Rangeringer

2021 Draft: Draftbeat vs. Consensus

Hvor afviger vi fra konsensus på vores big board? Vi har holdt vores board op mod Consensus Board og ser her nærmere på de største afvigelser.

Vi har alle vores darlings i draftprocessen – spillere vi, berettiget eller ej, ender med at være meget højere på end konsensus. Omvendt er der også masser af spillere, som mange tilsyneladende er rigtig glade for, som vi bare ikke køber ind på.

Vores Big Board blev gjort tilgængeligt tidligere i dag, og vi har nu gravet vores rangeringer igennem og forsøgt at holde det op mod det årlige Consensus Board som Arif Hasan fra The Athletic sammensætter (kan findes her), for at finde de mest nævneværdige afvigelser. Lad os kigge nærmere på nogle af dem.

Vi vil ikke bruge så mange kræfter på quarterbacks, da den positionelle værdi immervæk har en hel del at sige i rangeringerne. Consensus boardet – en sammensætning af 50 forskellige boards – indeholder ganske givet en del boards hvor denne position er trukket en del op. Vores højest rangerede quarterback, der ligger højere hos os end konsensus er Shane Buechele, som er helt nede som #197 på vores board. De fem formodede førsterundevalg rangerer således: Lawrence 1’er på begge boards, Fields 9 hos os 5 ved Consensus, Wilson hhv. 15 og 6, Lance hhv. 28 og 12 og Mac Jones hhv. 45 og 28.

FØRSTERUNDEKANDIDATERNE:
Når vi ser ned over de forventede førsterundevalg er afvigelserne ikke nødvendigvis kæmpestore – i hvert fald så længe vi bare kigger på de rå tal i afvigelserne i rangeringen. Men mens en forskel på 5-10 pladser i rangeringen ikke er specielt nævneværdig når vi kommer ned i de sene runder, så har det trods alt en vis vægt når vi ser på toppen af draften.

WR DeVonta Smith, Alabama
Draftbeat rank: #3
Consensus rank: #8
Når vi snakker en spiller vi har rangeret i top 3, er fem pladser i forskel en hel del. Vi er meget høje på Smith og har ham et pænt stykke foran Ja’Marr Chase som WR2, men på Consensus boardet er Chase nummer 4 og Smith fire pladser bagefter. Der er pæn sandsynlighed for at Smith først bliver valgt som den tredje receiver, og end ikke i top 10, men de 166 lbs han har vejet ind på bør i vores optik ikke afskrække et hold fra at vælge ham. Han var dominerende hos Alabama, og har alle de værktøjer der skal til for også at blive en fremragende NFL-receiver.

CB Caleb Farley, Virginia Tech
Draftbeat rank: #5
Consensus rank: #18
Rygproblemer er en bitch, og vil formentlig koste Farley et fald i nat, der gør at han bliver en del valgt senere end talentet berettiger. Uden rygproblemerne tror jeg ikke der ville være tvivl om at han rangerede i top 10 på Consensus boardet, så uoverensstemmelsen her er ikke så overraskende, selvom den er ret markant.

WR Terrace Marshall Jr., LSU
Draftbeat rank: #13
Consensus rank: #34
Man finder næppe mange – om nogen – der er højere på Terrace Marshalls talent end os her på Draftbeat. Vi medgiver at der er lidt projektion indlagt i vores rangering, men der er et uomtvisteligt talent i Marshall, der har en superspændende kombination af størrelse og fart. Marshall kommer med en skadeshistorik fra high school, og Combine-lægetjekket har angiveligt rejst nogle røde flag omkring ham hos i hvert fald nogle hold. Vi forventer ikke et valg i første runde, men kan Marshall holde sig fri af skader er der talent til at blive én af de allerbedste spillere fra årgangen.

WR Elijah Moore, Ole Miss
Draftbeat rank: #19
Consensus rank: #35
Vi er meget glade for Elijah Moore, og det virker alle andre også til at være. Alligevel rangerer han ”kun” som nummer 35 på Consensus boardet, og den forskel på 16 pladser er alt andet lige ganske markant. Han mangler noget størrelse, og det er muligt det afholder nogle fra at slå til på ham. Moore ER tilsyneladende stadig undervurderet, selvom alle i flere uger har talt om hvor undervurderet han er.

