Mock Drafts

Peter Meier Jensen 2022 Mock 1.0

Vi er under en uge fra første runde af draften, og efter tre mocks i fællesskab, får du her Peter Meier Jensens eget bud på hvordan første runde kan komme til at forløbe.

Det er en forunderlig draft, og her med lidt over seks dage til det går løs, føler jeg på én og samme tid at jeg er helt blank på hvordan det går, men også at jeg så småt er ved at begynde at få et read på nogle af nøglepunkterne i runden.

Præcisionen i en mock vil uundgåeligt aftage efterhånden som første runde skrider frem, så nøglen er at ramme plet tidligt. Ikke at jeg er overbevist om at jeg rammer rigtigt nedenfor (der kommer et endeligt bud i næste uge, der forhåbentlig kan gøre det), men i skrivende stund er jeg relativt komfortabel med de første valg, i hvert fald i dét øjeblik jeg har besluttet mig for hvad jeg gør ved valg nummer 1.

Vi bliver altid meget klogere henover de sidste 2-3 dage, så på tirsdag kan nedenstående sagtens se helt tåbeligt ud, men det lever jeg med. Jeg har inkluderet trades, fordi det alt andet lige er mere realistisk end ikke at gøre det. Og der bliver hér foretaget hele syv af slagsen, inkl. fire i top 10. Det er voldsomt, og måske også for voldsomt – og vi har i tidligere år også set at det kan trække lidt ud med at få den første trade, men vi har flere positioner, hvor det ser tæt ud (EDGE, OT, WR primært), hvor et run hurtigt kan blive startet, så det handler om at komme først, og det trigger en øget aktivitet tidligt. Vi har haft uhyre meget tradeaktivitet i denne offseason, og der er nogle tegn på at det også kan fortsætte under draften. Det sker så her.

Nok intro, her er mit bud. Kommentarer modtages gerne i kommentarfeltet eller på twitter (@NFLXPeter).

1. Jacksonville Jaguars – EDGE Travon Walker, Georgia
Hvad end man mener om Walker så tidligt, så er det tid til at anerkende at rygterne tager til. Det kan godt være de ikke holder stik, men jeg kan for nuværende godt overbevises om at Hutchinson ikke er et slam dunk.

2. Detroit Lions – EDGE Aidan Hutchinson, Michigan
Den tid der går fra Lions kommer på klokken til valget af Hutchinson bliver meldt ind, vil ikke være på baggrund af diskussion og overvejelse om hvem der skal tages, eller modtagne tradeforslag, der skal diskuteres igennem. Det vil udelukkende være den tid det tager Lions’ war room at juble færdig over at Hutchinson falder til dem. Jeg har uhyre svært ved at forestille mig andet end at han er klar etter på deres board. Går Hutchinson først, vil det formentlig stå mellem Walker og Thibodeaux. Og jeg vil pt. hælde mod Thibodeaux.

3. Houston Texans – CB Sauce Gardner, Cincinnati
Lidt som Walker ved nummer et, er der tiltagende buzz om Gardner ved nummer tre, og med tanke på at Texans har behov praktisk talt overalt, så kan det være ligeså reelt som så meget andet. At de har signet Steven Nelson ændrer ikke ved at der stadig er behov for at opgradere det bageste forsvar. Thibodeaux og Ekwonu ligner de to alternative bud.

4. New York Jets – EDGE Kayvon Thibodeaux, Oregon
Vi er begyndt at komme full circle med flere spillere her i den sidste tid op til draften. Thibodeaux startede draftprocessen højt på alle boards, siden fulgte spekulation om at han kunne falde – måske endda ud af top 10 – og nu begynder det så småt at virke ikke bare realistisk, men forventeligt, med et valg i top 5. Det ligner at Jets vil kigge edge rush eller offensiv linje her, og selvom der også spekuleres lidt i en receiver, så tror jeg ikke de starter dét run her. Thibodeaux modsat Carl Lawson giver Robert Saleh en duo, han bør være svært tilfreds med.

