Devin Lloyd: Den næste linebacker-Devin i første runde?
Devin Bush og Devin White blev for et par år siden valgt i top 10. Nu forsøger Utahs Devin Lloyd at gøre dem selskab i første runde efter en strålende 2021-sæson.
Devin Lloyd er født i Kansas City, men flyttede senere til Californien, hvor han gik på high school. Han var et tre stjernet talent ud af high school og valgte Utah over skoler som Colorado State og San Jose State.
Hos Utah redshirtede han sin første sæson i 2017, inden han var backup i 2018. Han blev starter i 2019, hvor han lavede 91 tacklinger og 6,5 sacks. Han fortsatte som starter i 2020, hvor han i fem kampe lavede 48 tacklinger og to sacks. Det helt store gennembrud kom dog i 2021, hvor han i skrivende stund står noteret for 100 tacklinger, syv sacks og tre interceptions i 12 kampe.
Alder ved draften: ukendt (1. oktober ukendt år)
Højde: 6ft. 3in (191cm)
Vægt: 235lbs (107kg)
Devin Lloyd Scouting Reports
Styrker
- Devin Lloyd har et spændende moderne linebacker build. Han er relativt høj med lange arme, men er samtidig velproportioneret til både at have størrelse til at klare sig i boksen og til at kunne bevæge sig in space.
- Lloyd er rigtig eksplosiv, og han har god fart til at dække store områder. Især hans burst og closing speed er fænomenal, og han virker til at have et ekstra gear, når han skal lukke de sidste meter til boldholderen.
- Har de atletiske evner til at komme fra sidelinje til sidelinje, og han er samtidig ret smooth i det åbne, hvilket vidner om potentiale i opdækningen, hvor han i man coverage viser udmærkede evner til at følge sin mand.
- Har en rigtig god trigger, og han tøver ikke, når han uhindret ser, hvordan spillet udvikler sig. Er pga. eksplosivitet en reel playmaker, når han kan agere "see ball, get ball".
- Kombinationen af super closing speed og lange arme gør Lloyd til en ret sikker tackler, der i det åbne får fat i meget.
Svagheder
- Lloyd blev brugt i en rolle, hvor han ret ofte blitzede quarterbacken, og hans erfaring i coverage er ikke udpræget. Kan godt vise lidt mangel på anticipation i sine zone drops og break på korte ruter.
- Han er dygtig til at reagere, når han ser spillet, men jeg synes ikke, at Lloyd er instinktiv som sådan. Han kan være langsomt reagerende, og når han står overfor misdirection og playfakes bliver han lidt for ofte snydt eller tøvende. Der mangler noget forudseenhed, og det rammer især hans run fits, der kan være ustabile.
- Jeg ville ønske, at Lloyd var mere fysisk i sit spil i boksen. Når han møder offensive linjefolk gør han det ikke med nok appel, og derfor er han ideelt mere en weakside linebacker i NFL. Generelt savner jeg 5% physicality og sense of urgency i Lloyds spil, da jeg værdsætter en linebacker med ild i røven.
Opsummering
Devin Lloyd er ikke en let evaluering. Han har strålende atletiske potentiale, og han har et ideelt build til at kunne blive en komplet linebacker, der kan arbejde mod løbet og kastet både i opdækningen og som blitzer. Han viser egentlig også prøver på, at han kan lidt af alle de ting, men samtidig er der elementer i hans spil, hvor man trækker i håndbremsen. Instinkterne er middelmådige, og han er ikke så fysisk, som man kunne have ønsket sig, og det er bare to ting, der oftest er afgørende for en linebacker i NFL. Lloyd ligner lidt en spiller, hvor man må tage det sure med det søde og acceptere, at på nogle spil, vil han ser lidt forvirret og tøvende ud, mens han på andre kommer flyvende og laver et stort spil.
NFL Comparison: Jerome Baker/Fred Warner