Featured

Mere football året rundt: Huddle Up og Gul Klud går sammen og præsenterer Draftbeat

Interessen for draften er stærkt tiltagende blandt de danske NFL-fans, og derfor går en række af landets mest dedikerede eksperter og amatør-scouts nu sammen for at give endnu mere indhold, perspektiv og fokus på den årlige begivenhed.

Der er noget fascinerende ved draften. Et relativt simpelt første-andenvælger-system, hvor de dårligste vælger først, og hvor der hvert år bliver placeret godt 250 nye NFL-spillere rundt i de 32 klubber.

Nogle vil nok tænke, at vi er både skøre, nørdede og har for meget fritid, når vi hvert år bruger månedsvis på at se grynet videomateriale af spillere og sætte deres mindste bevægelser i system og skema for at fortælle alle interesserede, hvorfor netop deres yndlingshold skal håbe på at få en bestemt spiller til klubben i 6. runde.

Men ikke desto mindre er den årlige talentinfusion i NFL hele nerven i ligaen. Uden nye spillere er der ingen underholdning om søndagen. Og det lader til, at flere og flere begynder at følge med i det, vi hver især fortæller om den proces.

Derfor er vi også glade for at kunne præsentere Draftbeat. Draftbeat er et fælles projekt præsenteret i samarbejde mellem Gulklud.dk og Huddleup.dk, der skal samle ekspertisen på området på et dansksproget site, der opdateres året rundt. På den måde undgår vi både unødig konkurrence og kan sammen være med til at løfte dækningen til et nyt niveau.

Jeg synes, at Danmark har manglet en platform med rigtig dybdegående analyse i forhold til NFL-Draften. Derfor er det oplagt at samle de bedste kræfter fra forskellige sider for at skabe netop det forum, siger Magnus Bendixen fra Huddle Up.

Både hos Gul Klud og Huddle Up opleves der nemlig en større og større interesse for draften, og derfor er tiden rigtig til at bygge oven på det eksisterende udbud af draftindhold. Derfor finder du på siden allerede nu en række foreløbige scouting reports på de bedste spillere i næste års draftklasse.

– Draften er mere end et par uger i løbet af foråret. Lad os få folk med tidligt i processen, og lad os få folk til at værdsætte spillet på spillerniveau. Målet er at gøre draften mere tilgængelig for danskere, som gerne vil lære om draften og diskutere den, men som kan finde det svært, når man skal diskutere med fjerne amerikanske eksperter, siger Gul Kluds Teis Joranger, der bakkes op af Peter Meier Jensen:

Draften fylder år for år mere i den danske NFL-dækning, så tiden må være moden til, at der tilbydes en dækning, der ikke kun finder sted i den sidste tid op til draften.

Mængden af indhold på siden vil naturligvis stige støt og kulminere frem mod draften i foråret, hvor det blandt andet også vil være muligt at finde mock drafts, komplette scouting-reports, analyser, grades, testresultater, NFL-sammenligninger, fokus på de bedste matchups i college-kampe og meget, meget mere på siden.

For os varer draftsæsonen 6-12 måneder. Og college-football er altså sjovere, når man ikke behøver at forlade sig på kommentatorer, der kalder 10-15 spillere for den bedste i nationen på positionen, fordi de skal prøve at sælge hver enkelt kamp, siger Dennis Cordsen.

– Jeg ser meget frem til det nye samarbejde, og jeg håber, at vi kan være med til at gøre hinanden endnu skarpere i forhold til at vurdere nye spillere. Vi er jo alle sammen glade amatører i det her felt, så håbet er da, at vi kan få endnu flere med på beatet, siger Rasmus Holse.

Vi kommer løbende til at opdatere og udvikle siden i løbet af de kommende måneder, så vi sætter stor pris på kommentarer og konstruktive input fra jer til både brugerfladen og det indholdsmæssige.

God fornøjelse!

Draftbeat-redaktionen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button