RB Javonte Williams, North Carolina
Draftbeat rank: #22
Consensus rank: #37
Running backs don’t matter, men de kan stadig rangere i top 32. Ikke at vi vil tage dem så højt, men derfor kan talentet stadig være stort. Javonte Williams er akkurat RB1 hos os, foran Travis Etienne, og rangerer 15 pladser højere i vores rangering end hos konsensus – Consensus boardets RB1 er Najee Harris, der som nummer 21 dér også adskiller sig 15 pladser fra vores rangering. Bare i den anden række. Der er generelt lidt delte meninger om hvem der er den bedste i årgangen, selvom de fleste vist er enige om hvem der hører til i top 3. Williams’ fysiske løbestil, balance og blokeringsevner sender ham til tops hos os.

LB Jamin Davis, Kentucky
Draftbeat rank: #26
Consensus rank: #42
Vi har Zaven Collins og Jamin Davis liggende som 25-26 i vores rangering, men hos konsensus er der hele 19 pladser mellem de to, og det giver Davis en placering 16 pladser højere hos os. Han har begrænset erfaring og nogle ting at arbejde på, men kommer med stor upside og et spil, der – med tanke på erfaringen – faktisk er ganske velfunderet. Vi tager gerne den chance i første runde.

EDGE Kwity Paye, Michigan
Draftbeat rank: #27
Consensus rank: #15
Det skal ikke være rosenrødt det hele. I en EDGE-årgang, hvor det er svært at finde hoved og hale i hvordan de mange talentfulde, men rå, spillere kommer til at gå af brættet og udvikle sig i NFL, er Paye ”kun” EDGE4 hos os. Han er dog Consensus boardets EDGE1, og meget peger da også i retning af at han bliver den første, der bliver valgt. Potentialet er uomtvisteligt hos den atletiske freak, men der er meget at arbejde på for den trænerstab, der får fornøjelsen af at finpudse med ham.

OT Christian Darrisaw, Virginia Tech
Draftbeat rank: #31
Consensus rank: #14
Meningerne er lidt delte om Darrisaw, hvis tape både viser virkelig spændende ting, men også giver anledning til nogle bekymringer. Han har længe været næsten låst fast som et top 20-valg, men der er indikationer på at han sagtens kan falde længere end som så. Han gennemgik en operation i januar, men mens andre spillere er faldet hos konsensus grundet skadesbekymringer, virker det altså ikke til at være tilfældet ved Darrisaw, som er faldet en del hos bl.a. Daniel Jeremiah i løbet af processen, og var helt nede som nummer 38 i hans endelige top 150. Så der er stadigfolk, der er lavere på ham end os.

DRAFTBEAT DARLINGS:
Når vi bevæger os udenfor første runde bliver forskellene hurtigt ganske markante. Lad os se på nogle af de spillere vi er en hel del højere på end konsensus.

WR Tylan Wallace, Oklahoma State
Draftbeat rank: #40
Consensus rank: #70
30 pladser adskiller Wallace hos os og konsensus, og mens vores forventning er at han bliver valgt omtrent hvor konsensus har ham, så skal der ikke herske tvivl om at vi har et rigtig godt øje til ham. Gode ruter, YAC-ability, toughness og produktion er noget af det han bringer til bordet som gør at han rangerer så højt hos os.

DT Alim McNeill, North Carolina State
Draftbeat rank: #43
Consensus rank: #78
Var det noget med en defensive tackle med fremragende atletiske evner, power, gode pad level og potentiale som pass rusher? If so, så kan Alim McNeill være noget for dig. Han har mest gjort sig som run stopper i college, og det er ikke utænkeligt at projektionen som pass rusher bidrager til en del af denne forskel. Bettingmarkedet virker dog til at have købt ind på at McNeill vil gå tidligere end konsensus forventet.

OG Aaron Banks, Notre Dame
Draftbeat rank: #48
Consensus rank: #89
Notre Dame har en fin historik med at sende offensive linjemænd ind i NFL, og denne årgang byder også på flere dygtige spillere fra deres offensive linje. Solid tekniker med power og størrelse, og mens hans upside måske ikke er den allerstørste, så bør han kunne gå ind fra dag 1 og være en bundsolid starter for et hold

OG Ben Cleveland, Georgia
Draftbeat rank: #58
Consensus rank: #103
Cleveland er et kæmpeskur af en offensiv linjemand, og han er brølstærk og umulig at flytte. Hans anchor i pass protection er virkelig stærkt, og han kan flytte mennesker i løbespillet. Der er begrænsninger i forhold til scheme, men i det rette scheme kan han blive fantastisk.

