Fokusartikel

College-slutspillet med draftbriller: Hvad holder vi øje med

Vi elsker college-slutspillet. Underholdningen er stor, og værdien af kampene i draft øjemed er stor. Her får du et fokus på, hvad vi kigger efter, når de to semifinaler i college-slutspillet sættes i gang i aften og i nat.

Sidste side af 2020-kalenderen er revet ud, og med 2021-årets ankomst er vi klar til at starte året med nogle brag af nogle college-kampe. De fire bedste college-hold står klar til at levere sæsonens bedste college-program, når 1. Januar plastres til med gode kampe.

Som draftfanatikere har vi på Draftbeat især stor interesse for de fire hold i college-slutspillet. Et typisk problem, når man vurderer spillere i college, er, at man til tider sidder og tænker “Er modstanden overhovedet kompetent nok til, at man håndfast kan konkludere noget”. College-slutspillet giver spillerne en mulighed for at skinne på den største scene under mest muligt pres mod den bedste modstand. Den type kampe er guld værd til at forsøge at besvare nogle af de svære spørgsmål, man kan have til en spiller.

Derfor vil vi i denne artikel fremhæve en stribe spillere, der skal i aktion i college-slutspillet, og hvad vi gerne vil se dem bevise for at forbedre eller manifestere deres draftstatus.

Rose Bowl: Notre Dame – Alabama – kl. 22.00 dansk tid

Den første semifinale spillers klokken 22 dansk tid og står mellem Notre Dame og Alabama. Sidstnævnte har været suveræne i år og er førsteseedede i slutspillet, mens Notre Dames solide og balancerede mandskab indtager fjerdeseed. Du kan se kampen via ESPN Player, som Gul Klud har lavet en rabatordning med. Den ordning kan du læse mere om her.

Alabama-spillere vi holder øje med

Mac Jones, Quarterback
Efter Tua Tagovailoa tog springet til NFL sidste år, har Mac Jones overtaget på quarterback-pladsen. Det har han gjort rigtig godt, og han har i den grad spillet sig ind på draftradaren mange steder. De fleste har ham lige nu som femtemanden bag Trevor Lawrence, Justin Fields, Zach Wilson og Trey Lance, men Jones’ præcision og evne til at fordele boldene effektivt har fået flere til at snakke om ham som en bejler til første runde. Et stærkt slutspil fra Jones kunne meget vel betyde, at han kan udfordre om en plads i top 4 blandt quarterbacks.

Najee Harris, Runningback
Alabamas førende runningback er Najee Harris, der allerede kunne have tilmeldt sig draften sidste år og have været et rimelig højt valg. Han tog dog 2020-sæsonen med i college, og han har virkelig udnyttet det til at producere store tal. Harris er en tung runningback, der er svær og tackle, og han kæmper i slutspillet for at sikre sig titlen som den kommende drafts bedste runningback

DeVonta Smith, Wide ReceiverLæs vores scouting report
Ingen receiver har domineret som DeVonta Smith i college i år. Smith har grebet 98 bolde for 1.511 yards og 17 touchdowns i blot 11 kampe. Smith er på vej til at slå rekorden for flest receiving yards nogensinde i SEC (han har allerede touchdown-rekorden). Smithsv dominans er så stor, at han meget vel kan vinde Heisman-trofæet (Bedste college-spiller) som den tredje wide receiver nogensinde. Smiths draftstatus er allerede tårnhøj, men han kan med et godt slutspil cementere en af de bedste college-sæsoner nogensinde af en wide receiver.

Alex Leatherwood, Venstre tackle
Alabama har også talentfulde spillere på den offensive linje, og her kan venstre tackle Alex Leatherwood vinde en masse med et par gode kampe. Notre Dame har flere gode pass rushere, og Leatherwood har lige nu nogle spørgsmålstegn ved hans teknik og instinkter mod de gode rushere. De fleste forventer lige nu, at Leatherwood vælges på dag 2 af draften, men han kan med et stærkt slutspil spille sig op i første runde.

