Rangeringer

Draftrangering: Teis Jorangers første top 50 i 2021-draften

Draftarbejdet er i fuld sving, og det er blevet tid til at udgive årets første top 50. Her får I Teis Jorangers 50 højest rangerede spillere her i midten af februar.

Draftarbejdet er en lang proces, der har været i gang i et par måneder. Det kræver, at man har set en del spillere, før man kan begynde at udgive rangeringer.

På nuværende tidspunkt har jeg set 107 spillere, og jeg har prøvet at prioritere spillere, der har fået opmærksomhed i draftkredse. Derfor føler jeg mig også komfortabel med at udgive min første top 50.

Listen indeholder min rangering som tingene ser ud lige nu, og der vil næsten med garanti ske ændringer til den endelige rangering. Der er stadig mange spillere at se, og der plejer at dukke nogle talenter op sent, der kan ende i top 50. Derudover vil der for nogle af spillerne komme mere tape, som kan hjælpe. Til sidst er der altid en gruppe spillere, jeg er i tvivl om, som jeg skal tilbage og se igen, inden jeg lægger mig fast på noget. Med det sagt, er dette min top 50 lige nu.

1) QB1, Trevor Lawrence, Clemson – Læs Scouting Report
Førstepladsen kan ikke overraske nogen. Trevor Lawrence er et fænomenalt talent og har den højeste quarterback-karakter jeg har givet i de år, jeg har vurderet drafttalenter. Der er forskellige ting, han kan finpolere, men der er ingen områder af spillet, hvor han er begrænset, og han gør så mange ting godt.

2) TE1, Kyle Pitts, Florida – Læs Scouting Report
Igen en rekordsættende grade fra min side. Dette er suverænt den højeste grade, jeg har givet til en tight end nogensinde. Kyle Pitts er exceptionel på så mange områder. Han er atletisk, en strålende ruteløber og vinder også regelmæssigt jumpballs. Han slog uge efter uge cornerbacks, linebackere og safeties. Ingen kunne stoppe ham. Når det er sagt, så havde denne Pitts-grade ikke været nok til en top 5-grade sidste år hos mig. Årets årgang er ikke super stærk i toppen.

3) WR1, DeVonta Smith, Alabama – Læs Scouting Report
Alabama fik to wide receivere draftet i første runde sidste år. I år har de to nye, som jeg mener er mere talentfulde end Jerry Jeudy og Henry Ruggs i sidste års draft. Det mente jeg allerede sidste år, hvor jeg var overrasket over, at DeVonta Smith tog et år mere i college. Smith vil have nogle spørgsmålstegn ved sine ranglede statur, men han er bare en fænomenal receiver.

4) OT1, Penei Sewell, Oregon – Læs Scouting Report
Hvis man ser bort fra Lawrence, så har Penei Sewell måske årets største potentiale. Sewell er vanvittig atletisk for så stor en mand, og han har masser af styrke. For ham handler det om at forbedre forskellige små tekniske detaljer. Især i kastespillet er der noget med hans timing og placering af hænderne, der skal udvikles. Han er ikke den fjerdebedste spiller lige nu, men det potentiale, han viste som 19-årig i 2019, da han spillede sidst, kan jeg ikke komme udenom.

5) CB1, Caleb Farley, Virginia Tech – Læs Scouting Report
Femtepladsen går til en mand, der ligesom Sewell har stort potentiale. Farley er en omskolet receiver, der kun har spillet et par år som cornerback. Men det niveau, han leverede i 2019 vidnede om et naturtalent. Han er fantastisk atletisk, og det gør ham super sticky i man coverage. Derudover har han utrolige evner til at spille bolden.

