Scouting Reports 2021Wide Receivere

Marquez Stevenson: Eksplosiv, men uforløst dyb trussel

Fart er nøgleordet for “Speedy” Marquez Stevenson, men det kræver enten en god WR coach eller masser af space og andre playmakers, hvis Stevenson skal forløse sit potentiale som gamebreaker i NFL.

Marquez Stevenson kommer fra Shreveport, Louisiana, hvor han gik på Northwood High School. Ifølge flere rapporter har Stevenson ikke altid haft den speed, som han levede af i college, og i high school flirtede han nærmest med de 5 sekunder (4.87) på en 40-yard dash. Derfor gik han også en smule under radaren som 3-stjernet prospect, men som senior havde han dog tilbud fra skoler som Miami, Baylor og TCU. Stevenson fravalgt dog Power-5 skolerne og valgte Houston Cougars i AAC.

Her missede han det meste af sin freshman-sæson med et brækket kraveben og endnu værre gik det i 2017, hvor Stevenson missede hele sæsonen med et torn ACL. Bekymringerne om skaden blev dog hurtigt gjort til skamme i 2018, da Stevenson eksploderede for 1.019 yards og 9 TD på 75 catches. Det fulgte han næsten op på i 2019 med 52 grebne bolde for 907 yards og 9 touchdowns. I stedet for at gå i draften, valgte han at tage sin redshirt senior sæson med i 2020, men på grund af den forkortede sæson og en skade blev det kun til 20 catches for 307 yards og 4 TD.

Alder ved draften: 23 år (26. marts 1998)
Højde: 5ft 10 in. (178 cm)
Vægt: 182 lbs (83 kg)

Marquez Stevenson Scouting Reports

Styrker

  • Har fået tilnavnet "Speedy", og man ikke skal se ret mange sekunders tape for at forstå hvorfor. Har evnen til at eksplodere ud af sit stance og hurtigt nå sin topfart. Har måske et bedre 2nd gear end topfart, men har mere end nok fart til at trække fra nærmest enhver forsvarsspiller og ødelægge vinkler med bolden i hænderne.
  • Er super stærk med bolden i hænderne og har en flydende og eksplosiv transition fra receiver til runner. Plukker nemt bolden, sætter foden i jorden og kommer ned ad banen. Behøver ikke være specielt elusive, da han har evnen til at maksimere yards på crossing routes, screens, stop routes, comebacks osv. alene med sin fart. Har virkelig eksplosive catch-and-run-evner.
  • Har evnen til at tage toppen af forsvar eller splitte coverages enten ned gennem seamen eller på tværs af banen. Har linet op både på ydersiden og i slotten, og særligt fra slotten ser han ud til at volde forsvar problemer, når han blandt andet kan løbe dybe over-ruter, skinny posts og wheels/fades, hvor han har pladsen til at slå et sving rundt om forsvarsspillerne og sætte turboen til. Tracker bolden fremragende over skulderen, og det er klart en af hans styrker, at han har både farten og kropskontrollen til at skabe de store spil.

Svagheder

  • Er listet til 5'10, 182 lbs, men ser faktisk længere og mere spinkel ud. Har relativt lange, tonede arme, men mangler klart noget power og modstandsdygtighed i særligt sin overkrop. Spinkle ben og en snæver kropsbygning gør ham en smule lineær.
  • Jeg er bestemt ikke specielt imponeret over Stevensons ruter. Viser engang imellem, at han godt kan plante foden hårdt og breake på eksempelvis slants, men alt, alt for ofte kommer han sløvt ind i sine breaks, tager falske skridt, runder dem for meget eller telegraferer, at han vil ind/ud af banen. Når han får lov til at angribe corners vertikalt, kan han godt skifte leverage og blæse forbi dem, men kan blive endnu bedre til at stacke corners.
  • Er bekymret for, om han kan vinde kontinuerligt fra ydersiden i NFL. Det var tydeligt, at når forsvarsspillere gik op i hovedet på ham, så kunne de nemmere håndtere ham ved at få hænderne på ham og ødelægge timingen. Der er sågar tilfælde, hvor han bliver sat på røv og albuer på linjen, og her har han ikke rigtig nogle modsvar udover sit hurtige fodarbejde og lidt gætværk. Er klart bedst, når han har space at arbejde med og kan hurtigt blive presset mod sidelinjen.
  • Viser til tider god koncentration, men Stevenson har simpelthen for store problemer i contested situationer. Er bedst, når han kan arbejde tilbage mod bolden, men har problemer, når han skal vinde om ørerne på cornerbacks.
  • Missede tid med forskellige skader i både 2016, 2017 og 2020. Selvom det ikke diskvalificerer ham og måske kan være rent uheld, så er det klart noget at være opmærksom på.

Opsummering

Marquez Stevenson er lige dele betagende og frustrerende at se på tape. Det er tydeligt, at han bevæger sig godt og klart har NFL-kaliber athleticism og fart. Med andre ord er der altså en masse at bygge videre på, og Stevenson har nok dynamiske egenskaber både med bolden i hænderne og som en dyb trussel til at være et interessant prospect. Dog er han temmelig rå som route runner, og det ser ikke altid ud til, at han forstår, hvordan han skal sælge route breaks og stacke corners. Er lidt for afhængig af åbent space til min smag, når han skal af line of scrimmage, og han skal skære ned på de falske skridt og udvikle et reelt arsenal af releases, hvis han for alvor skal kunne forløse sit potentiale på et angreb i NFL. Har dog en gylden billet ind på et NFL-hold, da han er en erfaren special teamer med tre touchdowns på kick returns de seneste to år.

NFL Comparison: Mecole Hardman

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button