Deonte Brown, Venstre guardLæs vores scouting report
Venstre guard Deonte Brown er bestemt også på draftradaren. Brown er en stor og tung guard, der lever på at dominere folk med sin styrke og størrelse. Browns har nogle spørgsmålstegn om hans quickness, og det er perfekt at få testet de ting mod de bedste hold i college, hvor det hele går lidt hurtigere. Brown forventes lige nu at blive valgt midt i draften.

Christian Barmore, defensive tackle
Det er langt fra givet, at Christian Barmore er at finde i den kommende draft, men med et stærkt slutspil vil han være en stærk bejler til at blive valgt højt. Barmore har en fantastisk kombination af størrelse og atletiske evner, og selvom han er ung og upoleret, er talentet tydeligt. Usikkerheden om Barmore draftdeltagelse kan blandt andet spores tilbage til en skade, som begrænsede ham tidligt i sæsonen. Det er derfor kun den seneste måneds tid, at Barmore har spillet rigtig godt, og han kunne derfor vælge at tage en fuld sæson mere i college for at udvikle sig og vise sig frem.

Dylan Moses, LinebackerLæs vores scouting report
På linebacker har der længe været store forventninger til Dylan Moses, men linebackeren har haft svært ved at indfri disse. Moses har brug for nogle gode slutspilskampe, hvor han viser en bedre evne til at læse spillet, hvis han skal spille sig op i første runde, som han for et par år siden var udråbt til.

Patrick Surtain Jr., Cornerback Læs vores scouting report
Nogle ville kunne huske Patrick Surtain fra NFL i starten af dette årtusinde. Nu er sønnike på vej i NFL, og cornerbacken har gang i en god sæson hos Alabama. Cornerbacks er dog altid en position, der bliver testet ekstra meget i slutspillet, fordi de møder quarterbacks på et niveau, som de ganske sjældent møder i de resterende college-kampe. Nogle er usikre ved Surtains fart, men kan han holde stand i slutspillet, peger meget i retningen af første runde for Surtain.

Josh Jobe, Cornerback
Alabama har to gode cornerbacks, og Josh Jobe på den anden side har haft en rigtig stærk sæson. Jobe har ikke tilladt et kast på over 20 yards, og han har spillet sig godt ind i draftvarmen. Jobe kan meget vel beslutte at tage et år mere i college, men et stærkt slutspil kunne give ham et rygstød, som han ønsker at tage med ind i 2021-draften.

Notre Dame-spillere vi holder øje med

Ian Book, quarterback
Notre Dames quarterback Ian Book her ikke helt samme draftstatus som de tre andre quarterbacks i slutspillet. Book ligner lige nu mere et quarterback til de sene runder af draften. Man må dog ikke underkende Books erfaring, lederevner og playmaker-evner. Book er dygtig til at skabe noget på egen hånd og ofrer alt for at holde Notre Dame-angrebet på sporet. Et godt slutspil kan få ham til at skille sig ud fra mængden af late round quarterbacks.

Javon McKinley og Ben Skowronek, Wide receivere
På wide receiver har Notre Dame ikke en superstjerne som DeVonta Smith, men de har en gruppe af kompetente wide receivere. Javon McKinley er Notre Dames førende wide receiver i år, men kæmpestore Ben Skowronek har fået nogle draftfolk til lige at kigge en ekstra gang. Både McKinley og Skowronek er fysisk receivere og følger deraf i sporene på de seneste års Notre Dame-tendens med store receivere som Miles Boykin og Chase Claypool.

Liam Eichenberg, Venstre tackle
Notre Dames offensive linje har været en af landet bedste i år, og den fungerer virkelig godt sammen som enhed. Den person på linjen, der har fået mest hype, er venstre tackle Liam Eichenberg. Der har været snak om første runde hos nogle, mens andre er mere lunkne ved den lidt uatletiske Eichenberg. Et stærkt slutspil vil gøre meget for bekæmpe tvivlerne. Udover Eichenberg har vi også et øje på højre guard Tommy Kraemer og højre tackle Robert Hainsey. Begge kan blive valgt i midten eller mod slutningen af draften.