CB Marco Wilson, Florida
Draftbeat rank: #86
Consensus rank: #173
Vi har med en draftklasse at gøre, hvor der er rigtig mange spillere med stort potentiale, og Marco Wilson er absolut også én af dem. Vi kommer dog ikke udenom at Wilson også kommer med nogle klare bekymringer (klik på hans navn og se videoen der ligger i hans scouting report). Han spiller med hovedet under armen alt for ofte, men kan et hold låne noget af det udstyr Dr. Frankenstein brugte for at holde hovedet på plads hos sin skabning, så kan vi få en trænerstab, der kan råbe ”It’s alive! IT’S ALIVE!!” om Marco Wilsons potentiale. Det er en risiko at tage, men den potentielle belønning er stor.

WR Josh Palmer, Tennessee
Draftbeat rank: #88
Consensus rank: #154
I en draftklasse hvor mange af de hypede receivers er de små, vævre slot receivers, kan vi her finde plads til en spiller, der kan vinde med fysik. Produktionen har ikke været imponerende hos Tennessee, men hans tape viser en spiller med gode hænder, der kan vinde contested. Der er noget teknik at arbejde på, men han er rigelig spændende til at slå til tidligere end han formentlig bliver valgt.

OT Larry Borom, Missouri
Draftbeat rank: #95
Consensus rank: #240
Kun én spiller, der er rangeret på begge boards adskiller sig med flere positioner på de to boards end de 145 pladser vi har Larry Borom højere end konsensus (og vi kommer til den anden til sidst i denne del af gennemgangen). Borom rangerer i top 100 både hos Huddle Up og Teis, mens konsensus altså blot ser ham som en spiller der kun akkurat skal draftes. Vi ser en spiller, der – lidt som Ben Cleveland – i kraft af sin størrelse er tæt på umulig at slå med et bull rush, og en spiller der testede fremragende til sin Pro Day. Det er muligt at han vil have bedst af at rykke ind som guard, men han har størrelse, styrke og teknik til at begå sig i pass protection, og klart potentiale i løbespillet.

C Drew Dalman, Stanford
Draftbeat rank: #96
Consensus rank: #203
Dalman er lidt let for sin størrelse og har heller ikke helt den ønskede styrke, men til gengæld er han en glimrende atlet med fremragende teknik og spilforståelse, der i et zoneblokeringssystem kan blive et hit. Konsensus virker ikke til at være helt enige.

EDGE Joshua Kaindoh, Florida State
Draftbeat rank: #101
Consensus rank: #208
Kaindoh har fremragende størrelse, stort atletisk potentiale og en motor, der kører non-stop. Spillet er ikke gået op i en højere enhed for ham endnu, og produktionen har haltet – hvilket er et par bekymringer, der nok kan have fået ham til at rangere så lavt hos konsensus – men skal man kaste sig ud i et projekt på tredjedagen, virker Kaindoh absolut som ét af de mere tillokkende.

EDGE Malcolm Koonce, Buffalo
Draftbeat rank: #108
Consensus rank: #205
Vil man ikke tage chancen på Kaindoh, hvad så med den næste EDGE i rækken? Koonce har ikke spillet på det højeste niveau, mangler noget styrke og evner mod løbet, men han har en god spilforståelse, bruger hænderne godt og er meget sudden i sine bevægelser, hvilket kan fange en modstander med bukserne nede. Endnu en fin sleeper på tredjedagen.

DT Jonathan Marshall, Arkansas
Draftbeat rank: #120
Consensus rank: #222
Vi er nede på tredjedagen, hvor det ofte vil handle om uforløst potentiale hvis en spiller skal ende højt hos os. Marshall har blot 1,5 sack i sin collegetid, men han er eksplosiv og kan han få spilforståelsen og teknikken med sig, er der spændende upside i ham.

LB Buddy Johnson, Texas A&M
Draftbeat rank: #133
Consensus rank: #261
Den højest rangerede spiller hos os, som ikke fremgår på begge vores boards. Det er kun Huddle Up, der har set Johnson, men de ser en spiller, der kommer med spændende upside. Johnson har ikke spillet på positionen så længe, men spiller med det rette mindset. Han er begrænset til en two-down rolle, hvis ikke han får styr på fornemmelsen for at dække op, men han er en god nok atlet til at det i hvert fald er værd at give det chancen.

