligheden for sin med-receiver.
  • Rev sit korsbånd over I National Championship-nederlaget til Georgia. Det sætter ham naturligvis på en (længere) vej til recovery, og for en spiller med så stor gavn (og afhængighed) af sin fart, så er det altid lidt spændende at se, om han kommer tilbage med helt samme niveau.
  • Listen af navne, der stod foran ham i forhold til spilletid hos Ohio State, er ganske imponerende og måske ikke i sig selv så ildevarslende. Det skal dog nævnes, at han ikke formåede at tage snaps over hverken Garrett Wilson eller Chris Olave, der også er i denne draftklasse, og måtte prøve lykken hos Alabama. Heldigvis for ham endte det mere end succesfuldt.

Opsummering

Det er svært ikke at være voldsomt, voldsomt imponeret, når man sætter Jameson Williams' tape på. Som tidligere nævnt har jeg sjældent set en receiver med så eksplosiv acceleration og release af line of scrimmage, hvilket giver ham mulighed for at blive og udvikle sig til nærmest lige, hvad det skulle være. Har farten til at vinde på alle niveauer af banen og er en trussel til at score, hver gang han rører bolden. Samtidig har han været først en del af WR-samlebåndet hos Brian Hartline hos Ohio State og senere Alabama, der også bare spytter elite NFL-receivers ud på stribe. Derfor er det heller ikke underligt, at Williams virker både smooth, naturlig og forholdsvis nuanceret i flere facetter af spillet, og det er ikke svært at forestille sig, at han med det næste niveau af coaching kan blive endnu bedre til de mere fin-tekniske ting såsom at slå press og kreere sen separation. Det er svært at komme med en spot on comparison på Williams, da jeg egentlig synes, at han er ret unik. Der florerer da også tonsvis af forskellige sammenligninger, der er lidt all over the map, så hvis jeg siger, at han er lidt et mix af Ochocinco, Justin Jefferson, Will Fuller, Robby Anderson, DeVonta Smith og CeeDee Lamb, så er jeg i hvert fald dækket ind. ACL-skaden er en bekymring, der forhåbentlig ikke koster på draftday, hvor Williams bør være et sikkert førsterundevalg.

NFL Comparison: Will Fuller

Styrker

  • Det står hurtigt klart, at Jameson Wililams har exceptionel fart. Han glider bare henover græsset fuldstændig effortless, og han selvom han ikke ligner en, som prøver, trækker han bare fra. Og han kommer også hurtigt op i den fart.
  • Bevæger sig generelt godt, og selvom han måske ikke laver knivskarpe retningsskift, når han arbejder i så høj fart, synes jeg, der er glimrende short area quickness og evne til at skifte tempo og retning. Synes han er elegant på en bane, og han minder mig lidt om Calvin Ridley i hans movement skills - bare mere eksplosiv og hurtigere.
  • Jeg kan godt lide Jameson Williams' hænder, og han virker til at være ret dygtig til at angribe bolden i luften og hive den ind. Viser en glimrende evne til at justere til boldens bane og hente den både højt og lavt. Derudover har han egentlig ok styrke ved catch point, selvom han er en lidt ranglet spillet.
  • Med bolden i hænderne viser Williams ikke overraskende som en stærk trussel. Hans fart får hurtigt et 5 yards catch til at blive 15, og selvom han ikke tromler folk, så har han nok balance til at bryde tacklinger.
  • Som sæsonen skred frem, synes jeg, at Williams blev bedre som ruteløber og i hans releases. Det var ikke noget, som, jeg synes, var noget særligt i starten af 2021, men som sæsonen skred frem, synes jeg, at han blev bedre og bedre. Der er stadig noget at arbejde på, men fremgangen er et positivt tegn.

Svagheder

  • Jameson Williams er lidt ranglet af type lige nu, og han kunne godt blive lidt stærkere og mere robust i sit spil. Man kunne frygte, at mere fysiske cornerbacks kan komme på kroppen af ham og give problemer for ham. Her vil lidt flere muskler hjælpe.
  • Mod press coverage synes jeg, at Williams mangler lidt styrke, og han bliver lidt for let forstyrret og sinket på ruterne, når cornerbacken får ram på ham tidligt på ruten. Lidt styrke og bedre arbejde med sine hænder skal lægges på.
  • Som ruteløber skaber Williams som oftest ret fin separation pga. hans fart, men som ren ruteløber kan han godt blive en bedre sælger. Han runder ruterne en del, og nogle gange kan han godt angribe blind spots bedre, synes jeg.
  • Jameson Williams rev korsbåndet over i collegefinalen, og det betyder, at han i bedste fald først vil være klar kort før starten på 2022-sæsonen. De fleste spillere kommer fornuftigt tilbage fra korsbåndsskader, men det er selvfølgelig en bekymring, der skal med i udregningen hos holdene.

Opsummering
Jameson Williams er en virkelig spændende spiller, der har exceptionel fart. Han ligner en fantastisk dyb trussel, der dog kan mere end det. Han bevæger sig godt, har glimrende hænder, kan skabe noget med bolden i hænderne, og så viste han i 2021 udvikling som ruteløber. Han skal stadig udvikle sig teknisk, og play strength er også en ting, der kan hæmme ham lidt, men overordnet ligner han et rigtig godt våben for et angreb. Uden korsbåndsskaden havde jeg nok været villig til at tage ham i bunden af første runde, men hvor meget skaden rammer hans værdi, må holdene vurdere. Som spiller minder han mig meget om Calvin Ridley, men Ridley var en meget bedre ruteløber ud af college, mens Williams har lidt mere fart og eksplosivitet. Hvis Williams kan udvikle sig som ruteløber, så han nærmer sig Ridleys niveau, bliver han en pro bowl-receiver.

NFL Comparison: Calvin Ridley med mere burst og fart

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button