Rangeringer

Draftrangeringer: Top 10 indvendige defensive linjemænd

Vi fortsætter her på Draftbeat vores gennemgang af de bedste spillere på de forskellige positioner. Årgangen af indvendige defensive linjefolk er kaldt en af de dårligste i lang tid, og der mangler da også nogle sikre kort i årgangen.

Alle leder efter deres egen Aaron Donald, men som så mange gange før, må holdene indse, at Donald er en helt unik spiller. Årets årgang af indvendige defensive linjefolk er blevet kaldt ganske dårlig, men den har egentlig en del talent – problemet er bare, at usikkerhederne er stor.

Her får du en top 10-liste fra Draftbeats Huddle Up DK (fælles grade fra Peter Meier Jensen, Rasmus Holse og Magnus Bendixen) og Teis Joranger, som de ser de indvendige defensive linjefolk lige nu. Du kan se tanker til årgangen under tabellen med rangeringerne.

Læs alle positionsrangeringer
QB | RB | WR | TE | OT | IOL | DT | EDGE | LB | CB | S

Husk, at du også kan lytte til Det Ovale Kontor, hvor Draftbeat var på besøg og snakke om de defensive spillere. Du finder podcasten i bunden af artiklen eller i din podcast-app.

Du kan læse om hvilke hold, der mangler defensive tackles i oversigten over hvert holds mangler på Gul Klud.

Grades tager ikke højde for positionensværdi, så en quarterback med en andenrundegrade vil stadig være et førsterundevalg værd, mens en runningback med førsterundegrade næppe er et førsterundevalg værd.

Vær også opmærksom på, at Huddle Up DK og Teis Joranger giver grades med tre forskellige grading-systemer, så en 2B-grade på tværs af de tre lister er ikke nødvendigvis 1:1 sammenlignelige. Der er altså et forskelligt antal spillere i hver kategori.

RangeringHuddle Up DKTeis Joranger
1Christian Barmore, Alabama - 1CChristian Barmore, Alabama - 1C
2Daviyon Nixon, Iowa - 2AAlim McNeill, N.C. State - 2B
3Levi Onwuzurike, Washington - 2CDaviyon Nixon, Iowa - 3A
4Alim McNeill, N.C. State - 3ALevi Onwuzurike, Washington - 3A
5Osa Odighizuwa, UCLA - 3BTommy Togiai, Ohio State - 3B
6Tommy Togiai, Ohio State - 3CMarvin Wilson, Florida State - 4B
7Bobby Brown, Texas A&M - 4AMilton Williams, Lousiana Tech - 4B
8Jay Tufele, USC - 4ABobby Brown, Texas A&M - 4B
9Milton Williams, Lousiana Tech - 4BJonathan Marshall, Arkansas - 4C
10Marlon Tuipulotu, USC - 4COsa Odighizuwa, UCLA - 4C

Tanker fra Peter Meier Jensen (Huddle Up DK)

Helt overordnet synes jeg det er en ret uinspirerende klasse vi står med her på IDL. Det kommer i forlængelse af en 2020-klasse, som jeg heller ikke var supervild med dybden i, om end enkelte spillere derfra har vist sig mere positivt frem end forventet.

Christian Barmore er topnavnet i årgangen. Han har ikke megen erfaring fra Alabama – blot startet seks af de 22 kampe han spillede i – men han har virkelig spændende potentiale, og er i bund og grund det eneste af topnavnene, jeg føler mig tryg ved vil kunne gøre væsen af sig både i løbe- og kastespillet tidligt.

Der er ikke en Aaron Donald i årgangen, men skal jeg pege på én spiller hvis tape gav mig bare lidt fornemmelse i den retning, så er det Daviyon Nixon. Han har det eksplosive første skridt til at finde vej ind i backfielden lynhurtigt, men han er et one-year wonder, der også skal finde flere måder at vinde på – især hvis en offensiv linjemand får hænderne på ham. Hans upside er dog tilpas spændende til at han ret klart går ind som vores toer.

Levi Onwuzurike og Alim McNeill ligger tæt som 3-4 lige på hver side af grænsen mellem anden og tredje runde i vores grades. Førstnævnte har de fysiske betingelser, men mangler for alvor endnu at sætte det hele sammen – og man savner produktion fra ham – mens sidstnævnte er en force mod løbet, men er et lidt usikkert kort i kastespillet. Han har potentialet til at blive en relativt komplet spiller a la Grady Jarrett, men der er et stykke vej igen for ham som pass rusher.