6) QB2, Justin Fields, Ohio State – Læs Scouting Report
Før 2020-sæsonen var Justin Fields næsten selvskrevet til titlen som QB2, men flere dårlige kampe i 2020 har sået tvivl hos adskillige eksperter og helt sikkert også hold. Personligt har min holdning ikke ændret sig meget. Fields har nogle ting, han skal arbejde på i lommen og med hans reads. Men jeg synes, hans mentale usikkerheder bliver gjort værre, end de er, og han har nogle andre spidskompenter, der kan gøre ham til en super quarterback i ligaen. Intet er givet i NFL, men i mange andre drafts, ville jeg tage ham først af alle uden at tøve.

7) WR2, Jaylen Waddle, Alabama – Læs Scouting Report
Jaylen Waddle er en af årets hurtigste spillere, og hvis ikke han var blevet skadet i løbet af 2020-sæsonen, så havde han måske været endnu højere på listen. Waddles fart til at strække banen og hans evne med bolden i hænderne ligner bare noget, der kan blive et dødbringende våben i NFL.

8) LB1, Micah Parsons, Penn State – Læs Scouting Report
Hvis du så Devin White brillere i årets NFL-slutspil, så har dit hold nu muligheden for at få en lignende spiller. Parsons er lidt større end White, men han har samme vanvittige eksplosivitet, der gør ham i stand til at lave spil over det hele. Han har nogle af de samme evner som blitzer som White, og han har nogle af de samme udfordringer i opdækningen, han skal lære.

9) LB2, Jeremiah Owusu-Koramoah, Notre Dame – Læs Scouting Report
Parsons og Owusu-Koramoah ligger side om side, men de kan næsten ikke være mere forskellige. Hvor Parsons tonser rundt og laver spil primært omkring line of scrimmage, så har Owusu-Koramoah helt andre fænomenale evner i opdækningen. Han dækkede ofte tight ends og receiver op i college med succes, og han er næsten en halv safety, man kan bruge som en coverage-skakbrik. Til gengæld har han ikke meget erfaring med at arbejde rigtigt i boksen mod løbet.

10) OT2, Rashawn Slater, Northwestern – Læs Scouting Report
Rashawn Slater har ikke den prototypiske størrelse for en tackle, men hans teknik, atletiske evner og spilintelligens er bare strålende. Personligt mener jeg, at han kan spille tackle i NFL, ligesom jeg mente, at Isaiah Wynn kunne spille tackle, da han kom ind i ligaen for nogle år tilbage. Men det er meget muligt, at hold vil se Slater som guard, eller måske endda center.

11) CB2, Patrick Surtain II, Alabama – Læs Scouting Report
Hvor Caleb Farley har strålende atletiske evner, så mangler Patrick Surtain noget burst og smoothness i sine bevægelser. Til gengæld har Surtain strålende spilintelligens og sublim teknik, især i press coverage. Han er næsten aldrig ude af position, og så længe du ikke isolerer ham mod Tyreek Hill-typer, så vil han give dig en god og pålidelig brik på forsvaret.

12) WR3, Ja’Marr Chase, LSU – Læs Scouting Report
Jeg har Ja’Marr Chase lige en smule lavere end de fleste, og det har jeg, fordi jeg ikke synes, at han var helt så dygtig til at skabe separation på sine ruter i 2019. Jeg er meget i tvivl, om det skyldes, han var en blot 19-årig receiver, der stadig skulle finde sine fødder som ruteløber, eller om det skyldes lidt gennemsnitlig fart og atletiske evner. Hvis han til sin pro day tester godt, vil jeg nok rykke ham lidt højere op, men lige nu er jeg lidt usikker på nogle områder.

13) DT1, Christian Barmore, Alabama – Læs Scouting Report
Christian Barmore fik ikke lov til at spille en fuldtidsrolle hos Alabama, fordi han stadig ikke er så god mod løbet – især sådan som Alabama brugte ham. Til gengæld har han kæmpe potentiale som pass rusher, og jeg ser talent til at blive en Chris Jones-agtig defensive tackle.

