LinebackersScouting Reports 2021

Buddy Johnson: Fra offensivt våben i high school til college-linebacker

Linebackererfaringen er begrænset, men Buddy Johnson har taget store skridt i den rigtige retning siden han blev starter i 2019.

Buddy Johnson er født og opvokset i Dallas i Texas, og gik på Kimball High School, hvor bl.a. Chicago Bears’ Tashaun Gipson også tog sin high school-uddannelse. Johnson var et offensivt våben for Kimball, der spillede quarterback som junior, inden han som senior førte holdet i både rushing og receiving yards – og kastede for 268 yards. Og bidrog som linebacker på forsvaret.

Rangeret som et tre-stjernet recruit trak Johnson en del interesse fra især universiteter i Texas – med undtagelse af University of Texas – og valget faldt i sidste ende på Texas A&M. Hos Aggies bidrog han som linebacker allerede som Freshman, men det var først i 2019 han overtog et starterjob, og over begge af sine to sidste sæsoner i college førte han holdet i tacklinger.

Alder ved draften: 22 år (27. februar 1999)
Højde: 6 ft. ½ in. (184 cm)
Vægt: 229 lbs (104 kg)

Buddy Johnson Scouting Reports

Styrker

  • Johnson har ikke helt ideel størrelse – lidt lavere og lettere end optimalt – men han er ikke desto mindre godt sammensat, og bruger al den størrelsen han har når han spiller.
  • Mentaliteten er den helt rette for Johnson, der er villig til at spille fysisk, og generelt bare virker som en mand, der vil være med hvor det foregår.
  • Ved Aggies’ Pro Day testede Johnson imponerende godt, og det vidner om noget atletisk potentiale, der måske kan indfries på den lange bane.
  • Johnson viste store fremskridt i sit spil fra 2019 til 2020, og den begrænsede erfaring som fuldtidsspiller på positionen vidner – sammen med de atletiske evner – om et udviklingspotentiale, der er større end man måske lige tænker ved første øjekast.

Svagheder

  • Der er stadig mange nuancer i dét at spille linebacker, der ikke for alvor sidder helt i skabet for Johnson. Det gælder bl.a. tacklinger i åbent rum, hvor jeg synes han kæmper lidt med at få taget de rette vinkler. Det er naturligt nok med den begrænsede erfaring, at der er noget der skal finjusteres, men det sætter nok lidt en kæp i hjulet i evt. forhåbninger om at han skulle bidrage tidligt.
  • De atletiske evner er ikke helt så tydelige på Johnsons tape. Han er eksplosiv nok lineært, men jeg synes han er lidt stiv i hofterne.
  • Opdækning er ikke umiddelbart noget Johnson gør sig positivt bemærket i. Det bør være muligt at få en spiller med Johnsons fysiske evner til at kunne fungere, men der er lang vej igen.

Opsummering

Buddy Johnson er en fysisk spiller med god eksplosivitet og en dejlig villighed til at bidrage. Desværre er han bare rå, og det er svært at se ham bidrage nævneværdigt på forsvaret tidligt. Potentialet er der på den lange bane, og selvom jeg ikke er solgt på ham i opdækning, så er der også muligheder hér. I første omgang ligner hen en backup som two-down spiller, der til gengæld kan gøre sig positivt bemærket på special teams.

NFL Comparison: Kendall Beckwith

Opdateret 25/04/2021
- Peter Meier Jensen

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button