CornerbacksScouting Reports 2021

Tyson Campbell: Ingen bold ville gøre ham til et førsterundevalg

Hvis det bare handlede om at løbe med folk var Tyson Campbell et sikkert førsterundevalg, men som spillet skrider frem sniger usikkerheden sig ind. Kan han endelig få puslespilsbrikkerne til at passe sammen i NFL?

Tyson Campbell er født og opvokset i en forstad til Miami, Florida, og han var ud af high school landets næsthøjest rangerede cornerback i årgangen kun overgået af sin high school-holdkammerat Patrick Surtain II. De var begge 5-stjernede talenter. Campbell havde tilbud fra alle landets store skoler, men valgte University of Georgia.

Allerede som freshman startede Campbell 11 kampe for Georgia, mens han anden sæson var plaget af skader, så han kun startede tre kampe. I 2020 startede han alle Georgias 10 kampe, hvor han blandt andet lavede sin første og eneste college-interception.

Alder: 20 år (18. marts 2000)
Højde: 6ft. 2 in. (188cm)
Vægt: 185 lbs. (84kg)

Tyson Campbell Scouting Reports

Styrker

  • Selvom han godt kunne bruge lidt flere kilo på kroppen, er der ikke meget at udsætte på Tyson Campbell fra et fysisk perspektiv. Med sine 6'2" og nogle lange arme, har han længde til at give de fleste NFL-receivers kamp til stregen. Han kombinerer sin fremragende længde med imponerende atletiske egenskaber. Løse hofter, god quickness og 4,4-ish fart.
  • Campbells spillestil er mere fysisk end hans 185 lbs umiddelbart indikerer. Han viger ikke tilbage mod større receivers, kan ramme hårdt når han tackler, og er også villig til at deltage i run support.
  • I man coverage er Campbell på sit bedste. Han spiller tæt på receiveren ned ad banen, og har altså de atletiske evner til ikke at blive sat af, hverken med fart eller hurtige cuts.
  • Hans skill-set er ganske varieret, og selvom han umiddelbart projekterer bedst til - og har mest erfaring med - at spille udvendigt, bør han også kunne begå sig fint i slotten. Jeg kunne såmænd også se ham spille safety. Dertil kommer noget upside både i zone og off coverage, selvom han projekterer bedst til mandsopdækning.

Svagheder

  • Der er ingen vej udenom det: Campbells ball skills er ikke gode nok på nuværende tidspunkt. Han er dårlig til at få hovedet rundt og følge bolden (samme issue jeg havde med holdkammeraten Eric Stokes - måske det bare er et Georgia-issue?), og han har i 31 optrædener blot 10 forsvarede kast (dog 9 i 17 kampe over de seneste to sæsoner) og én interception (som også kom i 2020).
  • På mange fronter er Campbell bare historien om uforløst potentiale. Han har alle tools til at kunne blive virkelig god, men han - og det hold, der vælger ham - skal finde ud af at få det sat sammen.
  • Man ser det i opdækningen hvor Campbell egentlig begår sig fint i press, men hvor jeg savner lidt aggressivitet i hans spil når han spiller det. Han har fysik nok i sit spil til at kunne gøre det bedre. Man kan også godt fornemme at der gemmer sig en spiller med potentiale i zoneopdækning - hvilket nok også kunne hjælpe lidt på hans evner til at lave spil på bolden - og for den sags skyld off coverage, men han mangler stadig lidt spilforståelse og teknisk snilde før han er klar til at spille det i større spil.
  • Selvom han spiller tæt på receiveren, ser man lidt for ofte Campbell smide det på gulvet til sidst. Også dette bør være et spørgsmål om lidt bedre spilforståelse - og tålmodighed. Han trækker til tider også nogle straffe i disse situationer.