5. New York Giants – OT Charles Cross, Mississippi State
Med tre edges af brættet og alle tre tackles tilgængelige, ligner det et slam dunk med en tackle hér. Så er spørgsmålet bare hvem Giants foretrækker. Spekulationen om at det er Cross virker tiltagende, og jeg kan godt købe at et hold, der har meldt ud at det er en prioritet at hjælpe deres quarterback, skulle vælge den mest NFL-klare pass protector.

PROJEKTERET TRADE:
6. Baltimore Ravens (f/Panthers) – OT Evan Neal, Alabama
Ravens giver #14 og #45 til Panthers og får #6 og #149.
Der er mange muligheder for Ravens, og man kan diskutere om de bør trade op, i stedet for bare at vente hvor de er og vælge en spiller på én af de positioner hvor de har et behov – om noget lave en mindre trade op, hvis der skulle komme et run. Men med Panthers ganske givet mere end villige til at handle ned og en top-tackle (sågar fra Alabama, selvom det virker mindre ”vigtigt” end under Ozzie Newsome) tilgængelig, så kan jeg godt se dem vælge at slå til og søge at opgradere linjen foran Lamar Jackson.

PROJEKTERET TRADE:
7. New Orleans Saints (f/Bears via Giants) – OT Ickey Ekwonu, North Carolina State
Saints giver #16 og #49 til Giants og får #7.
Og Saints laver det til tredje tackle på stribe. Beslutningen om at afgive næste års førsterundevalg for at sikre sig et valg midt i første runde, virker stadig lidt skør, og mens den umiddelbare tanke var at det virkede for at sikre sig at være i position til at vælge en quarterback, så er jeg ikke længere overbevist. De kan nok stadig have interesse, men jeg kan også godt se dem være klar til at handle op for at hente enten en tackle eller en receiver. Tackle slår mig som mest realistisk, og efter de første to er blevet valgt hér, så tager de ingen chancer, og handler op nu og sikrer sig Ekwonu.

8. Atlanta Falcons – WR Garrett Wilson, Ohio State
Receiver slår mig stadig som det største behov for Falcons, der har det tyndeste WR-room i ligaen, og kan de vælge frit på alle hylder hér, så må det være fristende. Omvendt er WR-klassen tilpas dyb til at jeg kan se dem vente til anden runde, og i stedet adressere ét af de utallige andre behov. Kyle Hamilton lokker uden tvivl, og vil give meget god mening. Derek Stingley Jr. kan også lokke. Og tør man udelukke en quarterback? Jeg holder dog for nu fast i receiver og går med Wilson, der stadig slår mig som den mest realistiske WR til at gå først, selvom jeg føler det bliver tættere og tættere.

PROJEKTERET TRADE:
9. Minnesota Vikings (f/Broncos via Seahawks) – CB Derek Stingley Jr., LSU
Vikings giver #12, #77 og #156 til Seahawks og får #9 og #109
Som nævnt ved Thibodeaux virker det som om nogle af de spillere, der startede højt og siden er faldet lidt, er begyndt at trende opad igen. For få uger siden ville jeg anse det for mere realistisk at Stingley røg ud af top 20 end at han gik i top 10. Nu er jeg ved at nå til punktet hvor jeg tvivler på at han falder ud af top 10. Vikings har hans tidligere defensive koordinator fra LSU som DB-coach, og fit og need passer også. Og de handler op for at sikre sig ham og dermed få en duo af to tidligere #7-spillere fra LSU.