14) EDGE1, Azeez Ojulari, Georgia – Læs Scouting Report
Der er mange spændende EDGE-rushere i årets draft, men der mangler en Chase Young eller Nick Bosa, der skiller sig ud. Derfor vil NFL-holdene sikkert have 32 forskellige top 5-rangeringer på positionen i år, og det vil være meget individuelt, hvad man foretrækker. Mit største crush på positionen i år er Azeez Ojulari, der godt nok er halvlille, men som jeg bare synes har en fænomenal forståelse for at sammensætte pass rush moves og runde hjørnet udvendigt på en tackle.

15) WR4, Terrace Marshall Jr., LSU – Læs Scouting Report
Fra et af mine draftcrushes til et andet. Terrace Marshall er vurderet som et andenrundevalg mange steder, men jeg ser et stort lys i Marshall. Ja, han havde nogle drops i 2020 og ja, han skal nok blive lidt stærkere, men jeg synes, hans ruter undervurderes, og han bevæger sig fantastisk for en mand på 193cm.

16) IOL1, Alijah Vera-Tucker, USC – Læs Scouting Report
Alijah Vera-Tucker spillede venstre tackle for USC i 2020, men jeg ser ham som en guard eller center. Hans længde er ikke ideel på tackle, og hans fodarbejde ville også kræve nogle ændringer, hvis han skulle fortsætte på tackle. Jeg vil meget hellere have ham på guard, hvor hans quickness og sustain kan træde i karakter.

17) CB3, Jaycee Horn, South Carolina – Læs Scouting Report
Den øverste gruppe af cornerbacks har tre spillere, og derefter er der et hul til de næste. Horn er en hyperaggressiv cornerback, der vil få en del flag i NFL, hvis han ikke toner det lidt ned. Til gengæld elsker man også hans længde, styrke, ball skills og netop den physicality, der giver nogle flag. Han er en boom or bust-spiller, men kan en trænerstab forbedre disciplinen lidt, ligner han en strålende NFL-corner.

18) QB3, Trey Lance, North Dakota State – Læs Scouting Report
En af draftens mest interessante historier er quarterback Trey Lance, der kun har spillet én sæson i college i 2019 hos North Dakota State, som er en mindre skole. Det gjorde han dog på super højt niveau, og selvom usikkerheden er stor pga. det lavere niveau og de få snaps, så køber jeg ind på potentialet. Hans fysiske talent er stort, og han er slet ikke dum. Giv ham lidt tid til at blive moden, og så ser jeg en NFL-quarterback.

19) QB4, Zach Wilson, BYU – Læs Scouting Report
Mange har Zach Wilson som deres næstbedste quarterback i draften, og selvom jeg ikke helt har Wilson så højt, kan jeg stadig godt lide hans talent. Især hans evne til at improvisere og skabe ting på egen hånd er tiltalende. Det tager lidt overhånd nogle gange, og jeg savner stadig nogle detaljer mentalt og i lommen, hvilket gør, at han ender under de andre tre.

20) EDGE2, Kwity Paye, Michigan – Læs Scouting Report
Som I kan se på den næste håndfuld spillere, så er der et område af pass rushere, jeg skal finde ud af. Alle tre er rigtig atletiske og har stort potentiale, men har også nogle bekymringer. For Paye er bekymringen, at han først producerede som senior, og hans naturlige pass rush-intuition er måske ikke i top. Til gengæld er han bedre mod løbet end Phillips og Oweh, og det giver ham lige nu 20. pladsen.

21) EDGE3, Jaelan Phillips, Miami – Læs Scouting Report
Jaelen Phillips har måske den største upside af alle pass rushere i år, da han har den perfekte kombination af størrelse, styrke og atletiske evner. Phillips’ spil er dog stadig meget ustabilt, og så har han en skadeshistorik med flere hjernerystelser, der førte til et midlertidigt karrierstop. Det skal både holdene og jeg finde ud af, hvor meget skal betyde.

22) WR5, Elijah Moore, Ole Miss – Læs Scouting Report
Hvis I læser min scouting report af Elijah Moore, kan I læse, at jeg undrer mig over, at mange er vilde med Kadarius Toney, når jeg synes, at Moore gør mange af de samme ting – bare bedre. Moore er en lille og hurtig slotreceiver, men han løber dejlige ruter, kan bruges super kreativt og så har han måske årgangens bedste hænder. Jeg tror, han bliver en produktiv receiver i ligaen.

