Offensiv linje 2021Scouting Reports 2021

Robert Jones: Small-school tackle med spillestil som en stor guard

Jones bemandede right tackle hos Middle Tennessee State, men vil med al sandsynlighed rykke indvendigt i NFL, hvor hans spillestil også passer bedre. Det store spørgsmål er om de tekniske mangler kan finjusteres.

Robert Jones er fra Chicago i Illinois, og gik på Rockford East High School i Rockford vest for Chicago. Først som junior i high school, da han ikke kom på skolens basketballhold, tog footballtrænerne fat i Jones, og fik overbevist ham om at give football en chance.

Efter endt high school startede han på Highland Community College i Kansas, hvor han over to sæsoner startede 13 kampe som guard. Han kom herefter til Middle Tennessee State, og blev installeret på right tackle, hvor han startede 19 af de 21 kampe han spillede i løbet af sine to år på holdet.

Alder ved draften: 22 år (28. januar 1999)
Højde: 6ft. 4 in. (194 cm)
Vægt: 307 lbs (139 kg)

Robert Jones Scouting Reports

Styrker

  • Det er ikke for ingenting at Robert Jones på twitter kalder sig selv for ”Big Rob”. Han er en stor gut, og tag ikke fejl af de 307 lbs han har trimmet vægten til i draftprocessen: I sine to år hos Middle Tennessee State State har han været listet til 332 og 330 lbs.
  • Jones spiller også som en stor mand. Han har glimrende styrke gennem kroppen og en mauler-mentalitet i løbespillet. Hænderne er tunge, og svære at vriste sig fri af for modstandere.
  • Det er ikke pass protection, der er Jones’ styrke, og det er i høj grad evnerne dér, der bør afholde ham fra at spille udvendigt i NFL. Det er ikke en decideret styrke for ham, men rykker han indvendigt vil flere af hans udfordringer kunne dækkes over, og der er tilpas gode evner tilbage til at han også bør kunne begå sig.

Svagheder

  • Selvom Middle Tennessee State spiller i FBS, er Conference USA hvor de hører hjemme ikke just én af de bedste konferencer. Det betyder altså også at Jones ikke har den vilde erfaring med at stå overfor topmodstandere.
  • At Jones kun har spillet football i fem år er tydeligt i flere aspekter af hans spil. Mens det sagtens kan spinnes positivt ift. udviklingspotentiale, er det svært at komme udenom at der er tale om en spiller, der har brug for tid før han er klar til at bidrage i NFL. Teknikken er én ting, men spilforståelsen er absolut også et punkt hvor der er brug for at Jones får speedet processen op.
  • Teknisk er det især arbejdet med fødderne, der skal ses på. Det er til tider helt og aldeles rodet at se på hvad Jones foretager sig. Derudover skal Jones lære at fastholde et lavt tyngdepunkt, så han kan fastholde fordelen i leverage overfor sin modstander. Han starter som regel stærkt ud, men har ikke teknikken til at forblive i kontrol.
  • Der er ikke noget galt i at en linjemand afslutter nogle spil på jorden, især ikke hvis det er fordi han har været ved at begrave en modstander, men der er simpelthen alt for mange spil hvor Jones ender på jorden uden at have fået noget nævneværdigt ud af det givne spil.

Opsummering

Robert Jones virker til at dele vandene en smule. NFL.com’s Lance Zierlein (søn af tidligere NFL OL-coach Larry Zierlein) virker ikke solgt på ham, mens Bleacher Reports OL-ekspert Brandon Thorn tweetede nogle særdeles positive ting omkring Jones’ tape, som jeg følte tvang mig til at give det en chance, selvom jeg egentlig havde besluttet ikke at se flere guards. Jeg var dog på ingen måde så blown away af Jones’ tape, som Thorn havde lagt op til, og selvom jeg godt kan se nogle aspekter af Jones’ spil, der kan oversættes til NFL, og som man også har set NFL kunne få noget ud af – størrelse, tunge hænder, mauler-evner og nok kvalitet i pass protection til at det går an på indersiden – så er det i min bog ikke en chance man skal tage før sent på tredjedagen.

NFL Comparison: John Simpson

Opdateret: 24/04/2021
- Peter Meier Jensen

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button