Quarterbacks 2021Scouting Reports 2021Topnavn 2021

Trevor Lawrence: Kan der overhovedet rykkes ved #TankForTrevor?

Det er svært ikke at se Trevor Lawrences gamefilm uden at have det udgangspunkt, at han er det første valg i årets draft. Derfor skal man også passe meget på med ikke at starte på 13-tallet og bevæge sig ned et skridt ad skalaen for hvert hår i suppen, man finder. For selvom han er et unikt talent på positionen, så er han ikke uden fejl og mangler.

Trevor Lawrence er et tidligt 5-star recruit ud af Cartersville High School i staten Georgia. Her vandt han blandt andet 41 sejre i træk (52-2 record) og to State Championships på vejen til rekorden for flest passing yards og flest touchdowns i staten Georgia, som tidligere tilhørte en anden tidligere Clemson QB, Deshaun Watson. Det er da også temaet med Trevor Lawrence, at han er en proven vinder på alle niveauer, og derfor går han også ind i draftprocessen og NFL med tårnhøje forventninger.

Alder: 21 år (6. Oktober 1999)
Højde: 6ft. 6 in. (198 cm)
Vægt: 220 lbs. (100kg)

Trevor Lawrence Scouting Reports

Styrker

  • Har alle de fysiske betingelser NFL-beslutningstagere elsker. Glimrende størrelse og armstyrke nok til at lave ethvert kast han måtte blive bedt om.
  • Fremragende produktion over tre sæsoner på det højeste niveau hos et topprogram. Mørbankede Alabama i collegefinalen som True Freshman og søger mod NFL med kun to nederlag i bagagen.
  • Har de lederevner, det vinderinstinkt og generelt alle de intangibles man vil have på positionen.
  • Effektiv til at læse coverages, kan gå gennem progressions og flasher helt exceptionel præcision og ball placement. Forstår at finde den rigtige måde at få bolden frem på og kan ramme sine receivers effektivt både med fart og touch.
  • Lawrence havde et lidt langt wind-up på sin kastebevægelse som Freshman, men har fået den strammet op siden, så den nu fremstår ganske skarp. Han viser helt generelt rigtig fin teknik.
  • Mere mobil end man umiddelbart ville tro når man ser ham, og har samlet 18 rushing touchdowns sammen i sine tre sæsoner - 17 af dem over de seneste to år. Hans fart kan sagtens snyde modstandere.
  • Viser god toughness i lommen og er villig til at vente med at slippe bolden til sidste øjeblik, selvom han har en modstander lige i smasken.

Svagheder

  • Selvom Lawrence er dygtig til at arbejde sig gennem sine reads kan han godt have en tendens til at låse sig fast på sit første read, og mens det ofte er gået godt på Clemsons yderst talentfulde hold, kan det give lidt problemer på et mindre talentfuldt NFL-mandskab mod mere talentfulde forsvar.
  • Selvom det er rart at se en quarterback, der ikke er bange for at tage et hit, skal Lawrence blive bedre til at passe på sig selv. Han tager for mange unødige hits, og selvom der ikke beviseligt er den store sammenhæng mellem hits og skader til de lidt ranglede spillere ift. de mere kompakte, så er ethvert hit en potentiel skade. Lawrence har misset noget spilletid pga. hits han har taget undervejs i kampe. Hvis det indre ur bliver speedet lidt op vil det hjælpe ham til at undgå nogle af disse.
  • På det tekniske plan er det fodarbejdet, der skal arbejdes mest på. Han har vist at han kan levere godt fodarbejde, men der er plads til at finjustere det, så han bliver mere stabil på den front.
  • De 220 lbs han vejer er for en 6'6" quarterback ikke specielt meget. Det er på ingen måde kritisk, men der er plads til at lægge lidt vægt på uden at det behøver koste det store.