23) EDGE4, Jayson Oweh, Penn State – Læs Scouting Report
Nul sacks i 2020 lugter ikke som udgangspunkt af top 25 i draften, men Jayson Oweh er også primært heroppe baseret på potentiale. Han er måske årets største freak atletisk, og hans eksplosivitet er vild. Han skal dog blive bedre teknisk, hvis det skal forløses.

24) IOL2, Landon Dickerson, Alabama – Læs Scouting Report
Hvis ikke det var for et overrevet korsbånd i en af Dickersons sidste college-kampe, havde han sneget sig ind i top 20. Han er simpelthen bare bundsolid teknisk og styrkemæssigt, og så spiller han med en utroligt tiltalende intensitet. Skaden skaber usikkerhed, men spillet på banen i 2020 var super hos Alabama-centeren.

25) DT2, Alim McNeill, N.C. State – Læs Scouting Report
Der er mange steder, hvor Alim McNeill end ikke er placeret i top 50, og derfor må jeg hellere erklære McNeill som et af mine draftcrushes, som jeg tror meget på i år. Han var exceptionel mod løbet i 2020, men jeg tror, han kan bidrage mod kastet i NFL, når han kommer væk fra N.C. States nose tackle-position. Der er så meget i McNeills spil, som vi kun så i glimt pga. systemet.

26) S1, Trevon Moehrig, TCU – Læs Scouting Report
Listens eneste safety, og vi skal faktisk ned i 60’erne før vi finder den næste safety i min rangering. Det er virkelig ikke en imponerende årgang, og det er heller ikke sådan, at Moehrig er en safety, der kan gøre det hele. Moehrig er dog fantastisk i man coverage grundet sin quickness og route anticipation. I et split safety-forsvarssystem som eksempelvis Rams’ fra 2020, tror jeg, han kan brillere.

27) IOL3, Jalen Mayfield, Michigan – Læs Scouting Report
Mayfield spillede ikke alt for meget i 2020 grundet en skade, han pådrog sig. Jeg var dog imponeret over, hvad jeg så. Han spillede højre tackle hos Michigan, men jeg ser ham være bedre på guard. Han er virkelig elegant og atletisk, og han har noget dejlig styrke i hans spil.

28) LB3, Zaven Collins, Tulsa – Læs Scouting Report
Det er ikke ofte, at Tulsa har spillere, der bejler til første runde af draften. Vi skal tilbage til 1977 siden en Tulsa-spiller blev valgt i top 32 af draften. Collins er dog en stor og super atletisk linebacker, der kan gøre virkelig mange ting for dig. Han har vist gode blitz/pass rush-evner, og han har været god i opdækningen. Mod løbet skal han lære lidt mere, men han har fysikken til at lære det.

29) OT3, Samuel Cosmi, Texas – Læs Scouting Report
Jeg skal have set Cosmi igen på et senere tidspunkt, da der er nogle alarmlamper, der blinker, vedrørende hans fodarbejde i pass protection samt hans tendens til at spille oprejst. Alligevel synes jeg, at hans længde, atletiske evne og evne til at løse de forskellige situationer vidner om en masse potentiale.

30) WR6, Rondale Moore, Purdue – Læs Scouting Report
En af årets sjoveste spillere er Purdues Rondale Moore. Han er lille, men han er bare helt igennem elektrisk. Hans retningsskift er noget af det bedste, jeg har set i NFL-sammenhæng. Desværre for Moore har han ikke spillet ret meget i 2019 og 2020 grundet skader. Ellers var han nok endt højere på listen.

