Cornerbacks 2022Scouting Reports 2022

Trent McDuffie: Nyeste produkt på markedet fra den nordvestlige DB-fabrik

Ohio State og LSU er nok de universiteter, der vil blive bragt op først, hvis snakken falder på colleges, der spytter kvalitets-defensive backs ud, men i ro og mag er Washington Huskies også begyndt at gøre sig til. De har ikke fået valgt en defensive back i første runde siden 2015, men med Trent McDuffie er der mulighed for at få dét ændret.

Trent McDuffie er vokset op i Californien og gik på St. John Bosco High School i Bellwater lidt udenfor Los Angeles. Her spillede han undervejs på hold med Clemsons quarterback DJ Uiagalelei, og tidligere har bl.a. Josh Rosen også tørnet ud for holdet.

Ud af high school var McDuffie rangeret som et fire-stjernet recruit, og fik tilbud fra bl.a. Alabama, LSU og Michigan, samt bl.a. Stanford, UCLA og USC fra hjemstaten. Han valgte dog at søge nordpå til University of Washington, hvor han hurtigt bed sig fast i et starterjob hos et universitet, der i de tre drafts op til (2017-2019) havde fået valgt tre cornerbacks i anden runde af draften – Sidney Jones, Kevin King og Byron Murphy.

McDuffie spillede i 13 kampe som true freshman, herunder 11 fra start. I den forkortede 2020-sæson hvor holdet blot spillede fire kampe startede han alle kampe og i 2021 spillede han i alle 12 kampe, herunder 11 fra start. De tre sæsoner har kastet to interceptions og otte forsvarede kast af sig, foruden tre forced fumbles og tre fumble recoveries. Han har derudover fået enkelte muligheder som punt returner og har omsat ni muligheder til 74 yards (8,2 i snit).

Alder ved draften: 20 år (14. september 2001)
Højde: 5ft 11in (181 cm)
Vægt: 193 lbs (88 kg)

Trent McDuffie Scouting Reports

Styrker:

  • Jeg kan ligeså godt melde ud helt fra start her: Jeg er vild med Trent McDuffie. Der er få, der går på banen med samme prisværdige attitude som McDuffie. Ikke mindst kan mange corners have lidt af en laissez faire-tilgang til deres bidrag i løbespillet, men det er ikke tilfældet hér. Der bliver spillet igennem, og han ikke bare jagter spillene ned, han kan samtidig levere nogle hårde tacklinger – hvilket altså bl.a. har været med til at fremtvinge tre fumbles i karrieren.
  • McDuffie ligner på tape én af de bedste atleter på positionen i denne årgang. Han bevæger sig aldeles problemfrit på banen, med eksplosivitet, god fart og dejligt løse hofter.
  • Spilforståelsen er i top og instinkterne ditto. Det er uhyre sjældent McDuffie bliver fanget ude af position, og han er bare en superstabil spiller snap efter snap.
  • Alsidighed er endnu en ting McDuffie bringer til bordet. Han er på sit bedste i zoneopdækning, men har evnerne til at begå sig i alle schemes, og et skill-set til både at spille ind- og udvendigt. Hans kombination af evner (og vilje) i løbespillet, og atletiske evner kan tale for at han rykker ind i slotten, men jeg ser ham altså ikke være begrænset til at spille derinde.
  • Henover sine tre sæsoner hos Washington har McDuffie ifølge PFF spillet 852 snaps i opdækning og blot opgivet 502 yards – de 0,59 yards pr. coverage snap rangerer som det bedste i dette års cornerbackårgang.
  • Uden at have 100% styr på alle fødselsdage i årgangen, ligner McDuffie umiddelbart én af de yngste spillere i årgangen. Dét kombineret med hans spilforståelse, teknik og atletiske potentiale, vidner om en spiller med stor upside.

Svagheder:

  • To interceptions på tre sæsoner – herunder nul i 2021 – er ikke helt hvor man gerne vil have det. McDuffie tracker bolden fint, men har altså indtil nu mere vist sig i stand til at forhindre bolden i at blive grebet end til selv at gribe den.
  • I en årgang med flere spillere på den gode side af 6 fod, er McDuffie en smule til den lille side. Han mangler helt enkelt noget fra et fysisk perspektiv, som bare ikke kan tillæres, og det kan koste ham lidt.
  • Selvom McDuffie er mere end villig til at spille med i run support og kan ramme hårdt, så kunne man godt ønske sig lidt mere play strength fra hans side. Han får det meste ud af hvad han har, men fx i press kan hans manglende størrelse og fysik godt blive udstillet lidt, selvom han på mange fronter ellers er godt klædt på til at levere godt spil dér.
  • Jeg føler mig personligt tryg ved at McDuffie kan spille på ydersiden, men der kan sagtens være nogle hold, der ser ham begrænset til slotten.

Opsummering:

Hvis McDuffie havde samme measurables som Derek Stingley Jr. og samme ball skills, så ville jeg have McDuffie som etter i denne draftklasse. Så glad er jeg for ham. Men det har han altså ikke, og derfor er han heller ikke min etter – og han er et stykke efter Stingley, for de ting McDuffie mangler, koster altså en del for ham. Det kan godt være McDuffie kan forbedre sine ball skills, men derudover er de ting der holder hans grade nede, ting han ikke umiddelbart kan gøre det store ved. Men fokuserer man på hvad det er han kan gøre, så er der stadig masser at elske. Potentialet er skyhøjt, og den attitude McDuffie bibringer er simpelthen smittende at se på. Jeg kommer nok til at være højere på McDuffie end de fleste, og selvom jeg personligt ville overveje ham omkring top 10, så er det ikke så højt jeg forventer han går, bl.a. fordi han ikke helt har den størrelse NFL-holdene ønsker. Men han bør kunne snige sig ind i første runde, og dermed gå i fodsporene på Desmond Trufant og Marcus Peters, der i 2013 og 2015 tog springet fra University of Washington til NFL som førsterundevalg.

NFL Comparison: Byron Murphy

Opdateret 11/01/2022
- Peter Meier Jensen

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button