Fokusartikel

2021 All-Rookie Offense

Vi gør status over 2021-draften med et kig på hvordan rookieklassen har klaret sig, og sætter i samme ombæring et All-Rookie mandskab. Vi starter med angrebet.

284 af 285 kampe, der skal afvikles i 2021-sæsonen er lagt bag os. Kun Super Bowl resterer, men lad os fordrive de to uger på at begynde at gøre lidt status på rookieklassen anno 2021.

Nedenfor følger en gennemgang af de offensive positioner fra sidste års draftklasse. Der er udvalgt spillere til et All-Rookie mandskab, samt spillere til et 2nd Team, men ved hver position vil der også blive gjort en mere overordnet status.

Det er stadig tidligt, og hverken en god eller dårlig rookiesæson vil nødvendigvis være retvisende for en spillers karriere, så tag det her blot som et her-og-nu-billede.

På offensiven er 1st og 2nd Teams sammensat med én quarterback, én running back, tre wide receivers, én tight end, samt en offensiv linje med spillere, der har linet op på hver af de fem positioner. I parentes efter spilleren er angivet spillerens draftposition (6.199 = 6. runde, #199 overall)

Vil du se hvordan vi havde spillerne rangeret, kan du finde alle vores historiske ranking-artikler på dette link.

Quarterback Mac Jones, New England Patriots (1.15)
2nd Team: Davis Mills, Houston Texans (3.67)

Der var store forventninger til quarterbackklassen anno 2021, men mens det stadig er for tidligt at drage noget der minder om endegyldige konklusioner om årgangen, kan vi nok godt konstatere at den første sæson ikke gik helt som mange havde troet og håbet.

Med til historien hører naturligvis at det har været svære betingelser for flere af spillerne: Trevor Lawrence på et dysfunktionelt Jaguars-hold med det måske største trænerflop i NFL-historien i Urban Meyer; Zach Wilson på et ungt hold med en både head coach og koordinatorer, der bestrider de poster på fuld tid for første gang; Justin Fields med en head coach, der ikke formåede at sætte sin rookie-quarterback i en position til at have succes; og Trey Lance med blot to starter, fanget bag Jimmy Garoppolo. Men hvordan man end vender og drejer det, så skal der gerne ske nogle klare fremskridt næste år, hvis ikke det skal begynde at se lidt sort ud. Hos Texans har Davis Mills fået en del starter, og mens det i hans første stint, udover lige kampen mod Patriots, uomtvisteligt så grimt ud, så oppede spillet sig markant siden han blev udnævnt som starter sæsonen ud, og umiddelbart også nok forbedring til at Texans kan tillade sig at give ham chancen som starter igen i 2022, og fokusere på andre positioner i dette års draft, mens de evaluerer om han er den langsigtede løsning. Vi anså Mills som en spiller, der havde behov for tid til at vænne sig til NFL, og det har han også vist sig som, men udviklingen har været positiv.

Og så har vi Mac Jones. Det er ingen hemmelighed at vi ikke var blandt Jones’ største fans i draften, men da han blev valgt af Patriots anerkendte vi også straks at han – måske med undtagelse af 49ers – ikke kunne være endt i en meget bedre situation. Sæsonen startede lidt sløvt, da Josh McDaniels ikke virkede specielt villig til at åbne playbooken for rookien, men som sæsonen skred frem fik Jones mere ansvar, og han eksekverede angrebet flot, og står uden sammenligning som den bedste quarterback fra årgangen efter 2021-sæsonen. Om hans begrænsninger på den længere bane holder ham lidt tilbage, sammenlignet med de andre quarterbacks, med større fysisk talent, må tiden vise, men for nu er det altså Michael McCorkle Jones, der er toppen af poppen.

Vi mangler endnu at få set et par andendagsvalg i Kyle Trask og Kellen Mond, der potentielt kan hjælpe årgangen endnu et skridt i den rigtige retning. Med et andenrundevalg investeret i Kyle Trask burde han være i spil til at overtage fra Tom Brady, men om Bruce Arians har andre planer, bliver vi klogere på. Mike Zimmer virkede ikke til at have fidus til Mond, der samlet forsøgte tre kast i sæsonen, og ikke fik chancen i den kamp Kirk Cousins missede, men måske der kan vente en chance i den nærmeste fremtid.

Running back Elijah Mitchell, San Francisco 49ers (6.194)
2nd Team: Najee Harris, Pittsburgh Steelers (1.24)

Der er mange kandidater til de to pladser blandt årets rookie-running backs, men ikke nødvendigvis fordi spillet har været ekstraordinært godt. Der har været mange, der har vist lovende ting og spillet solidt, men ingen der for alvor har været i nærheden af at bryde lydmuren og bevise sig som spillere, der vil blive store profiler (så store de nu kan blive på positionen) i de kommende år.

Najee Harris har, som den eneste, haft en featured rolle henover hele sæsonen med 381 touches til følge. Produktionen bag en svag offensiv linje har dog været so-so, men der har været lyspunkter nok til at jeg vælger ham til 2nd team foran spillere som Javonte Williams, Rhamondre Stevenson, Khalil Herbert, Chuba Hubbard og Michael Carter.

