Scouting Reports 2021Tight Ends

Zach Davidson: Det mest upolerede talent i årets draft

Zach Davidson har været punter det meste af sit liv, men inden 2018 begyndte han at spille tight end hos Central Missouri. Nu er han et spændende talent til 2021-draften, selvom han må betegnes som det mest upolerede talent i årets draft.

Zach Davidson er opvokset i Webb City i det sydvestlige Missouri, hvor han ud af high school var et nul-stjernet talent. Han fik et par FCS-tilbud som punter, og her accepterede han Central Missouris tilbud, da de fristede med, at han muligvis kunne få lov at spille lidt tight end.

Hos Central Missouri redshirtede han sin første sæson i 2016, inden han var deres punter i 2017. Inden 2018-sæsonen fik han så lov til at arbejde lidt som tight end, og i 2018 agerede han backup og rotationsspiller for holdet. I 2019 blev han starter, og her imponerede han med 40 catches for 894 yards og 15 touchdowns. Central Missouris 2020-sæson blev flyttet fra efteråret 2020 til foråret 2021, og her valgte Davidson at slutte sig til NFL-draften i stedet.

Alder ved draften: 22 år (15. juli 1998)
Højde: 6ft 6½in. (199cm)
Vægt: 245 lbs (111kg)

Zach Davidson Scouting Reports

Styrker

  • Zach Davidson er en høj gut med lange arme og generelt en spændende krop, som man kan forsøge at putte en NFL-spiller ind i. Præsenterer et stort mål at kaste efter.
  • Davidson er er dejlig atletisk af en stor mand at være. Han har glimrende fart, og han er overraskende smooth i sine bevægelser. Han kan sænke hofterne og komme ned i knæene og skifte retning, og han har noget short area quickness og potentiale til at lave skarpe cuts. God atlet.
  • Der var nogle tidlige tegn på, at Davidson besidder ganske glimrende kropskontrol, som han brugte til at finde og justere til bolden, når den var i luften. Havde nogle catches, hvor han fik drejet sig i luften, og nogle catches hvor han henter bolden væk fra kroppen.
  • Hans atletiske evner viser sig også, når han har bolden i hænderne. Her har han nogle moves og noget wiggle, som kan skabe yards efter catchet. Han vil nok stadig skulle lægge lidt mere power på, men der er YAC-potentiale i ham.

Svagheder

  • Zach Davidson har kun spillet tight end i ganske kort tid, og det kan ses på flere måder. Rent fysisk er han for tynd og mangler i høj grad muskler. Det første, han skal gøre i NFL, er at blive bedste venner med et holds styrketræner. Der skal bygges en NFL-muskulatur op.
  • Som ruteløber er han rå som sushi, og han har ingen fornemmelse for tempo-variation, skarpe cuts eller tekniske nuancer, der kan få ham fri. Det er udelukkende atletiske evner, han vinder på.
  • Som blokeringsspiller skal han bygges op fra bunden. Han mangler styrke, han mangler teknik og han mangler fornemmelse for denne side af spillet. Han ville blive spist levende i NFL lige nu.
  • Generelt vil jeg sige, at han skal være mere fysisk og nasty i sit spil. Der mangler virkelig meget styrke, og man vil gerne se ham bruge noget af sin størrelse til at bølle defensive backs oftere. Skal lære at udnytte sin krop og fysik bedre.

Opsummering

Zach Davidson er simpelthen rå som sushi. Teknisk, fysisk og mentalt er der laaaang vej endnu. Men hans kombination af højde, atletiske evner og tidlige tegn på ball skills er meget interessant. Kan man få ham ind og give ham et par år til at udvikle sig, så kan man måske få presset en NFL-spiller ud af ham. Det kræver dog en del tålmodighed, og derfor mener jeg heller ikke, at han kan vælges før tidligst i femte runde.

NFL Comparison: En meget upoleret Mike Gesicki

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button