Runningbacks 2022Scouting Reports 2022

Tyler Allgeier: Produktiv linebackervikar med sneplovseffekt

Efter at have vikarieret som middle linebacker i 2019 skiftede Allgeier tilbage som RB i 2020 – og med en fremragende kombination af størrelse, contact balance og power er det ikke svært at forestille sig, at han kan bidrage på søndage i NFL.

Allgeier kommer fra Fontana i Californien, hvor han gik på Henry J. Kaiser High School. Som så mange andre af de prospects, vi ender med at fremhæve op mod draften, satte også han skolerekorder og løb for 5000 rushing yards og 56 touchdowns. Dog var han kun et 2-stjernet recruit, og han måtte derfor tage til takke med BYU’s tilbud om at spille college bold hos dem som walk-on – uden scholarship.

Som freshman blev det til bare 9 carries for 49 yards, men som sophomore fik han noget mere spilletid. Dels blev det til 17 carries for 119 yards som RB, men i løbet af sæsonen blev Allgeier spurgt, om han ville spille linebacker og med få dages varsel gik han ind og spillede på forsvaret i stedet. I 2020 blev han dog skiftet tilbage til RB, fik et scholarship og udviklede sig pludselig til en playmaker på angrebet. På bare 150 carries løb han for 1.130 yards og 13 touchdown, inden det i 2021 blev til hele 276 attempts for 1.606 yards og 23 TD.

Alder ved draften: 22 (15. april 2000)
Højde: 5ft 11in (180 cm)
Vægt: 220 lbs (100 kg)

Tyler Allgeier Scouting Reports

Styrker

  • Lad os starte med det helt åbenlyse. Tyler Allgeier er en stor og naturligt stærk mand. Rimelig brede skuldre og en ordentlig kasse af en overkrop. Relativt lange, fyldige arme, men han er faktisk ikke så mejslet i granit, som man måske kunne foranledes til at tro, når man ser hans vægt på 220+ lbs. Der er plads til at lægge yderligere vægt på, uden at det nødvendigvis gør noget. Kan sagtens se ham spille på 230 lbs - men så nok heller ikke mere end det.
  • Jeg synes faktisk, at Allgeier ser relativt atletisk ud for en stor mand. Man skal måske passe lidt på med at sammenligne hans bevægelser med en 5'9, 190 lbs RB, for så godt bevæger han sig ikke, men han har et effektivt footwork, varierer sine skridts længde, har rimelig løse hofter og kan godt skrue på gassen ned ad banen. Jeg er spændt på, hvordan han tester til combinen.
  • Jeg kan virkelig godt lide, hvordan Allgeier ofte rammer sine gaps med beslutsomhed. Jeg kan ikke lide, når han sænker farten for meget eller vil fra side til side, men når han bare presser en smule enten vertikalt eller horisontalt, så har han en god evne til at plante foden i jorden og komme ud af gaps med ekstremt meget momentum. Kan samle noget fart sammen og blive et jævnt modbydeligt bekendtskab for linebackers og safeties, der kommer op i gappet.
  • Løber med virkelig god balance og færdiggør ret konsekvent sine runs. Har næsten 2000 yards efter kontakt de seneste to år - flest af alle runningbacks i college - og man forstår godt hvorfor, når corners glide af tacklinger i hofteregionen, når Allgeier laver små drej med hofterne, stiff-armer eller sænker skuldrene. Twister, turner og spinner for at skabe ekstra yards og falder ret konsekvent forover for en enkelt yard eller to.
  • Jeg kan godt lide Allgeiers evne til at bidrage i kastespillet. Synes, at han rimelig naturligt plukker bolden udenfor sin frame, har rimelig god spatial awareness og går ret nemt fra at være receiver til runner på swingpasses og små ruter væk fra coverage. Det er ikke altid super eksplosivt, men det er alligevel rimelig effektivt i forhold til at holde sig foran i forhold til down and distance. Giver også et solidt bidrag som blocker, hvor han squarer fint op og er villig til at chippe rushers.
  • Jeg bliver nødt til lige at rose Allgeiers competitive toughness - på to lidt forskellige parametre. Blev flyttet til linebacker i 2019 i holdets tjeneste, selvom han havde vist flashes som RB. Blev så rykket tilbage og fik sit breakout i de to senere sæsoner. Ganske imponerende omstillingsevne og villighed til at ofre sig for holdet. Derudover SKAL man se hans vanvittige hustle play mod Arizona State. Hans QB kaster et horribelt pick i flatten, og Allgeier sætter efter med alt, hvad remmer og tøj kan holde. Får lige fat og i bedste Superman-stil nærmest flyver han og banker bolden ud af hænderne på forsvarsspilleren og redder et pick-6. Fantastisk.

Svagheder

  • Det er tydeligt at se, at Allgeier er en lidt større back, der har brug for lidt plads til at komme op i fart. Hans bevægelser er ikke så pludselig, og han eksploderer ikke bare med sine skridt. Det kan godt blive lidt et problem for ham, når han er helt nede i fart, og det giver kloge linebackers muligheden for at skyde gaps, få en hånd på ham og sænke ham. Derfor er der desværre også en del spil, hvor kontakt i backfielden virker lidt som kryptonit for ham. Skal gerne op i fart hurtigt for at være rigtig effektiv.
  • Jeg synes, at Allgeiers vision til tider er lidt hit og miss. Jeg elsker, når han er beslutsom mellem tackles og kommer ned ad bakke, men engang imellem ser det ud som om, at han mangler lidt kreativitet, når hullerne bliver snævre eller lukker foran ham. Det er lidt som om, at han fryser lidt, når hans primære gaps ikke er åbne.
  • Allgeier har faktisk ok bevægelser for en stor mand, men jeg synes, det er tydeligt, at han ikke er en spiller, man vil have til at løbe alt for meget horisontalt. Han kan sagtens presse linjen på outside zone, men jeg har det klart bedst, når han ikke konsekvent skal have ydersiden at skyde efter. Vil hellere se ham sætte rush lanes op inden for tackle boksen.
  • Der er ikke noget som helst galt med Allgeiers villighed som blocker, men engang imellem synes jeg, at hans timing godt kunne være bedre. Skal fx være helt sikker på at lande sine cutblocks, så ikke modstanderen når at rejse sig eller hurdler ham.

Opsummering

Tyler Allgeier er ikke et navn, som så mange har snakket om endnu, men jeg synes, at han kommer med en pakke af fysik, voldsomhed og evner på tredje down, som vil være appellerende for en del NFL-hold. Jeg er meget spændt på at se, hvordan Allgeier tester til combinen, for selvom han også spiller som en stor back på film - med de begrænsninger i fx short area quickness, det nu medfører - så synes jeg ikke, at han virker tung i røven eller begrænset i sin range of motion. Tværtimod synes jeg faktisk, at han virker som en rimelig habil atlet, der måske kan overraske med sine tal relativt til sin størrelse. Det vil gøre Allgeier yderligere interessant, hvis han pludselig viser sig som en 70% SPARQ-atlet eller bedre, da han allerede har vist i college, at han skaber voldsomt mange yards after contact, kan gribe bolden og blokere. Derudover er det svært ikke at påskønne hans competitive toughness og selvopofrelse, og jeg tror, at et NFL-hold får en virkelig god football-spiller i Allgeier cirka midtvejs i draften. Sleeper.

NFL Comparison: A.J. Dillon

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button