Linebackers 2022Scouting Reports 2022

Brandon Smith: Fysisk førsterundevalg, mentalt syvenderundevalg

Hvis draften bare handlede om at vælge spillerne med det største fysiske potentiale, ville Brandon Smith være i spil til ét af de helt høje valg. Men den mentale del af spillet er nu engang vigtig, og det koster for Penn State-linebackeren.

Brandon Smith er født i Henrico i den nordvestlige del af Richmond i Virginia, og gik på Louisa County High School. Ud af high school var Smith rangeret som et fem-stjernet recruit hos 247Sports, mens Rivals og ESPN havde ham som et fire-stjernet recruit – alle dog enige om at han var den bedste i staten – trak han tilbud fra talrige store skiler, herunder bl.a. Alabama, Clemson, Michigan , Ohio State, Oregon og USC, men committede i sidste ende til Penn State.

Smith fik spilletid allerede som true freshman, og spillede begrænset i samtlige Penn States 13 kampe, inden han i 2020 rykkede op som starter, og fastholdt det job henover sine sidste to sæsoner, kulminerende med en 2021-sæson, der bød på 81 tacklinger, 9 TFL’s, 2 sacks, en forced fumble og fem forsvarede kast.

Alder ved draften: 21 år (12. april 2001)
Højde: 6ft 3in (191 cm)
Vægt: 241 lbs (109 kg)

Brandon Smith Scouting Reports

Styrker:

  • Var det noget med en linebacker på 6'3", 241 lbs med god længde og fremragende atletiske evner? De fysiske betingelser er absolut på plads for Smith, der ejer praktisk talt alle de fysiske betingelser man kan drømme om for at blive en profil på positionen i NFL.
  • Smith har farten til at dække et kæmpestort område på banen, jagte spillere ned bagfra på tværs af banen og følge med tight ends og running backs i mandsopdækning.
  • Potentialet er skyhøjt, hvis Smith formår at sætte sit spil sammen, og han kommer fra Penn State, der over det seneste årti har sendt profiler som NaVorro Bowman, Sean Lee og senest Micah Parsons ind i NFL på positionen. Det skal ikke afvises, at hans recruiting status, den relativt pæne succes på positionen fra universitetet og de atletiske evner er en kombination, der kan lokke nogle hold til at tage chancen. Og det er altså med potentiale for et boom, der vil noget.

Svagheder:

  • Det kræver ikke megen tekstanalyse af ovenstående punkter, at konstatere at der ikke blev brugt meget tid på hvad Smith præsterer på banen, men at det i stedet handlede om hvad han potentielt kan blive. Han er et projekt, og slår man til for tidligt, så er der klar risiko for at han vil stå tilbage som et fælt bust.
  • Rent ud sagt er det skuffende at se Smith på banen. Han udviser slet ikke den fornemmelse for spillet man ønsker sig for en spiller på positionen. Instinkterne halter efter og han er til tider uhyre sløv til at opfange hvordan spillet udvikler sig, så han hænger efter fra og bliver alt for afhængig af sine atletiske evner for at holde sig inde i spillet.
  • Med tanke på hans fysik, er spillestilen også ganske skuffende. Han løber ofte bare direkte ind i en blokeringsspiller, og har ikke teknikken til at vriste sig fri - både brugen af længde og hænder er uimponerende - ligesom han også udviser skuffende lidt power i sit spil.
  • Med sine lange arme er der godt potentiale for at levere god wrap-up teknik på tacklingerne, men også hér er det skuffende hvad Smith sætter på tape. Der er simpelthen for mange missede tacklinger på baggrund af dårlig teknik.
  • Spilforståelsen - eller fraværet af den - er også til at spore i Smiths ageren i boksen, når han skal navigere trafik på vej til manden med bolden. "Skuffende" er ganske enkelt bare et ord, der bliver ved med at gå igen.

Opsummering:

Sidste sætning ovenfor kunne ret beset være gemt til første sætning her i opsummeringen. Potentialet er skyhøjt, men spillet er uhyre skuffende for Brandon Smith. Den fysiske pakke bør få ham valgt markant tidligere end spillet på banen berettiger, og det er som sådan også fair nok - kan en trænerstab få skik på ham og tændt pæren, så kan Smith blive en fremragende spiller. Hvis ikke, så kan han være ude af ligaen indenfor kort tid. Jeg ville starte med at give Smith chancen som coverlinebacker i sub-packages og lade ham forsøge at vise sig frem på special teams, med sine atletiske evner, mens jeg arbejdede på at få ham up to speed på spilforståelsen. Jeg har dog mine tvivl om hvorvidt det nogensinde vil lykkes. På flere fronter minder Smith mig om Baron Browning fra sidste års draft - bare en mindre god udgave af ham. Browning blev taget i slutningen af tredje runde, og mens jeg ikke vil afvise at Smith kan gå tidligere end dét, så er han en spiller jeg personligt ventede til tredjedagen med at vælge. Potentialet er stort nok til at give ham chancen i løbet af fjerde runde, tænker jeg.

NFL Comparison: Baron Browning

Related Articles

Skriv et svar

Back to top button