Odighizuwa har atletiske evner og god power og har været produktiv hos UCLA, men mangler formentlig lidt styrke på kroppen til for alvor at gøre sig gældende som fuldtidsspiller i NFL. Togiai har power og et kraftfuldt bull rush, men man savner lidt noget mere fra ham end dét.

Brown har potentialet til at kunne bliver mere end bare en run stopper, men han har langt igen teknisk som pass rusher og hans tape er frustrerende ustabilt, og selvom der er noget upside, så kan man sagtens se for sig at han ikke bliver mere end en rotationsspiller. Tufele ligger lige i røven af Brown, og mens han ikke har det samme store potentiale, så er han en spiller, der har et godt første skridt, noget power og aktive hænder, der kan hjælpe ham ind i backfielden. Han bør kunne bidrage, men det bliver næppe heller som fuldtidsspiller.

Milton Williams har fået en del hype, og jeg kan også sagtens se potentialet – han testede fænomenalt, er eksplosiv og har power og gode hænder. Til gengæld er han uhyre rå i sin spilforståelse og virker ikke til altid at give alt hvad han har for at nå frem og få lavet spillet. Det er frustrerende, og mens han sagtens kan ende med at overgå vores grade, så er der bare for lang vej igen til at vi vil tage ham så tidligt som han formentlig bliver valgt.

Sidste plads på listen tager Marlon Tuipulotu akkurat foran Jonathan Marshall. Tuipulotu er på ingen måde flashy, og man savner dét ene trait, der virkelig definerer ham – men han er en spiller, der bør kunne gå ind og bidrage i en rotation tidligt som run-stopper, og man ser enkelte flashes af potentiale som pass rusher.

Blandt de der misser cuttet, et specielt shoutout til den lavest gradede defensive linjemand hos os – IDL18 er Tyler Shelvin. Hvis du vil have en stor, tyk nose tackle, der kan stoppe løbet, men intet andet, så er han din mand. Han er en blåhval i pads. Det er underholdende at se på, men det har bare ingen værdi i dagens NFL.

Tanker fra Teis Joranger

Det er en defensive tackle-årgang, der i høj grad er præget af usikkerheder og manglende toptalent. Der er dog én spiller, som jeg ville tage i første runde, og det er Christian Barmore. Han har en stærk kombination af eksplosivitet, styrke og movement skills. Hvis han bliver teknisk mere poleret og bedre mod løbet, har han potentialet til et blive en stjerne.

Derefter har jeg placeret min nok største draftdarling i årets draft. Alim McNeill er sublim mod løbet med et super tyngdepunkt, gode hænder og god quickness. Jeg tror også, at han kan bidrage mere mod kastet, end han fik lov til i college. Jeg vil ikke udelukke, at han kan være en Grady Jarrettt-type.

Herefter rammer vi en trio, der ligger relativt tæt. Alle tre er talentfulde, men skal udvikle sig lidt, hvis de skal forløse potentialet. Nixon mangler noget consistency i sin teknik. Onwuzurike skal forbedre sit pad level som pass rusher. Togiai er måske den mest sikre i årets klasse, når det kommer til at finde en, der nok skal bidrage med noget. Spørgsmålet er så, om han har lige så stort potentiale som de to andre, da han lige nu mest bare er en bull rusher.

Springet efter Togiai og ned til de næste er ret betydeligt. Marvin Wilson var super dygtig i 2019, men hans 2020 var ganske dårligt. Han spillede med en skade i 2020, og spørgsmålet er, om han kan genfinde 2019-niveauet i NFL? Milton Williams har kæmpe potentiale og er en freaky atlet, men jeg synes ikke, at han er en ret god og stærk spiller endnu. Kræver tålmodighed, før han er der, tror jeg.

Bobby Brown var mest run stopper i college, og det gjorde han hæderligt, men han viste til sin pro day, at der er nogle gode atletiske evner, som han kun i glimt viste i college. Jonathan Marshall var også en mand, der viste sig i glimt. Hans gode spil er fantastiske, og han har kæmpestort potentiale. Der var dog også mange dårlige spil. Begge er projekter, som man kan udvikle på. Hvis de lykkes, bliver kan de blive geniale.

Sidste mand er Osa Odighizuwa, som Huddle Up har lidt højere. Han har noget eksplosivitet og et godt tyngdepunkt, men han er lige lovlig undersized til mig, og den mentale del af spillet var ikke så skarp, som jeg havde ønsket.

Udenfor listen findes Jay Tufele, Tyler Shelvin og Marlon Tuipulotu, som jeg ikke synes er ret spændende. Derudover er Jaylen Twyman min lavest rangerede DT i år.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button