Cornerbacks 2021Scouting Reports 2021

Ambry Thomas: God fart og god fysik

Ambry Thomas spillede ikke i 2020, men han skal ikke glemmes i denne årgang. Han har god fart og god fysik i sit spil. Han har brug for lidt bedre anticipation og noget erfaring i zoneopdækningen.

Ambry Thomas er født og opvokset i Detroit, Michigan. Han var et 4-stjernet talent ud af high school og havde en lang række tilbud over hele landet. Han endte med at blive i hjemstaten hos University of Michigan, som han valgte over blandt andet Penn State.

Hos Michigan spillede han ikke meget på forsvaret i sin første sæson i 2017, men han var holdets kick returner. I 2018 spillede han fortsat sparsomt på forsvaret, men fortsatte som holdets kick returner, hvor han også scorede et touchdown. I 2019 fik han endelig en starter-rolle på forsvaret, hvor han lavede 38 tacklinger og tre interceptions.

I 2020 valgte han at sidde over og ikke spille, da han frygtede endnu et sygdomsforløb, efter han inden 2019-sæsonen endte på hospitalet med colitis og tabte 20 pund.

Alder ved draften: 21 år (9. september 1999)
Højde: 6ft 0 in. (183cm) (Ved Senior Bowl)
Vægt: 187 lbs (84kg) (Ved Senior Bowl)

Ambry Thomas Scouting Reports

Styrker

  • Ambry Thomas har ingen problemer med farten, og han kan følge de fleste ned ad banen, og han har sågar nok fart til, at han mod en del receivere kan komme tilbage i snappet, selvom han er blevet slået til at starte med. Legit 4.40 fart.
  • Hos Michigan fik han stor erfaring med at spille press coverage, og han er også ret komfortabel med at gå op i ansigtet på receiverne. Fin timing i hans jam, og ret komfortabel med sin backpedal.
  • Han viser noget rigtig fysik på ruterne, og selvom han er lidt ranglet af kropsbygning, viser han fin styrke til ikke at blive skubbet væk på toppen af ruterne. God mentalitet til at tage kampen med receiverne i man coverage.
  • Den fysiske spillestil tager han gerne med over i tacklingerne, hvor han er en over middel tackler, der ikke tøver med at komme frem med god appel på screens eller udvendige løb. Glimrende attitude i sit spil.

Svagheder

  • Farten er god, men hofterne og fødderne er måske ikke helt på samme niveau, når der skal skiftes retning. Han er ikke som sådan twitchy ind og ud af breakes, og selvom det er ikke er et stort problem, så vinder han ikke på dette.
  • Man savner noget anticipation og forudseenhed i Thomas' spil. Han virker ikke altid til at være på forkant med ruterne og taber dermed sin receiver lidt for meget fra tid til anden, når receiveren gør sit udfald.
  • Thomas' arbejde i zoneopdækningen er ikke så udviklet, da han spillede mest man hos Michigan. Har ikke set ham matche rutekombinationer så ofte, og hans spacing og beslutsomhed i zone virker måske lidt tøvende. Et spørgsmål om erfaring, tror jeg.
  • Der er noget over hans evne til at angribe bolden i luften, som virker ufuldendt. Der er nogle lovende takter, når han kommer på kroppen af receiverne og gør boldene svære at gribe, men alligevel får han ikke altid lokaliseret bolden, og han skal blive bedre til at spille gennem hænderne på receiveren, så han kan slå bolden løs.

Opsummering

Ambry Thomas er en spændende cornerback, der har rigtig god fart og fysik i sit spil. Han er heller ikke helt clueless, men han mangler noget skarphed i hans forudseenhed og ball skills, før det rigtig ligner noget. Men kan man få ham ind i et mere alsidigt system end Michigans og skole ham lidt i et års tid, så kan man sagtens sidde med en ganske solid startende cornerback. Fjerde runde virker som det ideelle område for Thomas.

NFL Comparison: Sean Murphy-Bunting

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Check Also
Close
Back to top button