Opsummering

Potentialet er tydeligt når man ser Campbell spille, og det er svært ikke at se hans kombination af størrelse/længde og atletiske egenskaber sikre at han bliver valgt senest i løbet af andendagen - med potentiale for at snige sig ind i første runde. Jeg ville ikke selv slå til på ham i første runde, da jeg ikke kan komme udenom at, trods alt potentialet, mangler Campbell stadig en del. Tager man chancen på ham, er det på hans potentiale, og ikke på den spiller han er her og nu. Bevares, han vil godt kunne træde ind som starter tidligt i sin rookiesæson, men de intelligente ruteløbere vil kunne volde ham store problemer, og der er risiko for straffe. Talentet er stort, men det skal finpudses. Hvis det lykkes bør man dog få en meget fin NFL-starter.

NFL Comparison: Rashard Robinson

Senest opdateret 16/02/2021
- Peter Meier Jensen

Styrker

  • Hurtige fødder og god fart kendetegner rigtig meget af Tyson Campbells spil. Han besidder exceptionel quickness og skifter retningen fuldstændig uden hæmninger. Virkelige gode movement-skills.
  • De evner gør ham også ganske god i man coverage. Rigtig godt til at løbe med folk og forblive sticky ind og ud af breakes. Alt hvad der handler om at løbe og følge folk fungerer.
  • Den gode fart og de gode atletiske evner generelt giver også Campbell en evne til at komme tilbage i spil, selvom han bliver slået lidt til at starte med. Fine recovery-evner.
  • Campbell viser over middel styrke på ruterne, og han har intet problem med at gå på kroppen af folk, og jeg synes generelt, at han bruger hænderne fint til at føle receiveren. God længde i sit build.
  • Campbell spillede primært udvendigt for Georgia, men han kunne godt følge folk indvendigt i slotten, og jeg synes generelt, at han besidder strålende alsidighed. Han har længde og fart til at spille udvendigt, men han har også quickness og physicality til at gøre sig indvendigt.
  • Der er en over middel intensitet i Campbells spil, og jeg han er bedre end gennemsnittet i run rupport. Ikke bange for at arbejde gennem blokeringer og komme ned og lave tacklingen.

Svagheder

  • I press coverage har Campbell mange af de rigtige værktøjer, men man savner også 5% mere disciplin og tålmodighed, når han står på linjen mod receivere. Han har det med åbne op lidt for hurtigt.
  • Det mest frustrerende ved Campbell er, at der er en tendens til, at jo længere spillet har varet, jo mere usikker bliver han. Han er fin, når han bare skal løbe med folk, men når vi er langt nok i spillet til, at bolden bliver en faktor, så virker han mere usikker.
  • Ovenstående punkt medfører, at han opgiver en del sen separation, fordi han ikke spiller forskellige catch-situationer så godt. Der virker til at mangle nogle instinkter, når det kommer til, hvordan han skal spille catchet. Han får øjnene vendt for sent, eller hvis han får drejet øjnene mod bolden, så taber han fornemmelsen for bolden. Ball skills er en stor mangelvare.
  • Hele hans følelse med ruterne og de afgørende breakes er bare lidt op og ned, og man savner, at han samler de forskellige dele af spillet til et komplet skill set. Der mangler en del stabilitet.
  • Skal passe på ikke at blive for grabby, når han kan mærke bolden være på vej. Som tidligere nævnt, er der en del usikkerhed, og det går ikke kun udover ball skills. Men det koster også flag fra tid til anden.

Opsummering

Tyson Campbell er en svær vurdering, fordi der er rigtig mange ting, man godt kan lide ved hans spil. Hans movement skills, evner i man coverage og hans intensitet kan gøre ham til en rigtig god NFL-cornerback. Lige nu har han dog ikke fået brikkerne til at passe sammen endnu, og der er for mange spil, hvor det ene eller det andet svigter ham. Nogle gange er det teknikken, andre gange er det den mentale side af spillet - og det er ikke nødvendigvis den samme ting hver gang. Det er lidt en myriade af små ting, hvor der mangler noget stabilitet. Kan man dog udjævne nogle af de udfald, så er der dog potentiale til at være en solid NFL-starter.

NFL Comparison: Marlon Humphrey light

Senest opdateret 14/01/2021
- Teis Joranger

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button