Scouting Reports 2021Tight Ends

Pat Freiermuth: Sovs og kartofler-spiller eller Baby Gronk?

Det er måske en utaknemmelig opgave at leve op til kælenavnet “Baby Gronk” – men i en lidt tynd TE-klasse kommer Pat Freiermuth med den rette kombination af størrelse og talent til at være interessant.

Pat Freiermuth kommer fra Newburyport i Massachussets, hvor han gik på Brooks School. Her spillede han både tight end og linebacker – samtidig med, at han som mange andre tight ends også spillede basketball. I løbet af tiden i high school nåede Freiermuth at gribe for 1.531 yards og 24 touchdowns. Freiermuth var således et 4-stjernet recruit og valgte at committe til Penn State efter at have fået tilbud fra hold som Ohio State og Notre Dame.

Da Penn State mistede Mike Gesicki til NFL i 2018, var vejen til spilletid hurtigere banet for Freiermuth, der kom på banen som true freshman og i 13 kampe greb 26 bolde for 368 yards og 8 touchdown, der til dato er hans bedste scoringsmæssige output. Året efter blev det dog til både flere receptions og yards (43/507), mens han scorede 7 touchdowns. Derfor havde mange set frem til et ordentligt breakout i 2020, men tvivlsomt QB-spil og en skulderskade efter bare fire kampe ødelagde resten af sæsonen, hvorfor “Baby Gronk”, som han kaldes, kun nåede 23 grebne bolde for 310 yards og 1 touchdown.

Alder ved draften: 22 år (25. oktober 1998)
Højde: 6ft 5in. (196 cm)
Vægt: 258 lbs (117 kg)

Pat Freiermuth Scouting Reports

Styrker

  • Freiermuth har fuldstændig prototypisk størrelse for en traditionel, all-around TE. Med sine 6'5, 258 lbs har Freiermuth en god kombination af længde og robusthed til både at spille in-line og agere et match-up nightmare for corners, linebackers og safeties. Der er plads til at lægge flere kg på særligt overkroppen og armene, men besidder en kraftfuld lower body med god girth og power.
  • Har overraskende gode fødder for en tight end. Skal ærligt sige, at jeg var en smule skuffet over hans eksplosivitet og overall atletiske evner, men lige fodarbejdet er ganske godt. Måler sine skridt godt og bruger dem effektivt til at sætte corners op. Hans fødder kombineret med hans fysik gør, at han kan vinde på toppen af sine ruter.
  • Er blevet brugt i en masse forskellige situationer - på linjen, i wing-formationer, slotten og på ydersiden, og ser ud til at have både størrelsen og evnerne til at fungere i forskellige roller.
  • Har en overraskende god pakke af releases som receiver, og der er flere eksempler på, at han setter hårdt mod ydersiden mod cornerbacks for at skabe plads til at krydse ham på vej ind i banen. Bruger sin fysik godt på toppen af ruter og skærmer bolden godt. Ser ud til at være et pålideligt target særligt ind over midten og ned gennem seamen, selvom han ikke er den hurtigste og mest eksplosive spiller.
  • Ville gerne have set mere fra ham som traditionel in-line blocker, da han burde have størrelsen til at være en people-mover. Derfor er der en del projection i den del af hans spil, men der er mulighed for at vokse ind i den rolle og i løbet af et stykke tid blive den TE, der ikke kommer af banen. Gør et godt stykke arbejde med at blokere i space og kommer fint på tværs af formationen, singler sin mand ud og får ham skærmet af fra boldholderen. Teknisk kan han godt blive bedre, men det er et godt udgangspunkt, når man tænker på, at det er hans receiver-evner, der for alvor er blevet fremelsket indtil dette punkt i karrieren.

Svagheder

  • Jeg ville ikke nødvendigvis kalde Freiermuth en dårlig atlet, for der er spil, hvor han får distribueret sin vægt perfekt og nærmest ligner en sylfide med bolden i hænderne. Lidt for ofte er der dog noget lumbering over nogle af hans bevægelser, og hvis han ellers spillede med alverdens skinner og robocop-udstyr, ville man være i tvivl, om det var ham eller Gronkowski med nummer #87 på banen. Big boy.
  • Mangler noget deep speed til for alvor at true seamen og arbejde bag forsvar. Ønsker man en TE, der kan strække banen, er det nok i højere grad en spiller som Kyle Pitts, man bør kigge efter. Dermed ikke sagt, at Freiermuth ikke finder måder at komme bag forsvarsspillere på, men han er ikke typen, der vinder alene på sin fart.
  • Selvom Freiermuth har perfekt størrelse for positionen, ville jeg gerne se ham gå endnu mere op og hente den på øverste etage. Bevares, mængden af tape, der er tilgængeligt på nuværende tidspunkt, er ikke overvældende, og der er masser eksempler på, at han kan vinde contested, når han rager op over de fleste fra stående. Man behøver ikke kaste den i førstesalshøjde for, at Freiermuth er åben - men han venter engang imellem en smule på bolden i stedet for at sætte af fra jorden og highpointe den.
  • Har størrelsen og bygningen til at være en mere effektiv blocker, end han er nu. Det er dog et godt udgangspunkt at byggere videre på, men han vil formentlig være en bedre receiver end blokeringsspiller, når han kommer ind i ligaen. Men det vil ikke overraske mig, alt efter hvilket hold der drafter ham, at han ret hurtigt bliver en komplet TE.