PROJEKTERET TRADE:
10. Kansas City Chiefs (f/Seahawks via Jets) – WR Jameson Williams, Alabama

Chiefs giver #29, #50 og et 2023-2nd til Jets og får #10
Vil Chiefs sikre sig Jameson Williams – og selvom det er spekulation, så giver det bare alverdens mening at de skulle være indstillet på det – så kræver det en trade op. Og det kræver også en stor trade op. Jets kan gå WR, Commanders ved næste valg kan det samme, og det slår mig ikke som specielt realistisk at begge hold skulle fravælge Williams, selvom der er nogle andre oplagte fits. Selvom jeg gerne tror Jets vil have Williams (de forsøgte trods alt at trade sig til Tyreek Hill), tror jeg dog også gerne at de vil sikre sig ekstra picks til at styrke rosteret, og de tager derfor imod buddet om en trade ned.

11. Washington Commanders – WR Chris Olave, Ohio State
Ron Rivera gør normalt ikke meget i at troppe op til Pro Days, men han var til stede da Ohio State afholdt deres. Om det så er Olave, Wilson eller begge skal være usagt, men Rivera brugte angiveligt meget tid sammen med Olave. Commanders har i Terry McLaurin en dygtig receiver fra Ohio State, og nu kan de få endnu en teknisk poleret WR fra samme fabrik.

12. Seattle Seahawks (f/Vikings) – OT Trevor Penning, Northern Iowa
Jeg er voldsomt fristet af at gå med Jordan Davis, i anerkendelse af hvor store suckers Seahawks er for atletiske freaks. Men behovet på tackle er svært at ignorere, og Penning leverede ligeledes svært imponerende testresultater, så han passer også på profilen.

13. Houston Texans (f/Browns) – IDL Jordan Davis, Georgia
Nick Caserio så i årevis Vince Wilfork fylde i midten af Patriots’ defensive linje, og jeg tror han vil elske en stor bamse i midten. Texans kan gå alle retninger med et så hullet roster, og jeg synes dette er for tidligt for Davis, men jeg tror mere på at det her er for sent for Davis end at han skulle falde ud af top 20.

14. Carolina Panthers (f/Ravens) – QB Kenny Pickett, Pittsburgh
Med lidt ekstra værdi samlet op efter en trade ned, kan Panthers vælge sin quarterback. Jeg er ikke fast overbevist om at de vil gå den retning, og kan også godt se for mig at en veteran som Jimmy Garoppolo eller Baker Mayfield vil lokke mere i et år, hvor Matt Rhule skal ud at vinde. Omvendt må det handle om at finde den rigtige langsigtede løsning. De mange links mellem Panthers – både Matt Rhule og ejer David Tepper – og Pickett har der flere gange været redegjort for, så dem dropper jeg her. Det er ikke nødvendigvis altafgørende, men det er nok indicier til at det vil være min klare forventning, at hvis Panthers går QB, så er det Pickett.

15. Philadelphia Eagles (f/Dolphins) – WR Drake London, USC
Tre år på stribe med en wide receiver i første runde? Det kan virke som overkill, men Jalen Reagor har endnu ikke formået at bevise at han er valget værd, og Devonta Smith kan ikke klare det alene. Der mangler et våben, og London virker med sin størrelse og evner i contested situationer som et fint supplement til Smith.

16. New York Giants (f/Colts via Eagles og Saints) – S Kyle Hamilton, Notre Dame
Hvor Kyle Hamilton ender er ét af de store spørgsmål for mig i denne første runde. Jeg mener at han er det største talent, uafhængigt af position, og selv med positionel værdi indregnet klart hører til i top 10. Lidt som med Thibodeaux og Stingley, virker det dog som om at der er nogle små tegn på at det fald, der for bare en uge siden føltes oplagt, ikke nødvendigvis vil ske. Men jeg mangler endnu et overbevisende tegn på at han går top 10, eller tæt på, for at tro på det. Det kan stadig nås henover den næste lille uges tid, og jeg vil meget gerne købe det. Vi har dog set med Derwin James for fire år siden, at en übertalentfuld safety kan falde længere end han bør. Her bliver det Giants, der stopper faldet, og de bør være lykkelige for at få ham tilføjet til deres bageste forsvar. En cornerback kan også lokke og vi er et sted hvor Trent McDuffie vil give mening.