Opsummering

Der er i min optik intet at indvende mod Trevor Lawrence som et toptalent i 2021-draften. Jovist, der er ting der kan arbejdes på, men det er der for selv de bedste spillere. Lawrence besidder evner der er de færreste forundt, og har bevist sig mod de bedste hold i college siden sin første sæson. Det blev "kun" til det ene mesterskab han vandt i 2018-sæsonen, men det skal ikke tage noget fra hans meritter på collegeniveau. Der er få quarterbacks, der rammer NFL med en ligeså imponerende kombination af talent og pedigree som Lawrence gør, og det gør ham til en soleklar kandidat til topvalget i årets draft. Hans skill-set er, om ikke unikt, så i hvert fald svært at finde en god sammenligning til. På quarterback-positionen har jeg for vane at finde en ret klar sammenligning, som jeg ikke kan slippe, når jeg scouter spillere, men det har jeg ikke gjort med Lawrence. Jeg kan sagtens følge de sammenligninger mine medskribenter er kommet med, men jeg kan også se noget Patrick Mahomes i hans spil. Hans intangibles og produktion i college - og enkelte dele af hans spil - bringer minder om Peyton Manning frem, men jeg ender på Drew Brees - en højere, mindre teknisk raffineret, udgave af en earlier-career Brees - der også har evnet at bruge sin mobilitet til at skabe spil udenfor lommen og på gennemtænkt vis finde sine receivers på alle dele af banen. Dermed ikke sagt at Lawrence bliver ligeså succesfuld som nogle af de navne, der er kastet afsted hverken af mig eller de andre, men talentet er der, og hvis han forvalter det rigtigt, er der ekstremt spændende upside.

NFL Comparison: Højere Drew Brees

Senest opdateret 17/1/2021
- Peter Meier Jensen

Styrker

  • Har alle de fysiske redskaber, som der forventes af en moderne QB. Prototypisk størrelse, atletiske egenskaber og evne til at foretage alle kast på banen.
  • Spiller med en enorm selvtillid og tro på egne evner – næsten grænsende til arrogance – på hvert dropback. Er ikke bange for at udfordre coverage og kaste i tight windows eller over hovedet på forsvarsspillere.
  • Har generelt en god præcision på alle niveauer af banen og har evnen til at foretage NFL-caliber throws, hvor kun hans receiver har en chance for at hente bolden.
  • Går forrest på banen og er ikke bange for at tage ansvaret på sine skuldre.
  • Hans atletiske egenskaber gør ham i stand til at undvige pres, rulle væk fra jagtende rushers og købe sig selv tid til at finde en åben receiver eller løbe for første downs. Har samtidig fart nok i stængerne til at køre visse option-spil og designede QB-løb, der kan holde forsvar på hælene.
  • Har det fysiske potentiale, lederegenskaberne og de rette værktøjer til at blive en dominerende spiller på positionen.

Svagheder

  • Clemsons offense var ret ukompliceret, og Lawrence nød godt af, at hans første read ofte var åbent. Viste til tider en tendens til at låse sig fast på sin primære receiver, hvilket tillod defensive spillere tid til at få hænder op i passing lanes eller positionere sig bedre til at forstyrre receivers nede ad banen.
  • Mekanisk kan Lawrence godt engang imellem kæmpe med, at han er næsten to meter høj. Tog de fleste snaps i shotgun og skal arbejde på at afmåle sine skridt bedre i forhold til at være klar til justere sin base.
  • Bliver ofte rost for sin følelse for lommen, men har en tendens til at blive stående på toppen af sit drop på for flade fødder, hvilket betyder, at han ikke altid får det ønskede momentum og drej fra underkroppen med ind i sit kast. Det betyder også, at han ikke altid klatrer op i lommen, og derfor affyrer han nogle gange kanonen med forsvarsspillere faretruende tæt på hans kastearm. Vil gerne se ham sette og re-sette mere naturligt.
  • Tager nogle kæmpe hits både på løb og i lommen. Bliver ofte krøllet sammen i mærkelige positioner og har døjet med flere forskellige skader. Skal tænke sig om og sikre, at durability ikke bliver et problem.

Opsummering

Det er tydeligt, hvorfor Trevor Lawrence af langt de fleste på forhånd er skrevet ind som det første valg i draften – og hvorfor TankForTrevor er en ting. Han har alle de fysiske egenskaber, elite arm talent, et godt hoved, lederegenskaber og den rette portion selvtillid til at tage styringen på en NFL-franchise fra dag 1. Det er dog næsten et unfair pres, der bliver lagt på ham. Når forventningen er, at han er den nye Peyton Manning eller Andrew Luck, kan han næsten kun skuffe. Lawrence har stadig nogle områder, der gerne skal forbedres, hvis han skal opnå sit fulde potentiale – især hans pocket presence og evne til at gå gennem progressions bliver vigtig, hvis et NFL-hold vil åbne mere op for playbooken, end hvad Clemson har gjort. Og det er trods alt nødvendigt, hvis Lawrence skal være lige så dominerende i NFL, som han har været i både high school og college.

