Offensiv linjeScouting Reports 2021

Drake Jackson: Miniput med slaw i

Okay okay, det er måske lidt voldsomt at kalde en gut, der har 5-6 cm og 50+ kg på denne skribent for en miniput, men for en center er Drake Jackson i den klejne ende af spektret. Men ser man isoleret på hans spil, skulle man ikke tro han var så størrelsesmæssigt begrænset som han er.

Drake Jackson er født i Lexington i Kentucky og opvokset i Versailles i samme stat. Han spillede sin high school football på Woodford County High School.

Jackson var et eftertragtet recruit, der havde tilbud fra talrige store skoler, herunder bade Alabama, Florida, Tennessee og Ohio State. Han valgte dog at blive i hjemstaten og spille for Kentucky.

Bare dét at han overvejede at spille for Kentucky var angiveligt med til at få en toptræner fra et stort college til at droppe at recruite ham. Jackson har selv fortalt historien om at den pågældende træner (som han ikke har navngivet, ej heller hvilket college det var fra) slog fast, at hvis Jackson vitterligt overvejede at spille for Kentucky – hvilket Jackson svarede at han selvfølgelig overvejede, fordi han var opvokset der – så havde han en tabermentalitet, og ”jeg kan ikke rekruttere tabere”.

Det var i december 2014 at Jackson valgte Kentucky – på det tidspunkt havde Kentucky efter to 2-10-sæsoner færdiggjort en 5-7-sæson. Med Jackson på holdet sluttede Kentucky i 2018 10-3 – deres første 10-win sæson siden 1977, og første gang siden 1984 holdet sluttede sæsonen med en top 25-ranking – og Jackson har slået fast, at dét at være med til at få vendt bøtten, er noget han er uhyre stolt af.

Jackson redshirtede 2016-sæsonen, og gik allerede som Redshirt Freshman i 2017 ind og startede de sidste syv kampe i sæsonen, inden han var fast starter i sine sidste tre sæsoner, således at han nåede op på 44 starter på stribe i midten af Kentuckys linje.

Alder ved draften: 23 år (12. august 1997)
Højde: 6ft. 2 in. (188 cm)
Vægt: 293 lbs (133 kg)

Drake Jackson Scouting Reports

Styrker

  • Erfaringen skinner igennem på mange parametre når man ser Drake Jackson spille. De 3½ år som starter afspejler sig i glimrende spilforståelse og en rolig fremtoning. Jackson er i kontrol med hvad der foregår, og han kender sine begrænsninger og forstår at arbejde udenom dem.
  • Teknisk er Jackson også godt med. Jeg er især vild med hvor dygtig han er med hænderne. Der er god styrke i dem, han er hurtig med dem og han ved hvordan de skal placeres for at opnå maksimal effekt.
  • Jackson arbejder også virkelig god med fødderne, og underkroppen generelt. Han maksimerer effekten af sine bevægelser, og formår i løbespillet at skabe ekstra push med sin gode teknik.
  • Trods sin lidt begrænsede størrelse holder Jackson ikke igen. Han kæmper hårdt på hvert eneste spil, og spiller som en spiller, der er noget tungere. Det hører med til historien at Jackson trimmede godt ti kilo ned op til 2020-sæsonen for at få mere fart og udholdenhed, men det vidner så også om at han har spillet på en højere vægt, hvor han har haft mere at stå imod med – og i 2020 var spillestilen så i lange stræk bare den samme som inden vægttabet.

Svagheder

  • 293 lbs er til den lette side (og 6’2” til den lille side) for en center, og selvom Jackson gør mange ting virkelig godt for at overkomme det, så kommer man ikke udenom at han er en smule begrænset af sin frame. Han mangler simpelthen noget længde.
  • Den ekstra fart han har fået tillagt sig har været lidt på bekostning af noget styrke, og det er især hans anchor i pass protection, der kan blive udfordret af stærke linjemænd. Et bull rush vil kunne give ham problemer.
  • Der er ikke megen alsidighed at komme efter hos Jackson. Han er en center til et zoneblokeringssystem.

Opsummering

Drake Jacksons tape var en fornøjelse at se. Hans fysik vil ikke skræmme mange, men det er altid dejligt at se spillere, der har både teknik og spilintelligens nok til at overkomme deres begrænsninger, og det har Jackson i lange stræk. Den manglende alsidighed kan koste ham lidt, og jeg vil ikke afvise at et NFL-hold vil bede ham få nogle ekstra pund på kroppen – og det kan være på bekostning af noget agilitet – men dét Jackson gør, gør han så godt at jeg ser ham som et godt bud på en startende center i ligaen indenfor nogle få år.

NFL Comparison: Matt Hennessy

Opdateret: 24/04/2021
- Peter Meier Jensen

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button