PROJEKTERET TRADE:
17. Pittsburgh Steelers (f/Chargers) – QB Malik Willis, Liberty

Steelers giver #20 og #84 til Chargers og får #17 og #123
Med Saints og deres QB-behov placeret lige foran Steelers, vil jeg ikke afvise at AFC North-mandskabet er klar til at rykke op for at sikre sig deres mand. Der er dog lidt varierende meldinger om dels hvem de foretrækker (nogle meldinger går på Pickett), dels om de overhovedet vil bruge et førsterundevalg på positionen. Jeg tror ikke de er indstillet på at lave en stor trade op for at få fat i en QB, men at afgive deres tredjerundevalg for at få et fjerderundevalg tilbage, tror jeg ikke vil skræmme dem, og har de fidus nok til Willis, så er det svært ikke at se dem slå til. Kevin Colbert står foran sin sidste draft, og hvis han – ligesom Ozzie Newsome gjorde det hos Ravens – kan takke af med at finde den næste franchise-QB, umiddelbart efter Roethlisbergers karrierestop, så må det være ganske tillokkende.

18. Philadelphia Eagles (f/Saints) – CB Trent McDuffie, Washington
Med et valg på den offensive side af bolden ved nummer 15, er det tid til at kigge mod forsvaret. Bag Darius Slay tynder det hurtigt ud på CB, og selvom Trent McDuffie mangler noget højde, længde og ball skills, så har han praktisk talt alt andet, og bør være et godt fit til forsvaret. Han kan spille ind- og udvendigt og bidrage mod løbet, og det ligner en god kombination af need og værdi, der går op i en højere enhed hér.

19. New Orleans Saints (f/Eagles) – QB Desmond Ridder, Cincinnati
Det kan godt være Saints ikke vil være absolut insisterende på at vælge en quarterback i første runde, og er klar til at hægte sig på vognen bag Jameis Winston, men byder muligheden sig for at slå til på en QB de har tiltro til, så må det omvendt også være svært at lade være med at slå til. Holdet har allerede afgivet sit førsterundevalg næste år, så de vil stå i en svær situation i den på papiret stærkere 2023-QB-draft, hvis ikke de vælger én i år, og Winston ikke slår til. Om Saints tror på Ridder aner jeg ikke, men jeg må anerkende at han virker til at have sneget sig ind i diskussionen om at være én af de første tre der bliver valgt – og blive valgt i første runde. Jeg ville ikke selv gøre det, men NFL ser det ikke nødvendigvis på samme måde. Med andenrundevalget tradet væk i den projekterede trade op for Ekwonu, så er det nu hvis det skal være.

20. Los Angeles Chargers (f/Steelers) – LB Devin Lloyd, Utah
Defensive tackle, offensive tackle og wide receiver ligner de tre største behov for Chargers, men med Davis og Penning long gone og de fire topreceivers af brættet, er jeg ikke overbevist om at Chargers vil gå i den retning. Der er receivers, der nok skal gå heromkring, og det er muligt at de har fidus til Treylon Burks, men jeg føler mig ikke helt overbevist om fittet. Devin Lloyd er svær at placere, og jeg kan sagtens se ham gå en del tidligere end dette. Omvendt kan jeg også godt se et scenarie hvor linebackers ender med at falde lidt, da flere af de hold der mangler linebackers typisk ikke prioriterer positionen højt i draften. Men Chargers viste med Kenneth Murray at det i hvert fald ikke er noget de er bange for, og der mangler en makker til Murray i linebackerkæden.