RB Gerrid Doaks, Cincinnati
Draftbeat rank: #137
Consensus rank: #283
Den største forskel overhovedet mellem vores board og Consensus boardet – 146 placeringer – og endnu en spiller som kun fremgår på Huddle Ups board. Doaks har imponerende fysik og løber tungt og ondt, så han kan gøre ondt på modstanderne. Der er gode atletiske evner og ikke mange carries i bagagen – hvilket med hans spillestil er endnu mere positivt end ellers – men også en skadeshistorik, der kan forklare manglen på touches.

OG Will Fries, Penn State
Draftbeat rank: #145
Consensus rank: N/A
Den højeste spiller på vores board, som end ikke fremgår i konsensusboardets top 300. Næste mand i samme situation er WR/TE Ben Skowronek, der ligger 33 pladser længere nede hos os. Fries er en erfaren spiller med god teknik, der i vores bog – trods nogle klare begrænsninger – er værd at tage en chance på på tredjedagen.

DRAFTBEAT DUDS:
Fra de spillere vi er høje på, til dem vi ikke ser i et ligeså positivt lys som konsensus.

WR Kadarius Toney, Florida
Draftbeat rank: #61
Consensus rank: #32
Toney rangerer tre pladser højere hos konsensus end Elijah Moore – men 42 pladser lavere hos os. Teis skrev det meget fint i overskriften på vores scouting report på Elijah Moore; Moore er alt hvad folk mener Toney er. Og mere til. Nuvel, Toney er stærkere og en smule mere atletisk end Moore, men han er i vores optik ikke i Moores liga som pass catcher, hvad end det relaterer sig til ruteløbene, evnen til at tracke bolden og hive den ind. Toney ligner en spiller, der i det rette fit med en kreativ play-caller sagtens kan blive et hit, men skal man rangere som et førsterundevalg, skal der altså være mere at komme med end at være afhængig af schemed touches.

EDGE Gregory Rousseau, Miami
Draftbeat rank: #65
Consensus rank: #30
Rousseau har længe været omtalt som et muligt (eller sågar sikkert – selvom den del er aftaget lidt på det seneste) førsterundevalg, men selvom han har spændende størrelse og producerede fantastisk i 2019, så er vi ikke solgt på ham. Meget af produktionen kom fra indersiden, han testede relativt middelmådigt til sin Pro Day, og han var en spiller vi havde set frem til at se udvikle sig henover 2020-sæsonen, som han endte med at opte ud af. Der mangler for meget til at vi vil agere købere så tidligt som han formentlig kommer til at gå.

CB Aaron Robinson, UCF
Draftbeat rank: #112
Consensus rank: #62
Robinson har i perioder figureret i første runde af mocks, og mens det virker til at have aftaget en smule, er der ingen af os, der er klar til at slå til på ham før tredjedagen. Han vil være 24 som rookie, mangler fart, evne til at genkende ruter og har blot én interception i 40 kampe. Og så er han måske også begrænset til at spille i slotten. Der er evner at arbejde med, men der er bare andre chancer vi vil tage før ham.

S Hamsah Nasirildeen, Florida State
Draftbeat rank: #175
Consensus rank: #91
Vi er ikke begejstrede for Nasirildeen, som måske nok har god størrelse og er stærk i boksen, men til gengæld halter gevaldigt efter når han skal agere i opdækning. Der er nok at arbejde med til at give det et skud på tredjedagen – om ikke andet bør han kunne være en rigtig fin special teamer – men vi kan slet ikke hoppe med på en rangering i top 100.

C Josh Myers, Ohio State
Draftbeat rank: #176
Consensus rank: #71
Én af de mest markante forskelle overhovedet i vores rankings, når vi snakker spillere vi er lave på i forhold til konsensus. Myers har mange fans, og hans erfaring, eksplosivitet, spilforståelse og power i løbespillet er da også let nok at sætte pris på, men vi ser ham som en decideret liability i kastespillet og en mand, der halter efter på teknikken. Det kan vi slet ikke stå ind for at tage midt på andendagen.

OT James Hudson, Cincinnati
Draftbeat rank: #200
Consensus rank: #98
Hudson er en konverteret defensiv linjemand, der har spændende udviklingspotentiale. Problemet er bare at han er rå som sushi, skal mere eller mindre bygges op fra bunden og halter efter på spilforståelsen. At han samtidig testede skuffende ved sin Pro Day trækker ham kun længere ned i vores rangeringer.

