Offensiv linje 2023Scouting Reports 2023

Ricky Stromberg: Bomstærk og teknisk velfunderet center

Det er under en håndfuld år siden, at Arkansas sendte Frank Ragnow i draften, og nu er de klar til at sende Ricky Stromberg afsted. Stromberg er stærk og teknisk velfunderet, hvilket er et godt udgangspunkt for at blive en NFL-starter.

Ricky Stromberg er født og opvokset i Tulsa, Oklahoma. Stromberg var et 4-stjernet talent hos ESPN, men væltede sig ikke i tilbud fra store skoler. Han valgte Arkansas over tilbud fra blandt andet Colorado State, Tulsa og North Texas.

Hos Arkansas startede Stromberg allerede 11 kampe som guard i sin første sæson. I Corona-året 2020 startede han otte kampe, hvoraf alle var som center. Her fortsatte han i 2021, hvor han startede 13 kampe som center. I 2022 har han været fast mand som center her, hvor sæsonen i skrivende stund er cirka halvvejs.

Alder ved draften: 22 år (10. november 2000)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 318 lbs (144 kg)

Ricky Stromberg Scouting Reports

Styrker

  • Ricky Stromberg er en center med god størrelse og tyngde, der fysisk ikke mangler noget for at kunne spille offensiv linjemand i NFL. Han har størrelse og vægt til også at kunne spille guard, og han har også erfaring både på center og guard. Alsidighed til stede.
  • Jeg synes, Stromberg spiller med et glimrende tyngdepunkt. Ret fin knee bend og evne til at arbejde lidt nede i knæene, så han ikke spiller oprejst men derimod med vægt i græsset.
  • Stromberg kunne også gå under navnet Strongberg, da han har rigtig fin styrke og power i sit spil. Det er tydeligt, at han styrkemæssigt kan overrumble mange forsvarsspillere, og han er dygtig at generere power både gennem sit fine tyngdepunkt men også rotationel kraft med overkroppen. Dygtig til også at holde benene kørende i sine blokeringer og på den måde skabe bevægelse i sine blokeringer.
  • I løbespillet bruger Stromberg hænderne glimrende, og han er dygtig til at få dem placeret indenfor modspillerens skuldre, så han får kontrol. Viser derudover glimrende grip strength til at fastholde blokeringer.
  • I pass protection har han et aggressivt mindset med hænderne, og generelt har han et kraftfuld punch med rimelig timing og placement. Er ikke tøvende og afventende, men proaktiv og aggresiv.
  • Jeg kan godt lide Strombergs evne til at tage gode vinkler i løbespillet. Han er ikke nogen fantastisk atlet, men han er dygtig til at positionere sig, komme på den rigtige side og ramme sin mand i bevægelse. Dygtig til at komme fra en mand til en anden og arbejde på second level-blokeringer.

Svagheder

  • Stromberg er ikke en center, der er super atletisk og let på tå. Jeg ser ikke hans overordnede fart som en svaghed, men jeg kunne godt ønske mig bedre short area quickness og foot speed. De er lidt tunge og mod hurtigere defensive tackles, eller når han hans mand kommer på kant af ham, så savner man hurtigere fødder til at justere og redde blokeringen. Afhængig af de gode hænder og hænderne for at fungere.
  • I forlængelse af ovenstående, synes jeg, at Stromberg ser svagest ud i pass protection, hvor han godt kan virke usikker i sit foot work i pass protection. Kan have svært ved at mirror hurtigere rushere, og han har en tendens til at oversette nogle gange, hvilket åbner op indenom. Har heller ikke altid farten til at komme tilbage i spillet, hvis han først kommer på bagkant.
  • Der er for mange spil, hvor Stromberg ender på jorden. Det er mærkeligt, da han ikke generelt set virker ude af kontrol, men der er bare for mange spil, hvor han taber balancen og ender på jorden. Det giver bare nogle ærgerlige spil.

Opsummering
Ricky Stromberg vil ikke imponere synderligt til combine. Han er ikke en dårlig atlet, men han vinder ikke på at være en super atletisk og mobil center. Derimod har han rigtig solid teknik i langt de fleste af spillets faser, og han har derudover styrke og spilforståelse til at gøre sig i NFL. Jeg ser ham klart være bedst i løbespillet i NFL, og han vil nok fra tid til anden tabe lidt i pass protection pga. manglende foot speed. Det er dog ikke i sådan en grad, at han ikke ville kunne være starter i NFL, og jeg tror tværtimod, at han vil være en bundsolid og måske lidt uspektakulær starter i mange år i ligaen. Han kan sågar starte karrieren som guard, hvis et hold skulle ønske at give ro på den mentale front i starten. Sådan en spiller bør vælges et sted i tredje eller fjerde runde, vil jeg mene.

NFL Comparison: Ben Jones

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button