Indvendig Defensiv Linje 2022Scouting Reports 2022

Eric Johnson: Atletisk upside, men hvor meget udviklingspotentiale er der reelt?

Selvom han ikke var rangeret som recruit endte Eric Johnson som starter i fem sæsoner hos Missouri State. Han bibringer et på papiret spændende skill-set, men kombinationen af alder og erfaring kan så tvivl om hvor meget upside der egentlig er at komme efter

Eric Johnson er vokset op i udkanten af Chicago i Plainfield i Illinois. Hans far spillede på den defensive linje i flere ligaer henover ti år, men foruden en training camp hos New York Jets i 1997, blev det aldrig til en NFL-karriere. Han gjorde sig i stedet i XFL, CFL og indendørsligaer. Johnson spillede på Plainfield South High School football, og var derudover aktiv som wrestler og dyrkede atletik. Ingen af recrutingtjenesterne havde øjnene på Johnson, der derfor ikke blev rangeret. Han havde dog tiltrukket sig lidt opmærksomhed fra Missouri State i FCS, og committede dertil.

Efter at have redshirtet sit første år i 2016, trådte Johnson ind som starter i 2017, og henover fem sæsoner – herunder 2021, som han tog med, da muligheden for et ekstra års eligibility bød sig – startede han hele 47 af 55 kampe han spillede i, herunder 22 starter i 22 kampe i de sidste to år, og missede ikke et eneste opgør i de fem år.

Alder ved draften: 23 år (16. juli 1998)
Højde: 6ft 4in (194 cm)
Vægt: 299 lbs (136 kg)

Eric Johnson Scouting Reports

Styrker:

  • Selvom det har været på et lavere niveau, har Johnson fem års startererfaring fra college, og undervejs i de fem sæsoner har han spillet praktisk talt overalt på den defensive linje for holdet, og derudover bidraget på special teams. Han har samlet to blokerede field goals og to blokerede PATs sammen.
  • Johnson har gode atletiske evner, og ligner på tape også en god atlet, der har god fart, et stærkt første skridt, og bevæger sig effektivt på de små områder med noget twitch.
  • Fortiden som wrestler kommer Johnson til gode når han kommer af snappet. Han kender princippet om ”low man wins”, og forstår at starte et spil med et lavt tyngdepunkt.
  • Hænderne mangler lidt stabilitet, men der er nogle gode flashes med dem. Han har god styrke i dem, og viser i perioder en glimrende evne til at vriste sig fri af blokeringer.
  • Som tackler er Johnson stærk, og får han hænderne på sin mand, får han også typisk afsluttet tacklingen.
  • At Johnson har arbejdet sig op fra en no-star recruit til en spiller, der kan blive valgt, vidner om noget ærgerrighed, og han har været aktiv i vægtrummet. Han ankom til Missouri State som en 237 lbs freshman, og har løbende fået vægten op til de godt 300 lbs han er på nu. Som redshirt freshman var han på 256 lbs, og i årene efter var han listet til 261, 268, 286 og slutteligt 298 lbs.

Svagheder:

  • Der er et spring fra FCS-niveauet til NFL, og selvom Johnson har spillet mange kampe på FCS-niveau, så har han først og sidst bare ikke regelmæssigt været testet mod topmodstand.
  • Selvom Johnson, som beskrevet under styrkerne, bruger sin baggrund som wrestler godt i starten af et spil, så skal han være bedre til at fastholde det lave tyngdepunkt. Han har en tendens til at lade sit pad level stige i løbet af spillet, og det giver modstanderen en fordel.
  • Hvis ikke Johnson får vundet hurtigt af snappet, går han tit i stå. Han mangler nogle moves til at vinde hvis ikke han kan få overtaget med sit eksplosive første skridt.
  • Manglen på produktion har jeg lidt svært ved at ignorere. 6,5 sacks på fem år for en spiller, der har noget eksplosivitet og generelt bare burde være sine modstandere atletisk overlegen, er bekymrende. Læg dertil at han henover de seneste år også har været noget ældre og mere udviklet end flere af modstanderne, og jo reelt også burde være bedre teknisk.
  • Det er ikke i sig selv en svaghed, men det vidner måske om at NFL ikke er superhøj på Johnson, at han ikke fik en invitation til årets Combine. Han var i første omgang også kun inviteret med til NFLPA Collegiate Bowl, men endte med en sen invitation til at deltage ved Senior Bowl, efter afbud og skader efterlod dem lidt short-handed.
  • Normalt vil en spiller med glimrende atletiske evner vidne om en spiller med et spændende potentiale, men hvor meget er der reelt at udvikle på hos Johnson? Han bliver 24 henover sommeren, har startet i fem år, og burde på flere fronter være nogenlunde færdigudviklet. Det er i hvert fald ikke den mest optimale kombination.

Opsummering:

Selvom jeg kan så lidt tvivl om hvor stor upside Eric Johnson i sidste ende har, så har han fordelen af at være alsidig nok til at appellere til alle hold, i kraft af at han bør kunne spille 3- eller 5-technique. Det atletiske potentiale bør også tiltale nogle hold, og kan man få styr på hans pad level og gjort brugen af hænderne mere stabilt, så bør Johnson kunne finde vej til at indgå i en rotation på en defensiv linje. Hans vej fra overset high school-spiller til et draftable prospect efter fem år som starter på det lavere niveau, skal ikke underkendes, og selvom han måske ikke bliver en spiller, der kommer til at leve op til det fysiske potentiale hans testing vidner om, så bør der være en plads til ham i NFL.

NFL Comparison: En light-udgave af Levi Onwuzurike

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button