NFL Comparison: Justin Herbert

Senest opdateret 16/11/2020
- Rasmus Holse 

Styrker

  • Lawrence har den størrelse, som mange NFL-hold stadig efterspørger. Han er dog ikke tung som andre 6 fod 6 inches høje quarterbacks, og han har en rigtig god blanding af størrelse og bevægelsesevner
  • Jeg er stor fan af hans foot speed på hans dropbacks. Meget effektiv til at komme til toppen af sit drop, og han har quickness til hurtigt at få sat sine fødder, når han vil kaste. Hjælper på en hurtig kasteafvikling.
  • Selvom Lawrence er høj, har han ret god mobilitet. Han har quickness og fart til at løbe selv og sågar få forsvarsspillere til at misse tacklinger. Han er ikke en Cam Newton af type, men han har den der mobilitet, som typer som Mahomes og Andrew Luck har/havde. Det hjælper meget i nutidens NFL.
  • Lawrence har en god arm og godt armtalent. Det er ikke en Josh Allen-kanon, men han har god eksplosivitet i sin skulder og hoftedrejning, hvilket skaber et godt zip på bolden. Og han har armstyrke nok til, at han også kan levere svære kast, selv hvis fødderne ikke er placeret perfekt. Derudover armtalent nok til at variere og styre sin release og bolden bane i luften - kan lege med sine kast.
  • Jeg er meget imponeret over hans anticipation, når han kaster. Læser leverage hos defensive backs, og kaster sine receivere åbne. Leverer bolden med god timing og meget sjældent sent. Fornemmer hvor og hvornår vinduet vil være der for receiveren.
  • Han er i 2020 meget bedre til at gå gennem sine progressions. I 19 låste han sig lidt for ofte på sit første read, men i 2020 er han bedre til hurtigt at diagnosticere, hvad forsvaret giver ham og kigge den vej. Meget bedre mental proces i 2020.
  • Præcisionen er generelt god til alle niveauer af banen, og der er færre missere i 2020, end der var i 2019, hvor han nogle gange underkastede nogle kast.
  • Har mobilitet, armtalent og en fornemmelse for spillet, der giver noget af den x-faktor, som alle hold leder efter. Han kan skabe noget, selv når strukturen bryder ned.
  • Leverer nogle wow-kast, der vidner om tårnhøjt potentiale. Hans gode kast, er rigtig, rigtig gode.

Svagheder

  • Selvom jeg roser Lawrence foot speed i lommen, så er hans fodarbejde ikke altid lige smukt. Han træder ikke altid ind i alle kast, og ideelt set er hans fodarbejde i lommen lidt mere stabilt. Det gode for Lawrence er, at hans arm er så god, at jeg ikke tror, det betyder det store, at fodarbejdet ikke altid sidder lige i skabet.
  • Lawrence har en aggressiv spillestil, og det er for det meste et plus, men i NFL skal han være bedre til at finde sit checkdown. Han vil ikke have tiden og lige så mange favorable matchups ned ad banen som i college. 2020 var dog et stort skridt i den rigtige retning på denne front - kan dog stadig blive bedre.
  • Største svaghed hos Lawrence er, efter min mening, hans fornemmelse og opmærksomhed på presset i lommen. Han har en tendens til at drive lidt planløst rundt i lommen, og hans indre ur skal ringe hurtigere. Lige nu holder han på nogle spil for længe på bolden og agerer for laissez faire i lomnen.
  • Når han løber bolden, skal han lade være med at tage så mange hits. Det rettes nok hurtigt, når han mærker, hvordan NFL-spillere rammere lidt hårdere.
  • Selvom jeg generelt synes, at han læser spillet godt og tager gode beslutninger, så har der været situationer gennem hans college-tid, hvor han  overser eller undervurderer linebackere i coverage underneden. Det gør, at han forsøger at presse bolden ind i vinduer bag dem, som simpelthen ikke er der. Det er ikke et stort problem, men det er sket nok gange til, at det skal noteres.

Opsummering

Trevor Lawrence er et strålende quarterback-talent. Det kan ikke siges på andre måder. Han har hele pakken med en god arm, mobilitet, præcision, playmaker-evner og god forståelse for spillet. Der er ikke et spil eller et angreb, han ikke ville kunne eksekvere, og han har reelt ingen begrænsninger i sit potentiale. Der er forskellige småting, som han kan arbejde med, og de ting er nok mest af alt arbejdet i lommen samt lidt ydmyghed for, hvad man kan slippe afsted med i college, men næppe kan i NFL. Det sidste finder han nok hurtigt ud af, og selvom det kan koste nogle interceptions tidligt i NFL-karrieren, så forventer jeg ikke, at det bliver et problem på lang sigt, fordi det handler om overaggressivitet/overlegenhed på college-niveau fremfor manglende evne til at læse forsvar.

NFL Comparison: Deshaun Watsons spillestil i en større, stærkere krop med en bedre arm.

Senest opdateret 30/12/2020
- Teis Joranger

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button