31) OT4, Christian Darrisaw, Virginia Tech – Læs Scouting Report
Christian Darrisaw bejler til at blive valgt i top 10, eller i hvert fald top 15, mange steder. Jeg kan også godt forstå det, da potentialet bestemt er til stede. Jeg synes dog også, at der er flere mangler i hans spil. Han sustainer ikke sine blokeringer, så godt som jeg ønsker, og så er jeg usikker på hans pass protection, som, jeg synes, blev skjult i et løbetungt angreb.

32) LB4, Nick Bolton, Missouri – Læs Scouting Report
Bolton var en af de første spillere, jeg så. Først havde jeg ham placeret noget lavere, men som jeg vendte tilbage til hans tape og så et par 2020 kampe mere, blev jeg nødt til at anerkende, at han læser spillet godt. Han bliver måske ikke en af ligaens bedste coverage-linebackere, og hans pro day skal helst ikke være for dårlig, hvis han holde denne placering.

33) CB4, Ifeatu Melifonwu, Syracuse – Læs Scouting Report
Efter et område uden cornerbacks hopper Melifonwu ind på 33. pladsen. Jeg håber at få noget mere all-22 tape med Melifonwu, men indtil videre er jeg villig til at tage chancen på ham. Han er stor og super atletisk, og selvom der er ting at arbejde på, kan jeg godt lide hans spilintelligens og fysik. Ideel i et Cover 3-system.

34) RB1, Javonte Williams, North Carolina – Læs Scouting Report
En runningback! Jeg synes ikke, at årgangen er så god i toppen af draften, som den eksempelvis var sidste år med Jonathan Taylor, som jeg godt kunne lide. Williams er dog ganske talentfuld med god burst, super contact balance og pass protection i verdensklasse.

35) OT5, Teven Jenkins, Oklahoma State – Læs Scouting Report
Teven Jenkins er normalt ikke min type tackle, men han gør det bare solidt. Han er virkelig dygtig i løbespillet med styrke og grip strength, og selvom han ikke er let på tå, så klarer han sig for det meste fint i pass protection. Bare endnu en dygtig tackle i en draft, der flyder over med gode tackles.

36) EDGE5, Gregory Rousseau, Miami – Læs Scouting Report
En af årets helt store mystery-boxes er Gregory Rousseau. Han har nogle proportioner og noget fysiske talent, der bare ses meget sjældent. Han producerede også virkelig godt i 2019, der er hans eneste college-sæson. Samtidig var der bare rigtig, rigtig mange ting, han kunne forbedre. Hvis det lykkes for ham, kan han blive en af ligaens vildeste og mest unikke spillere.

37) DT3, Daviyon Nixon, Iowa – Læs Scouting Report
Efter Rousseau kommer vi til et endnu et usikkert, mentalentfuld kort. Daviyon Nixon havde perioder, hvor han var helt igennem ustoppelig hos Iowa. Men der var også mange snaps, hvor han bare forsvandt, og han er stadig noget upoleret i mange af sine ting.

38) DT4, Levi Onwuzurike, Washington – Læs Scouting Report
Ligesom med Alim McNeill, synes jeg, at Levi Onwuzurike blev brugt lidt forkert i college. Ofte blev de bare bedt om at være run-stoppere, selvom de har quickness og atletiske evner til at give mere mod kastet. Når det er sagt, så skal Onwuzurike udvikle sig teknisk som pass rusher, før han for alvor udløser potentialet.

39) RB2, Najee Harris, Alabama – Læs Scouting Report
Najee Harris var en del af Alabamas trehovedede monster i 2020, og jeg er især glad for hans evner i kastespillet, selvom han er en stor og tung runningback. Han bør kunne blive en rigtig fin runningback i NFL.

40) OT6, Alex Leatherwood, Alabama – Læs Scouting Report
Alex Leatherwood er en af de spillere, jeg er allermest i tvivl om i år. Mange af grundtingene er på plads, og han ligner en NFL-spiller, men alligevel falder hans spil for ofte sammen, og hans vinkler irriterer mig lidt. Talentfuld, men også frustrerende. Nu lander han her i første omgang.