Adetokunbo Ogundeji og Daelin Hayes, EDGEs
En af Notre Dames store styrker er deres solide defensive linje anført af de to dygtige EDGE rushere Adetokunbo Ogundeji og Daelin Hayes. Sammen har de stået for 9,5 snacks i år, og især Ogundeji har gjort sig bemærket med 6,5 styks. Ogundeji vil formentlig få mange spil overfor Alabamas Alex Leatherwood, og det er en god test for Ogundejis evne til at vinde mod NFL-kaliber talent.

Jeremiah Owusu-Koramoah, linebacker/safetyLæs scouting report
Notre Dames største talent er Jeremiah Owusu-Koramoah, der er en helt unik spiller, der fungerer som en stor safety eller en let linebacker. I NFL vil han formentlig blive en linebacker, der besidder fantastiske opdækningsevner. Owusu-Koramoah flyver rundt på banen med fantastiske atletiske evner, og der er ikke en del af spillet, hvor han ikke regelmæssigt laver store spil.

Clemson Tigers – Ohio State Buckeyes – Kl. 02.00 dansk til

Årets anden semifinale er en gentagelse af en af semifinalerne sidste år. Her vandt Clemson over Ohio State i et tæt opgør, men nu har Ohio State mulighed for revanche. Den helt store historie til kampen er selvfølgelig duellen mellem de to store quarterback-talenter Trevor Lawrence og Justin Fields, men begge hold har masser af andet talent, der har en stor chance for at bevise sig selv på højeste college-niveau.

Clemson spillere vi holder øje med

Trevor Lawrence, QBLæs vores scouting report
Alt tyder på, at Trevor Lawrence om nogle måneder kan kalde sig den første spiller valgt i 2021-draften. Lawrence er et fantastisk quarterback-talent, der har meget få svagheder i sit spil. Målet for Lawrence i disse kampe er bare at cementere hans talent selv mod den bedste modstand, som han har gjort før. En lille svaghed for Lawrence, som jeg vil holde øje med, er hans arbejde i lommen, hvor han ofte er lidt for tilbagelænet i sin tilgang.

Travis Etienne, RB
Tidligere i artiklen snakkede jeg om Najee Harris’ kamp for at blive den kommende drafts førstvalgte runningback. Den titel kæmper Harris om med blandt andet Travis Etienne. Clemson-runningbacken har været ekstremt produktiv i flere sæsoner, og hans fart og balance gør ham til en svær størrelse at håndtere.

Amari Rodgers og Cornell Powell wide receiver
Clemson har to erfarne receivere til at give Lawrences bolde, og især Amari Rodgers har en vigtig rolle i Clemsons angreb. Rodgers er dygtig med bolden i hænderne, men han har også fart til at strække banen dybt. Powell har ikke været etableret hos Clemson før i år, men han har spillet en god sæson med flere afgørende spil. Årets slutspil er en perfekt mulighed for at vise sig frem mod en god Ohio State-secondary

Jackson Carman, venstre tackle
På den offensive linje er Clemson ikke fantastisk besat, men deres venstre tackle Jackson Carman er bestemt på radaren som en tackle, der kan gå i de tre første runder. Carman er stor og rimelig atletisk, men har en del tekniske udfald. Ohio State er kendt for at producere gode defensive linjefolk, og selvom de ikke har en Bosa eller Chase Young i år, er det en god test for Jackson Carman.

James Skalski, linebacker
Clemson-forsvaret er forholdsvist ungt, men de har et par spillere, der er draftrelevante i år. En af de få erfarne ledere på forsvaret er linebacker James Skalski, der ofte fremhæves som hjertet på forsvaret. Skalski giver den fuld gas og ligner lige nu et valg til tredjedagen af draften.

Derion Kendrick, cornerback
Clemsons største draftalent, der kan komme i spil til 2021-draften, er Derion Kendrick. Cornerbacken har overtaget som Clemsons bedste cornerback, efter holdet de sidste to år har sendt Trayvon Mullen og A.J. Terrell til NFL i top 50 af draften. Kendrick er stadig upoleret, men han bevæger sig rigtig godt og har potentiale til at gå i top 50 ligesom Mullen og Terrell. Om det sker kunne meget vel blive afgjort af hans præstation i dette års slutspil.

