Rangeringer

Draftrangeringer: Top 15 linebackere

Vi fortsætter her på Draftbeat vores gennemgang af de bedste spillere på de forskellige positioner. Linebacker-årgangen har nogle unikke og interessante spillere i toppen og ret god dybde på andendagen.

Linebacker er en position, der de sidste 10-15 år har gennemgået en del ændringer i prototypen på en moderne linebacker, og årets draft kommer også med nogle unikke typer, der ville kunne udføre nogle af de unikke opgaver, som linebackers kan få i NFL.

Her får du en top 15-liste fra Draftbeats Huddle Up DK (fælles grade fra Peter Meier Jensen, Rasmus Holse og Magnus Bendixen) og Teis Joranger, som de ser linebacker-årgangen lige nu. Du kan se tanker til årgangen under tabellen med rangeringerne.

Læs alle positionsrangeringer
QB | RB | WR | TE | OT | IOL | DT | EDGE | LB | CB | S

Husk, at du også kan lytte til Det Ovale Kontor, hvor Draftbeat var på besøg og snakke om de defensive spillere. Du finder podcasten i bunden af artiklen eller i din podcast-app.

Du kan læse om hvilke hold, der mangler linebackere i oversigten over hvert holds mangler på Gul Klud.

Grades tager ikke højde for positionens værdi, så en quarterback med en andenrundegrade vil stadig være et førsterundevalg værd, mens en runningback med førsterundegrade næppe er et førsterundevalg værd.

Vær også opmærksom på, at Huddle Up DK og Teis Joranger giver grades med tre forskellige grading-systemer, så en 2B-grade på tværs af de to lister er ikke nødvendigvis 1:1 sammenlignelige. Der er altså et forskelligt antal spillere i hver kategori.

RangeringHuddle Up DKTeis Joranger
1Micah Parsons, Penn State - 1BMicah Parsons, Penn State - 1B
2Jeremiah Owusu-Koramoah, Notre Dame - 1BJeremiah Owusu-Koramoah, Notre Dame - 1C
3Jamin Davis, Kentucky - 1CZaven Collins, Tulsa - 2B
4Zaven Collins, Tulsa - 1CJamin Davis, Kentucky - 2B
5Baron Browning, Ohio State - 2CBaron Browning, Ohio State - 3C
6Nick Bolton, Missouri - 2CPete Werner, Ohio State - 4A
7Pete Werner, Ohio State - 3BJabril Cox, LSU - 4A
8Chazz Surratt, North Carolina - 3BNick Bolton, Missouri - 4A
9Jabril Cox, LSU - 3B
Chazz Surratt, North Carolina - 4B
10Dylan Moses, Alabama - 4ACameron McGrone, Michigan - 4B
11Monty Rice, Georgia - 4AMonty Rice, Georgia - 4C
12Cameron McGrone, Michigan - 4ADerrick Barnes, Purdue - 4C
13Buddy Johnson, Texas A&M - 4CErnest Jones, South Carolina - 5C
14Derrick Barnes, Purdue - 5ADylan Moses, Alabama - 5C
15Ernest Jones, South Carolina - 5AIsaiah McDuffie, Boston College - 6A

Tanker fra Peter Meier Jensen (Huddle Up DK)

Det er en ganske spændende klasse vi står med på linebacker, og der er umiddelbart lidt for enhver smag, hvad end man er til atletiske freaks, der skal lære at vinde på mere end atletiske evner, intelligente spillere, der mangler den sidste upside eller de bundsolide spillere, der ikke har nogle store mangler, men også mangler nogle traits til for alvor at skille sig ud.

Det “komplette” prospect, der både har spilforståelse, teknik, erfaring og atletiske evner, har vi ikke umiddelbart, men det afholder os ikke fra at stå med en høj grade på Micah Parsons, der rangerer som vores bedste linebacker og #9 på tværs af alle positioner. Han er en moderne linebacker med range, der kan blitze og bare finder en måde at nå ind i backfielden på. Der mangler lige det sidste ift. spilforståelsen og fornemmelsen af at droppe tilbage i opdækning, og der er lidt vedholdende rygter om en divaagtig personlighed, der måske kan påvirke hans draft stock.

Jeremiah Owusu-Koramoah – JOK – er en linebacker/safety-hybrid, der flyver rundt på banen, kan dække op, blitze og angriber spillet effektivt. Han mangler dog noget størrelse og instinkterne er ustabile, mens han samtidig misser flere tacklinger end godt er, og generelt fungerer bedst når han kan arbejde i åbent rum. Potentialet er dog ikke til at komme udenom.

Jamin Davis og Zaven Collins ligger næsten side om side hos os, og vil nok tiltale forskellige hold. Begge er fremragende atleter, og mens Davis – trods begrænset erfaring – er ganske velfunderet i mange af spillets aspekter, er Collins en linebacker a la Anthony Barr/Jamie Collins/Kyle Van Noy – en spiller, hvor man skal tage en beslutning om hvorvidt han er edge eller linebacker; bedste bud er at spille ham som linebacker, og lade ham rushe i ny og næ, da han næppe har teknikken til at spille edge på fuld tid.

Efter de fire er der et pænt spring på en hel runde ned til den næste gruppe. Baron Browning er rå, med tvivlsomme instinkter og en ikke specielt fysisk spillestil – men han kan dække op, rushe fra ydersiden og har én af de mest fysisk imponerende pakker i årgangen. It’s all about upside. Nick Bolton er omvendt en fysisk, disciplineret og pålidelig linebacker med gode instinkter, men hans begrænsninger som atlet holder ham nede. Opdækning bliver næppe nogensinde hans styrke. Derudover er han næsten for disciplineret i sin spillestil og man savner lidt at han til tider løber en risiko.