41) WR7, Tylan Wallace, Oklahoma State – Læs Scouting Report
Jeg kan ikke pege på en specifik ting, der gør, at Tylan Wallace er blevet et lille crush for mig i år. Han er ikke stor og han er ikke super hurtig. Jeg synes bare, han har en føling med spillet, og jeg tror på, at han ville gøre det rigtig godt i en rolle, hvor han ikke er tvunget til at løbe et hav af udvendige go-ruter, som han gjorde hos Oklahoma State.

42) CB5, Tyson Campbell, Georgia – Læs Scouting Report
Der er måske ingen cornerbacks i årets draft, der bevæger sig lige så glidende og elegant som Campbell, og hans potentiale som en press man corner er stor. Alligevel så kunne han ikke helt få det hele til at passe sammen i college. Der mangler lidt instinkter og lidt ball skills, men potentialet er stort.

43) TE2, Pat Freiermuth, Penn State – Læs Scouting Report
Hvis Pat Freiermuth var lidt hurtigere, så var han et førsterundevalg. Hans styrke, ret pæne ruter og potentiale som blocker gør ham til et virkelig spændende talent. Man savner dog virkelig en lidt mere dynamisk atlet.

44) IOL4, Wyatt Davis, Ohio State – Læs Scouting Report
Davis har nogle klare svagheder i sit spil, men hans styrker er også bare tydelige. Han er virkelig stærk, og får han først fat i sin modspiller, så er han strålende. Jeg tror ikke, han bliver en stjerne i NFL, men han ligner en solid NFL-starter.

45) CB6, Kelvin Joseph, Kentucky – Læs Scouting Report
Joseph – med rappernavnet Bossman Fat – var den seneste tilføjelse til top 50. Han har fin størrelse som corner, og hans quickness er virkelig god. Derudover har han en god tilgang til spillet. Jeg håber at finde noget all-22 tape af Joseph, da noget af teknikken og det mentale virker lidt upoleret. Holder det dog vand, hvis jeg får bedre tape, så kan han dog ende en del højere og som CB4 i år.

46) EDGE6, Joseph Ossai, Texas – Læs Scouting Report
Ossai er en herlig spiller, der er en Duracell-kanin i intensitet på banen. Som pass rusher virker han bare til at have lidt begrænsninger, når det kommer til bend og hans tekniske kunnen. Jeg ser en mand, der kan lave 6-10 sacks om året og ellers være fin mod løbet.

47) RB3, Travis Etienne, Clemson – Læs Scouting Report
Listens tredje og sidste runningback bliver Travis Etienne. Jeg har egentlig nogle reservationer ved hans løbestil, men han er dygtig til at optimere sit udbytte med god balance og god vision. Derudover har han udviklet sig til fin receiver.

48) WR8, Rashod Bateman, Minnesota – Læs Scouting Report
Mange har Bateman højere, og jeg forstår det godt, jeg savner bare virkelig noget mere dynamik i hans spil, og jeg synes ikke helt, at han er så god som ruteløber, at han kan kompensere for det i en grad, der gør ham til et førsterundevalg for mig.

49) OT7, Liam Eichenberg, Notre Dame – Læs Scouting Report
Der er virkelig mange gode tackles i årets draft. I denne omgang har jeg syv med i top 50 med yderligere et par stykker i top 75. Eichenberg er ikke super atletisk, men han er teknisk bare super, super poleret. Især i pass protection er han teknisk avanceret. Han skal dog finde den rigtige balancegang, fordi han ikke atletisk og styrkemæssigt er noget særligt.

50) CB7, Asante Samuel Jr., Florida State – Læs Scouting Report
Jeg er egentlig lidt i tvivl om Asanta Samuel Jr., da han ikke er den største, og han også virker til at læse spillet lidt langsomt. Hans lynhurtige fødder og gode bevægelsesevner er dog appellerende. Jeg skal nok tilbage til hans tape på et tidspunkt, men lige nu sniger han sig med som sidste mand i top 50.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Check Also
Close
Back to top button