Ohio State-spillere vi holder øje med

Justin Fields, quarterback Læs vores scouting report
Jeg er ikke sikker på, at der er en spiller, hvor slutspillet er vigtigere, end det er for Justin Fields. Ohio State-quarterbacken skal nok blive valgt i første runde uanset hvad, men Fields’ dårlige kampe mod Indiana og Northwestern har tydeliggjort nogle mangler hos quarterbacken. Det har gjort, at Lawrence næsten med garanti har sat sig på førstevalget, mens BYU’s quarterback Zach Wilson har overhalet Fields hos mange eksperter. Fields har brug for et solidt slutspil, hvis han skal genvinde pladsen som den næstbedste quarterback og ikke risikere at tumle ud af top 5 af draften.

Trey Sermon, runningback
Ohio States runningback Trey Sermon har længe været anset som et talent, også tilbage til hans tid hos Oklahoma, inden han før 2020-sæsonen skiftede til Ohio State. Sermon har dog haft skader og svingende præstationer, men i de sidste par kampe har han i den grad løftet sin draftstatus. I Big10-finalen var Sermon ustoppelig og løb for 331 yards og to touchdowns på 29 løb. Det kan meget vel havde løftet Sermon fra de sidste runder i draften til midten af draften, men det er også vigtigt for Sermon at følge trop i slutspillet, så hans præstation mod Northwestern ikke forbliver en enlig svale.

Chris Olave, wide receiver
Ohio State har et par spændende receivere, og selvom flere af dem er for unge til at tilmelde sig draften, så er Chris Olave i spil til 2021-draften. Olave er en dygtig ruteløber, der virker vigtig for Fields’ tiltro til sine våben. Lige nu anses Olave som en dag 2 receiver, men enhver mulighed for at vise sig frem kan være vigtig i en crowded wide receiver-årgang.

Wyatt Davis, Guard
På den offensive linje har Ohio State et par talenter, der er værd at holde øje med. Især højre guard Wyatt Davis har længe været anset som en af de bedre guards i 2021-draften. Oprindeligt havde Davis egentlig besluttet at springe 2020-sæsonen over for at forberede sig på draften, men da Big10 alligevel startede op igen, sluttede Davis sig igen til holdet. Udover Davis er det værd at holde øje med Ohio States venstre tackle Thayer Munford, der lige nu kan blive valgt midt i draften.

Haskell Garrett, defensive tackle
Et lidt under radaren navn på Ohio States forsvar er defensive tackle Haskell Garrett. Han har ikke tidligere år været en nøglespiller på forsvaret, og han agerer også stadig kun som rotationsspiller i år. Hans spil har dog været fremhævet af flere parter, og det er interessant at se, om han kan for alvor kan slå sit navn fast i slutspillet på den største scene. Et par gode præstationer kan måske rykke Haskell en del op i en draft, der ikke vælter sig i gode talenter på defensive tackle.

Baron Browning, Tuf Borland, Pete Werner, Linebackere
Ohio State har en af de dybeste linebacker-grupper i college-football. De har lige nu tre linebackere, der alle forventes at blive draftet i den kommende draft. Baron Browning er umiddelbart den mest talentfulde grundet hans gode atletiske egenskaber, som Ohio State bruger til at give ham en del opdækningsopgaver. Pete Werner og Tuf Borland har dog løftet deres spil i 2021, og gruppen bliver afgørende for at stoppe Clemsons runningback Travis Etienne

Shaun Wade, cornerback
Det største navn i Ohio States bagkæde er Shaun Wade. Der gik rygter om, at han overvejede draften allerede sidste år, men han blev overstrålet af Jeffrey Okudah og valgte derfor at tage et år mere i college. Wade har ikke været så dominerende som håbet på, men den atletiske cornerback er stadig en dygtig cornerback, som stadig bør gå i de første par runder af draften. Kan han dog spille nogle gode kampe i slutspillet, vil han være en stærk kandidat til første runde.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button