Offensiv linje 2022Scouting Reports 2022

Nicholas Petit-Frere: Lillebror har fået spist sin rugbrød

Den har næppe kun stået på ostehaps i opvæksten for Nicholas Petit-Frere, der rammer draften med noget nær ideel left tackle-størrelse.

Nicholas Petit-Frere er vokset op i Tampa i Florida, og gik på Berkeley Preparatory School, hvor bl.a. Nelson Agholor tidligere har gået. Her spillede Petit-Frere både football og basketball, men det var footballvejen han valgte at gå, og som et fem-stjernet recruit ud af high school er det svært at argumentere imod det.

Petit-Frere havde – naturligvis, som et så højt anset recruit – tilbud fra flere store skoler, og besøgte både Alabama, Florida, Notre Dame og Michigan, inden han valgte at committe til Ohio State.

Her redshirtede han som true freshman, inden han spillede i alle kampe i 2019, men kun startede én kamp. Op til 2020-sæsonen havde han fået bulket op – han ankom til campus i 2018 med en vægt på 265 lbs – og indtog starterjobbet på right tackle. Efter ét år på højre side af linjen rykkede han forud for 2021-sæsonen til left tackle.

Alder ved draften: 22 år (15. september 1999)
Højde: 6ft 5in (196 cm)
Vægt: 315 lbs (143 kg)

Nicholas Petit-Frere Scouting Reports

Styrker:

  • Skulle jeg sætte en idealstørrelse til tacklepositionen, så ville det være 6'5", 315 lbs. Og det er altså præcis hvad Petit-Frere har været angivet som hos Ohio State - om det så også holder stik i draftprocessen må vi vente og se. Men uanset hvad, er der tale om en spiller, der af statur ligner en NFL-left tackle.
  • Startererfaring på både højre og venstre side af linjen - og med godt spil begge steder - er et fint plus i bogen for NFL-holdene at kunne sætte ved Petit-Frere.
  • Petit-Freres skill-set er alsidigt nok til at der ikke bør være nogle begrænsninger ift. scheme. Hans bedste fit ligner et angreb, der kører zoneblokering, men det skal på ingen måde være et ufravigeligt krav.
  • Lidt i forlængelse af ovenstående: Selvom han viser nogle fine atletiske evner, så har Petit-Frere også noget power i sit spil. Han jorder på ingen måde sin modstander spil efter spil, men han er bestemt i stand til at skrue lidt op for sin indre bølle i ny og næ.
  • Arbejdet med hænderne er overordnet set ganske fint. Der er noget fin styrke i dem og han holder dem godt i gang i løbet af et rep, så en modstander er nødt til at finde ud af at arbejde sig forbi dem - og ham.
  • Det er ikke nødvendigvis flashy, men Petit-Frere får i det store hele bare eksekveret sit job. Nogle gange er det også nok.
  • Lukkede ned i sit matchup mod George Karlaftis, der mod Ohio State ikke én eneste gang fik lagt pres på C.J. Stroud.

Svagheder:

  • Jeg savner noget stabilitet i Petit-Freres spil. Der er i bund og grund ikke én eneste ting jeg ikke har set ham gøre på ganske højt niveau, men jeg savner at se det snap efter snap. Trænerstaben, der skal gøre ham klar til at starte i NFL, får sin sag for med at få det meste ud af hans talent - for de gode reps viser tydeligt at den spiller gemmer sig derinde.
  • Selvom jeg pegede på arbejdet med hænderne som en positiv ting ovenfor, så er der også hér noget at arbejde på, i forhold til stabilitet. Der er nogle grimme udfald, og én ting jeg savner lidt er at se ham bare hægte sig fast i en modstander og få ham flyttet. Der bliver givet noget plads til den direkte modstander, og det kan koste - Aidan Hutchinson var fx ganske dygtig til at udnytte dette.
  • Fodarbejdet ser i perioder ret clean ud, men generelt er det noget chobby og hans kick-slide kræver noget arbejde.
  • Som så meget andet, er leverage også noget der lidt kommer og går for Petit-Frere. Der er glimrende reps, og der er så sandelig også det modsatte.

Opsummering:

Potentialet er der ganske tydeligt i Nicholas Petit-Frere, men der skal noget coaching til før han er klar til for alvor at vise det i NFL. Der er masser af gode spil på hans tape, men der er også nogle klare grunde til at holde lidt igen med optimismen. Det handler i høj grad om at få finpudset nogle tekniske elementer af hans spil, og kan dét klares, så bør han også allerede dér blive en mere stabil spiller. Der er dog ingen garanti for at det kommer til at ske, men jeg kan sagtens forstå det hold, der vælger at tro at de kan få det til at gå op i en højere enhed. Når spillet sidder i skabet for Petit-Frere er det virkelig pænt at se på. Han lukkede, som nævnt tidligere, ned for Karlaftis - havde det omvendt svært mod Aidan Hutchinson - og er det dén spiller man får ud af ham, så er det et klart førsterundetalent. Det er let at se et hold i nederste del af første runde overbevise sig selv om at de kan få det meste ud af ham, selvom jeg ikke vil afvise et fald til andendagen. Jeg er selv - som det nok fremgår - lidt loren omkring ham og ville vente til et stykke nede i anden runde med at slå til.

NFL Comparison: Greg Little

Opdateret 19/01/2022
- Peter Meier Jensen

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button