SafetiesScouting Reports 2021

Talanoa Hufanga: Polynesisk hard hitter med stive hofter

Bredskuldret, muskuløs og dygtig mellem tackles. Talanoa Hufanga er en klassisk bokssafety, der spiller dejlig fysisk. Spørgsmålet er, om stive hofter vil blive for stort et problem i et moderne NFL, hvor fart og opdækningsevner er alfa, omega.

Talanoa Hufanga er født og opvokset i Corvallis, Oregon, sammen med sine forældre, der har polynesisk afstamning. Han er fætter til Marlon Tuipulotu, der også er med i 2021-draften, og som han spillede sammen med hos USC.

Hufanga var et stort talent i high school og blev i 2017 udnævnt som årets polynesisk high school-spiller. Han var et 4-stjernet talent og det næststørste talent i Oregon i sin årgang. Han havde tilbud fra næsten alle colleges på vestkysten samt hold som Alabama, Notre Dame og Michigan.

Han valgte USC, hvor fætteren Tuipulotu spillede. Hos USC spillede han i otte kampe – heraf fem som starter – i sin første sæson i 2018, inden han brækkede kravebenet og missede resten af sæsonen. I forårstræningen i 2019 brækkede han samme kraveben igen, men han var klar til 2019-sæsonen, hvor han startede all 10 kampe, selvom han i anden halvdel af sæsonen kæmpede men en ny skulderskade, der krævede operation efter sæsonen.

I 2020 spillede han all USC’s seks kampe og lavede blandt andet fire interceptions. I kampen mod UCLA lavede han hele 17 tacklinger.

Alder ved draften: 21 år (1. februar 2000)
Højde: 6ft 1 in. (185 cm)
Vægt: 215 lbs (98 kg)

Talanoa Hufanga Scouting Reports

Styrker

  • Talanoa Hufanga er kendetegnet ved en fysisk spillestil, hvor han ikke er bange for at stikke snuden i snavset. Han har også styrken til at kunne arbejde i boksen uden at blive kastet rundt. Bredskuldret type med et muskuløst build.
  • I forlængelse af det, så er det let at værdsætte Hufangas downhill-spillestil, hvor han hurtigt og fornuftigt kommer ned ad bakke mod løbet og hjælper til i run support. Hans arbejde i boksen er over middel.
  • Der er klart safeties, der læser spillet bedre, men overordnet set er Hufanga rimelig instinktiv og reagerer fint på ting, der foregår foran ham. Bliver ikke snydt af de samme ting gang på gang, og roder sig ikke ud af alt muligt unødvendigt.
  • Til sidst vil jeg nævne, at han er en ret dygtig blitzer, da faktisk formår at slå blokeringer med nogle moves og glimrende fysik. Altid en spændende kvalitet i en bokssafety.

Svagheder

  • Hufangas fart i en lige linje er udmærket, men problemerne opstår hurtigt, når han skal skifte retning. Hofterne er virkelig stive i det, og det ser ikke ret elegant ud, når han bliver tvunget til at vende og dreje sig i opdækningen.
  • Af den grund er jeg heller ikke tryg ved Hufanga som dyb safety. Han er simpelthen ikke smooth nok til at have range til at nå rundt og dække de store områder nede bag ved. Meget begrænset til at være bokssafety.
  • Udover han ikke er så skarp dybt, så mener jeg heller ikke, at hans instinkter og evner i opdækningen generelt er ret god. Han mangler quickness og anticipation i man coverage, og jeg tror, at gode NFL-spillere vil udstille ham i opdækningen uge efter uge.
  • Hufanga er glimrende mellem tackles, når der ikke er så meget plads at boltre sig på, men han misser simpelthen for mange tacklinger, når han bliver fanget i det åbne én-mod-én. Hans stive hofter gør det svært for ham at arbejde nede i knæene, så han tackler for højt og ikke kan skifte retning hurtigt nok.
  • Alle de her svagheder gør Hufanga til næsten udelukkende en bokssafety, der er god mellem tackles. Så snart han skal arbejde in space, bliver jeg nervøs, og derfor savner jeg virkelig noget alsidighed i hans spil.
  • Det er værd at notere, at Hufanga har haft tre skulderskader på tre år. To gange har han brækket kravebenet, mens han efter 2019 igen måtte under kniven for at reparere noget i skulderen.

Opsummering

Det er let at værdsætte Hufangas spillestil, fordi han spiller fysisk og gør flere gode ting mod løbet. I nutidens NFL er jeg dog alvorligt bekymret for, hvad han kan, når han utvivlsomt vil blive tvunget til at skulle gøre flere ting i opdækningen. De stive hofter og manglende evner i opdækningen er et stort problem, og jeg kan bare ikke tage en safety, der så udpræget har det svært in space, tidligt. Derfor venter jeg personligt til langt nede på dag 3 med at vælge Hufanga, selvom han nok går tidligere i den reelle draft.

NFL Comparison: Marcus Allen

Senest opdateret: 28/02/2021
- Teis Joranger

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button