PROJEKTERET TRADE:
21. Dallas Cowboys (f/Patriots) – WR Treylon Burks, Arkansas

Cowboys giver #24 og #88 til Patriots og får #21 og #127
Og allerede her bliver der så valgt en receiver. Mens jeg tror Chargers mest vil kigge i retning af nogle konkrete receivers (Williams og London slår mig som de to mest oplagte), så tror jeg ikke Cowboys er helt så picky. Der er andre behov, og man kan diskutere om Cowboys er i en position hvor de kan tillade sig at handle op efter en receiver, men jeg tror det vil være svært for Jerry Jones ikke at elske tanken om at få parret Lamb og Gallup med Burks, og sikre at Prescott har de nødvendige våben til at finde succes. Og det kan være nødvendigt at handle op foran Packers for at sikre sig ham. En offensiv linjemand eller en edge rusher kan også lokke.

22. Green Bay Packers (f/Raiders) – WR George Pickens, Georgia
Med Burks af brættet, går Packers til den næste i rækken i George Pickens, der virker til at trende opad her i den sidste tid frem mod draften. Der er lidt rygter om character concerns, men jeg har endnu ikke set noget konkret, der får mig til at købe at det vil koste ham på draft day. Packers’ WR-behov er åbenlyst – det ændrer signingen af Sammy Watkins ikke på – og efter forlængelsen af Rodgers og traden af Davante Adams, og med to førsterundevalg i hånden, så må og skal de adressere behovet med mindst ét af de to valg.

23. Arizona Cardinals – EDGE Jermaine Johnson II, Florida State
Der er top 10-buzz om Jermaine Johnson, og mens jeg ikke selv ville drømme om at slå til så tidligt, så vil jeg ikke afvise at det kan ende med at ske. Men jeg kan også godt se for mig, at vi, selv med et tidligt run, kan få en pause, hvor andre positioner tager over og et run på både tackles, receivers og quarterbacks, kan tage over. Det kan få nogle spillere til at falde længere end man umiddelbart ville forvente, og det er hvad der sker for Johnson her. Cardinals, der har sagt farvel til Chandler Jones, må dog have svært ved at lade ham falde forbi, hvis han skulle være tilgængelig.

PROJEKTERET TRADE:
24. Detroit Lions (f/Cowboys via Patriots) – QB Sam Howell, North Carolina

Lions giver #32, #97 og et 2023-4th til Patriots og får #24
Jeg aner ikke om Lions er interesseret i at gå QB i år. Jeg aner i endnu mindre grad om de er klar til at handle op efter én. Jeg fornemmer dog lidt, at de har fidus til Malik Willis og Sam Howell – men om det er i stor nok grad til at handle op… pas. Men her gør de det altså.

25. Buffalo Bills – CB Kaiir Elam, Florida
Running back skal ikke udelukkes, og Breece Hall-chatteren er svær at ignorere. Men der er andre behov, og der er især på forsvaret nogle steder der kan kigges i retning af. Cornerback er dét der for alvor stikker ud. Tre’Davious White kommer tilbage fra skade, og der mangler noget kvalitet bag ham. I en konference, der har loadet op på QBs i denne offseason, vil en styrkelse af kasteforsvaret give god mening. Det var trods alt dér det faldt sammen i slutspilsnederlaget til Chiefs. Jeg har mine tvivl omkring Elam, men jeg har lidt fornemmelsen af at han kan snige sig ind hér mod slutningen af første runde.

26. Tennessee Titans – IOL Zion Johnson, Boston College
Den offensive linje er lidt presset hos Titans. Andenrundevalget fra sidste år, Dillon Radunz, ser ud til at skulle overtage på right tackle, men indvendigt er der også plads til at forstærke holdet. Zion Johnson kan spille overalt på indersiden, og bør kunne starte fra dag 1 på det ene guardspot, og sikre beskyttelsen af Ryan Tannehill og hjælpe med at give plads til Derrick Henry.

27. Tampa Bay Buccaneers – IDL Logan Hall, Houston
Ndamukong Suh er væk, og det har efterladt et behov på den defensive linje. Hall har alsidigheden til at spille end i både 3-4 og 4-3, og han virker som et navn, der de seneste dage i højere grad er begyndt at blive nævnt i forbindelse med et valg i første runde. Der er andre behov, og jeg tænker især en spiller som Kenyon Green vil lokke for at tilsikre linjen foran Tom Brady.

