SafetiesScouting Reports 2021

Hamsah Nasirildeen: Skade ødelagde vigtig 2020-sæson og skaber spørgsmålstegn

Hamsah Nasirildeens kropsbygning og alsidig er super spændende, men desværre ødelagde en alvorlig skade det meste af 2020, og det efterlader en 2019-sæson, hvor det hele føltes lidt uforløst.

Hamsah Nasirildeen er født i Concord, North Carolina. I high school spillede han både safety, linebacker, tight end og wide receiver, og havde som senior i high school over 100 tacklinger på forsvaret og over 750 grebne yards på angrebet. Han var rangeret som en af de bedste spillere i North Carolina i sin årgang, og han havde tilbud fra næsten alle de store skoler, man kunne forestille sig. I sidste ende valgte han Florida State over hold som South Carolina, Alabama og Clemson.

Hos Florida State fik han snaps i alle 13 kampe i sin første sæson i 2017, og han lavede blandt andet 29 tacklinger. I anden sæson startede han fem kampe og endte med at føre holdet med 91 tacklinger. I 2019 nåede han at lave over 100 tacklinger, inden han i en af de sidste kampe rev korsbåndet over. Den skade holdt ham desværre ude langt inde i 2020-sæsonen, og det blev kun til én fuld kamp, inden sæsonen var ovre.

Alder ved draften: 22 år (17. januar 1999)
Højde: 6ft 3 in. (191 cm) (ved Senior Bowl)
Vægt: 213 lbs (97 kg) (ved Senior Bowl)

Hamsah Nasirildeen Scouting Reports

Styrker

  • Der er en klar fysisk appel ved Hamsah Nasirildeen. Han er en rigtig høj safety med lange arme og tydelig defineret muskulatur. Selve hans kropsbygning er spændende at arbejde med og indbyder til en spiller med stor alsidighed.
  • Heldigvis var Nasirildeens interessante kropsbygning heller ikke noget, som Florida State overså, og han har erfaring med at spille mange forskellige roller. Han havde snaps lige fra dyb safety til bokssafety, til slotcorner til hybrid-linebacker eller blitzer.
  • Jeg synes, at Nasirildeens styrker i college var hans arbejde mod løbet. Han fyldte godt, når han støttede op mod løbet i boksen, og han spiller med dejlig physicality. Kommer hurtigt ned ad bakke med en masse appel og var på ingen måde bange for at stikke snuden i tacklingerne og tage kontakten.
  • Som tackler har Nasirildeen gode forcer med hans lange arme og physicality. Der var nogle situationer, hvor han ikke får wrappet godt nok og tackler lidt for højt, men overordnet er han en over middel tackler med potentiale til endnu mere.

Svagheder

  • Den fysiske ramme hos Nasirildeen er spændende, men jeg ville virkelig ønske, at han var en mere interessant atlet. Han er lidt stiv og stor i nogle bevægelser, og han mangler virkelig et topgear til rigtigt at komme rundt på banen.
  • Netop pga. den manglende topfart og fart generelt, så ligner han bare ikke en safety, der for alvor ville gøre gode ting i opdækningen som dyb safety, og han vil nok være bundet til en rolle tættere på line of scrimmage.
  • Det er frustrerende at se, hvor tøvende Nasirildeen er i sine reads. Der er så mange spil, hvor han ikke stoler på, hvad han ser og i stedet fryser på stedet. Der mangler en eller anden trigger til at smide tøjlerne og prøve at spille instinktivt ud fra, hvad han tror, han ser.
  • Den sidste ting, jeg savner, er bare nogle spil. Hvor er de spil, hvor han får noget til at ske? Der mangler noget fart til at flyve rundt og lave spil, der mangler nogle instinkter til at være forudseende, og der mangler måske en rolle, hvor han kan finde sig til rette og lave spil fra. Alt for mange snaps, hvor han bare er der.

Opsummering

Det er ærgerligt, at Hamsah Nasirildeen missede næsten hele 2020 med den alvorlige skade, som han pådrog sig i 2019. Det havde været rigtig godt for ham at få et år mere til at se, om han kunne tage et skridt frem og begynde at se ting hurtigere, så han kunne lave nogle spil, så man bedre kan se en rolle for sig. Lige nu må jeg bare indrømme, at jeg nemlig har svært ved at se, hvor han passer ind. Han viser for lidt i opdækningen til, at jeg stoler på ham, og hans fart er et problem. Han læser spillet for langsomt til at kunne gøre en forskel, og lige nu er hans krop for lille til at være linebacker. Derfor er han også ret solidt en dag 3-spiller for mit vedkommende, og så må man prøve sig frem derefter. Lige nu ser jeg det i hvert fald ikke.

NFL Comparison: Jayron Kearse/George Iloka

Senest opdateret 16/02/2021
- Teis Joranger

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button