Opsummering

Det er ikke svært at se, hvorfor Pat Freiermuth er et interessant prospect for mange hold. Således har han ikke fået sit tilnavn "Baby Gronk" helt for sjov. På mange måder bevæger han sig nemlig lidt ligesom sit store idol, hvilket både er godt og skidt. Har en overraskende veludviklet release-pakke som receiver og bruger sin størrelse godt på sine ruter ned ad banen. Virker som et ganske, ganske pålideligt mål i kastespillet. Dog er han ikke den mest eksplosive atlet, og det kommer engang imellem til udtryk, synes jeg. Hans størrelse giver ham et naturligt grundlag for også at udvikle sig som en god blokeringsspiller, men der skal flere reps til, før han kan gøre sig forhåbninger om at komme i samme liga som Gronkowski. Dog er kastespillet "king" i NFL, og derfor er det helt forståeligt, hvis Freiermuth går på andendagen - ligesom i øvrigt Gronkowski gjorde det ud af Arizona i 2010.

NFL Comparison: Rob Gronkowski

Styrker

  • Pat Freiermuth har prototypisk og bundsolid tight end-størrelse. Han har højde til at give et stort mål henover midten, men han er bare tæt bygget med en god masse. Og jeg tror endda godt, at han kan lægge en snert flere muskler på den unge krop.
  • Den gode størrelse og fysik benytter Freiermuth fuldt ud. Han spiller med super styrke, og han er ikke bange for at gå på kroppen af folk, mens man også slår sig, når man forsøger at tackle ham. Stor dreng med en intimiderende spillestil.
  • Der er en god portion pålidelighed over hans spil. Man ved hvad man får på de fleste spil, og jeg synes, at hans hænder er solide. Han griber alt det lette effortless, og kan samtidig finde bolden, også selvom den ikke ligger lige mellem tallene på trøjen.
  • Freiermuth har tydeligvis størrelsen og styrken til at blive en rigtig god blocker. Mange tight ends mangler noget styrke til sådan for alvor at gøre en forskel, men det er ikke problemet hos Penn State-tight enden. Godt med potentiale i blokeringsspillet.
  • Hvis man kigger på hans svagheder (læs herunder), kan det måske godt overraske lidt, at jeg synes, Freiermuth er en ret habil ruteløber. For selvom han ikke er super dynamisk, så har han en fornemmelse for, hvordana man skaber separation med enten sin fysik, nogle glimrende veltimede cuts eller en forståelse for, hvordan man skal udnytte forsvarsspillernes leverage imod dem.

Svagheder

  • Freiermuth er ikke nogen særlig dynamisk atlet. Farten er i bedste fald middelmådig, og selvom han ikke er stiv i sine retningsskift, så er han bare ikke nogen flue i en flaske bevægelsesmæssigt. Det sætter lidt en dæmper på hans potentiale
  • I styrkerne roste jeg hans potentiale som blokeringsspiller, men det er vigtigt at forstå, at der er lidt vej endnu. Lige nu blokerer han ofte med for smal en base, og han har også vægten for meget over tæerne, så han falder for hurtigt af blokeringerne. Vil tage lidt tid, før teknikken er helt på plads.
  • Jeg kan rigtig gode lide tight ends, der kan skabe lidt efter catchet, og selvom Freiermuth vil løbe gennem de tammeste armtacklinger, så tror jeg ikke, at han kan bryde alverdens tacklinger i NFL.

Opsummering

Der er mange ting at kunne lide ved Freiermuth. Han er en old school tight end med størrelse og styrke, som du kan slå dig på, men samtidig har han glimrende ruter og pålidelige hænder, som gør ham til et rigtigt solidt våben i kastespillet. Hvis han var en lidt mere dynamisk atlet, ville han have rigtig gode chancer for første runde, men der mangler bare lidt fart og dynamik for, at det bliver rigtig sjovt. Men han ligner bestemt en bundsolid tight end i mange i år NFL.

NFL Comparison: Dallas Goedert

Senest opdateret 03/02/2021
- Teis Joranger

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button