Pete Werner er en spiller uden nævneværdige flaws, men heller intet der for alvor skiller sig ud, og han ligger side om side med Chazz Surratt – en linebacker/safety-hybrid med rå instinkter og manglende styrke i gruppen – og Jabril Cox, der tog springet fra FCS til det højesteniveau af FBS hos LSU sidste år, og forblev en impactspiller. Cox halter dog efter på instinkterne og evnen til at læse spillet, og hans gør ikke meget væsen af sig i løbespillet. I opdækning er han, sammen med JOK, i toppen af årgangen.

Vores tredjedagsgrades anføres af Dylan Moses, der var anset som et potentielt førsterundevalg forud for 2019-sæsonen. En skade kostede dog den sæson, og spillet i 2020 var ikke noget der lignede et førsterundevalg. Der er flere spændende elementer i hans spil, men meget at skulle sammensætte. Monty Rice er ikke flashy, men han er bundsolid og pålidelig – han læser spillet godt og stoler på hvad han ser; ligesom Nick Bolton har han dog en tendens til at spille en smule sikkert, hvilket har begrænset produktionen. Han holder sig akkurat foran Cameron McGrone, hvis upside er uomtvistelig. Til gengæld mangler han i dén grad instinkter, og spiller for ofte med hovedet under armen, så han får taget sig selv ud af spillet. Dertil kommer særdeles tvivlsomme evner i opdækning. De atletiske evner er der, men det er et projekt.

Top 15 afrundes med tre spillere lige omkring femte runde. Både Buddy Johnson og Derrick Barnes er relativt nye på positionen, men viste fine takter i 2020. Ingen af de to begår sig specielt godt i opdækning, men Barnes virker i højere grad end Johnson til at have betingelserne for at kunne få det til at fungere. Til gengæld er Johnsons instinkter lidt mere veludviklede. Ernest Jones sniger sig akkurat foran Garret Wallow som sidste mand på listen. Jones er en intelligent spiller, der spiller med god intensitet, men mangler nogle af de atletiske forudsætninger for virkelig at have et stort impact, og det er ikke givet at han kan spille på alle downs.

Blandt spillerne, der missede cuttet er et par virkelig erfarne og spilintlligente linebackers i Tuf Borland og Tony Fields II, der dog halter efter på de atletiske parametre og mangler upside.

Tanker fra Teis Joranger

Jeg kan godt lide årets linebacker-årgang, og jeg tror egentlig, at vi får en del startere ud af årgangen. Både store profiler og mere gennemsnitlige starter-typer. Alt i alt er feltet meget alsidigt og varieret.

I toppen har jeg Micah Parsons, som, jeg mener, kan have samme impact på et forsvar som Devin White. Der vil være tvivlsomme spil, fordi spilforståelsen mangler lidt, men der vil også være en masse store spil, fordi han bare flyver rundt med utrolige atletiske evner. Og jeg mener også, at han er længere fremme i sine evner i opdækningen end White, som var helt på bar bund.

Jeremiah Owuwu-Koramoah er et stort, stort talent, men man skal tænke sig om, hvordan han skal bruges, og holdet, der vælger ham, skal have en plan. Han er ikke stor nok til at være en kæmpe impact-spiller mod løbet, men til gengæld er han meget dygtig i opdækningen og en farlig blitzer. Jeg ser ham som 4-3 WLB, der kan flyve rundt og jagte bolden.

Zaven Collins og Jamin Davis ryger i kategorien for atletiske freaks, der har solidt tape, men også nogle mangler. Davis skal lægge lidt flere kilo på og blive lidt mere solid opdækningen. Collins måtte gerne være stærkere i boksen, selvom han er bygget som et hus.

Baron Browning er en mand, jeg har svært ved at placere. Han har gode atletiske evner og solide coverage-evner. Men han har også tæt på nul erfaring i boksen, og hans instinkter virker lidt gennemsnitlige. Føles meget boom or bust.

Der tror jeg mere på, at typer som Nick Bolton, Pete Werner og Chazz Surratt nok skal blive solide startere. Bolton er dygtig mod løbet, men har lidt mangler i opdækningen. Werner er all round solid uden at være spektakulær. Hvis der skulle komme en LB-stjerne ud af midtrunderne, ville Werner dog være mit bud. Surratt er atletisk, men også upoleret og ikke stærk nok i boksen lige nu.

Jabril Cox er en coverage-linebacker, og det trækker ham godt op, men hans spil mod løbet er så ringe, at han godt kan få svært ved at blive fuldtidsspiller. Jeg er rimelig stor fan af Derrick Barnes fra Purdue, som ikke er langt udenfor min top 100. Han har alle de rigtige værktøjer, selvom hans instinkter og coverage-fornemmelse er underudviklet. Men giv ham lidt tid, så tror jeg, at han starter.

Resten af min top 15 er lidt forskellige wild cards. Monty Rice er solid nok, men jeg savner lidt det sidste krydderi for at han kan ende højere. Cameron McGrone er talentfuld men meget upoleret. Dylan Moses’ 2020-tape var decideret elendigt, men han var på vej tilbage fra skade og er atletisk, så hvem ved. Ernest Jones ligner en backup/low end-starter, og det er jo fint nok i femte runde. Isaiah McDuffie sniger sig ind i bunden, fordi jeg ikke har set spillere Buddy Johnson eller Garrett Wallow, men jeg tror ikke meget på ham.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button