WR Tutu Atwell, Louisville
Draftbeat rank: #214
Consensus rank: #110
Har man fulgt med hos os i draftprocessen og hørt vores snak om de offensive spillere i årsts draft, da vi gæstede Det Ovale Kontor, er der intet overraskende i at Tutu Atwell fremgår her. Atwell var tidligt i processen oppe at vende som en spiller, der måske kunne blive valgt i bunden af første runde, men det virker til at folk er begyndt at komme lidt til fornuft (ifølge os, i hvert fald), når han nu trods alt ”kun” er nummer 110 hos konsensus. Det er stadig meget højt for os, der ser en stærkt begrænset spiller, der ikke har meget mere end fart at byde ind med.

S Talanoa Hufanga, USC
Draftbeat rank: #230
Consensus rank: #119
Hufanga fremgår kun på Teis’ board, men som det fremgår er han bestemt ikke solgt på USC-safeties. Det er mange af de samme udfordringer, der holder Nasirildeen nede, der går igen hos Hufanga – en prisværdig fysisk spillestil, der desværre opvejes af klare mangler i opdækning.

DT Tyler Shelvin, LSU
Draftbeat rank: #237
Consensus rank: #106
Shelvin er en mur i midten af den defensive linje. Han er dog også omtrent ligeså bevægelig, og hvor underholdende det end er at se de her klassiske, store nose tackles, så er tiden løbet lidt fra den type spiller. Der er simpelthen ikke nok bidrag fra Shelvin i kastespillet til at berettige et valg før et stykke ud på tredjedagen.

S Trill Williams, Syracuse
Draftbeat rank: #258
Consensus rank: #138
Endnu en spiller som kun er med på Teis’ board. Og endnu engang er det en safety han ikke er begejstret for (man fornemmer næsten et tema med at Teis ikke er glad for safetyklassen, gør man ikke?). Williams gør nogle fine ting, men han mangler evne til at læse spillet og atletiske evner til at kompensere for de manglende instinkter, og det sætter nogle klare begrænsninger på hvor vi vil vælge ham.

CB Israel Mukuamu, South Carolina
Draftbeat rank: #265
Consensus rank: #131
Endnu en spiller, som kun Teis har set. Han har imponerende størrelse med sine 6’4, men han skifter retning som et skib fanget i Suez-kanalen, og det er altså svært at rangere højt for os.

WR Frank Darby, Arizona State
Draftbeat rank: N/A
Consensus rank: #185
Sidste mand i denne ombæring. Vi skal ikke kloge os på Frank Darby, for vi har ikke set ham – men han bliver nævnt her, da han er højest rangerede spiller på konsensusboardet, som vi ikke har set.

DRAFTBEAT DISAGREEMENTS:
Nu skal det hele ikke bare være os mod konsensus. Vi kommer jo heller ikke udenom at der internt på redaktionen er nogle uenigheder hvad enkelte spillere angår. Nogle af disse er highlightet i vores positionsgennemgange, men lad os se på Teis’ og Huddle Ups boards adskiller sig mest fra hinanden.

Lad os starte med en gruppe af spillere, som Huddle Up er noget højere på end Teis:
EDGE Payton Turner, Houston
Huddle Up: #29
Teis: #49

CB Robert Rochell, Central Arkansas
Huddle Up: #60
Teis: #119

OG Trey Smith, Tennessee
Huddle Up: #58
Teis: #97

S Richie Grant, UCF
Huddle Up: #61
Teis: #131

RB Kylin Hill, Mississippi State
Huddle Up: #85
Teis: #145

LB Dylan Moses, Alabama
Huddle Up: #105
Teis: #174

CB Shakur Brown, Michigan State
Huddle Up: #114
Teis: #210

OG Jared Hocker, Texas A&M
Huddle Up: #116
Teis: #218

WR Sage Surratt, Wake Forest
Huddle Up: #145
Teis: #234

Og omvendt, spillere Teis er en del højere på end Huddle Up:
CB Jaycee Horn, South Carolina
Teis: #11
Huddle Up: #28

TE Pat Freiermuth, Penn State
Teis: #37
Huddle Up: #82

DT Tommy Togiai, Ohio State
Teis: #51
Huddle Up: #89

DT Marvin Wilson, Florida State
Teis: #78
Huddle Up: #195

EDGE Quincy Roche, Miami
Teis: #82
Huddle Up: #199

OG Robert Hainsey, Notre Dame
Teis: #95
Huddle Up: #174

EDGE Chauncey Golston, Iowa
Teis: #108
Huddle Up: #203

DT Khyiris Tonga, BYU
Teis: #138
Huddle Up: #246

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button