28. Green Bay Packers – LB Nakobe Dean, Georgia
De’Vondre Campbell har leveret stærkt spil, men resten af gruppen af inside linebackers halter efter, og det må lokke at få tilføjet en spiller som Dean til enheden. Der er andre positioner på forsvaret der kan kigges på – både på den defensive linje og i det bageste forsvar – men linebacker skiller sig ud. Offensivt kan linjen også sagtens være i fokus, og ligesom ved Bucs kan Kenyon Green snildt blive valget. Der kan dog meget vel være et run på linebackers i vente, og det kan Packers komme i forkøbet her, og så samle en guard op med et andendagsvalg.

29. New York Jets (f/49ers via Dolphins og Chiefs) – WR Christian Watson, North Dakota State
Wide receiver har været et fokuspunkt for Jets i den her offseason. De prøvede at handle sig til Tyreek Hill, de har angiveligt forhørt sig med Seahawks om DK Metcalf, har ifølge nogle meldinger også vist interesse i A.J. Brown, og er også kædet sammen med Deebo Samuel. På nuværende tidspunkt har de nul af de spillere på deres roster. Der hersker ikke meget tvivl om at Jets har stor interesse i at få tilføjet en god receiver til deres roster. Efter den lange trade ned er topnavnene væk, men Christian Watsons 4,36-speed giver dem den dybe trussel de ikke har kunnet få i Hill eller Metcalf. Det er tidligere end jeg vil være tryg ved at tage ham, men slutningen af første eller starten af anden runde ligner et oplagt sted for ham at blive valgt. Jets’ behov er tilpas stort til at det vil give mening hér. Skyy Moore kunne også være en mulighed, men han er måske lidt for meget lig Elijah Moore til at jeg for alvor tror på det.

30. Kansas City Chiefs – EDGE George Karlaftis, Purdue
Det her vil tendere tyveri ved højlys dag, men NFL slår mig ikke som værende helt så høje på Karlaftis som jeg er, og selvom et fald til nummer 30 måske er i overkanten, så vil det på ingn måde chokere mig hvis han falder noget længere end talentet berettiger. Som noteret ved Jermaine Johnson-valget, falder edges dog bare i denne mock, og det kommer Chiefs til gode.

31. Cincinnati Bengals – CB Andrew Booth Jr., Clemson
Den offensive linje har været et omdrejningspunkt i free agency, og dét i et omfang der gør at Bengals kan tillade sig at kigge i anden retning her. Tyler Linderbaum kan lokke til at tage pladsen i midten, men han slår mig pt. som havende kurs mod anden runde (selvom nummer 31 er tilpas sent i første til at det sagtens kan blive valget), og hvis ikke de går den vej, så ligner det et valg til forsvaret. Devonte Wyatt eller Travis Jones – Perrion Winfrey, hvis man vil tænke lidt ud af boksen – til den defensive linje kan være i spil, men det største behov ligner at være i det bageste forsvar. Eli Apple skal ikke være en starter, og i Andrew Booth Jr. får Bengals en lidt rå corner, der måske skal bruge lidt tid på at finde sig til rette i NFL, men kommer med spændende upside. Han starter ikke nødvendigvis fra dag 1, men inden året er omme vil jeg forvente at han træder ind som starter, hvis han i næste uge også ender hos Bengals.

32. New England Patriots (f/Rams via Lions) – IOL Kenyon Green, Texas A&M
Efter Bucs og Packers lod Green falde forbid, samler Patriots ham op i bunden af runden, og sikrer linjen foran Mac Jones. Shaq Mason er skiftet til Bucs og James Ferentz ligner for nuværende den ene starter på guard. Det kan gøres bedre, og det gør de med et valg af Green.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button