Draftklassen har lidt under at nogle af de højt valgte spillere ikke har fået mulighed for for alvor at bevise sig. Travis Etienne Jr. røg ud for sæsonen med en skade i preseason, Trey Sermon har blot fået 41 carries (bag bl.a. Elijah Mitchell, selvom han blev taget tre runder tidligere), og selvom Javonte Williams og Rhamondre Stevenson også fik leveret nogle virkelig spændende ting, så var det lidt on-off og i rotationsroller.

Mitchell missede seks kampe undervejs i sæsonen, men fik sat fem 100-yard kampe sammen i sine 11 optrædener i den regulære sæson – og blot én af de kampe bød ikke også på et touchdown. Ni af kampene bød på 17+ carries, så når endelig Kyle Shanahan har valgt at læne sig op ad rookien, så har han også fået lov at trække læsset. Man kan så snildt argumentere for at hvem som helst kan gå ind i Shanahans system og snitte de 4,7 yards pr. carry og små 90 yards pr. kamp som Mitchell har gjort – det har vi trods alt set en del gange før. Men Mitchell har alligevel formået at sikre sig rollen over en spiller taget tre runder tidligere, og han har holdt Jeff Wilson bag sig, da de begge var klar.

Wide receivers Ja’Marr Chase, Cincinnati Bengals (1.5); Jaylen Waddle, Miami Dolphins (1.6); Devonta Smith, Philadelphia Eagles (1.10)
2nd Team: Amon-Ra St. Brown, Detroit Lions (4.112); Elijah Moore, New York Jets (2.34); Kadarius Toney, New York Giants (1.20)

Der var store forventninger til toppen af receiverklassen i 2021-årgangen, og det må siges at den leverede. De tre først valgte receivers tager de tre førsteholdspladser, men især Amon-Ra St. Browns spil i slutningen af sæsonen gjorde kampen om den sidste plads tæt. Bag de første fire er der dog et lille spring til Moore som min femmer, og den sidste plads på andenholdet var i bund og grund lidt et toss-up mellem Toney, Rashod Bateman, Rondale Moore og Josh Palmer. Jeg går med Toney til pladsen, fordi jeg synes det topniveau vi så fra ham – selvom det var meget kortvarigt pga. skader og siden et angreb, der totalt kollapsede – var det mest imponerende. Og der må jeg også anerkende at han så mere lovende ud end jeg umiddelbart havde forventet – ingen af os var ret store fans af ham som prospect, men han lignede en bedre ruteløber end i hvert fald jeg havde forventet.

Ja’Marr Chase ankom til NFL med uhyre store forventninger, og selvom vi overordnet set ikke var helt så høje på ham som mange andre, så kunne vi sagtens se potentialet, og kombinationen med hans college-quarterback gjorde det ikke just sværere at se at han ville kunne levere storspil. En brandvarm start på sæsonen og et par forrygende kampe til at afslutte den regulære sæson, og derfra videre ind i slutspillet, er nok til at sende ham til tops i årgangen, og bør sikre at han bliver kåret til Offensive Rookie of the Year, foran Mac Jones, der fadede down the stretch. I tilfældet Jaylen Waddle var der næppe mange, der ud af college ville have forventet at han skulle føre alle rookies i catches – med et snit på 9,8 yards pr. catch. De 1015 yards er i sig selv ikke et chok, men personligt ville jeg nærmere have forventet 52 catches for 19,6 yards pr. catch end det dobbelte antal catches for det halve snit. Syv kampe med double-digit targets blev det til i en imponerende sæson. Jeg håber dog at vi kommer til at se lidt flere dybe ruter i årene fremover – Waddle har speed til at true dybt og det er en skam ikke at gøre brug af det.

Devonta Smith var den højst rangerede receiver hos et flertal af os, og han har reelt fløjet lidt under radaren på vej mod sine 916 yards og fem touchdowns i denne sæson. Smith har været fanget på et angreb, der har haft stort fokus på at løbe bolden, men selvom han ikke har fået så meget opmærksomhed som andre spillere, har han været mere eller mindre as advertised. Med en bedre spillende quarterback og et offensivt system, der er villig til at feature ham mere, bør produktionen også følge med. Om det så er i 2022 eller først senere vi skal gøre os forhåbninger om det, kan jeg godt være i tvivl om.

St. Brown var et monster fra december og fremefter. Hans sidste seks kampe bød på 67 targets (fra Jared Goff og Tim Boyle, bemærkes), der blev omsat til 51 catches for 560 yards og fem touchdowns, mens Lions gik 3-3. Havde der været lidt flere ugers produktion af den art, ville jeg have været klar til at sende ham foran Devonta Smith – og selv mens jeg sidder og skriver det her, er det fristende. Men han får en klar førsteplads… på andenholdet. Elijah Moore måtte bruge noget tid på at bryde igennem, men i de sidste fem kampe inden han blev skadet – hvor han samlede 28 catches, 392 yards og fem touchdowns sammen – fik han givet prøver på de evner, der gjorde at vi alle var høje på ham i draften.

Det tynder dog lidt ud bag den stærke top, og det har primært været i små glimt vi har haft mulighed for at se hvad årgangen ellers kan byde på, hvis vi arbejder os forbi de spillere der blev nævnt tidligere som kandidater til den sidste plads. Rasmus’ draft crush Ihmir Smith-Marsette fik nogle chancer i de sidste uger af sæsonen – inkl. en start i Week 18 – og omsatte fem catches til 102 yards og to touchdowns. Spillere som Terrace Marshall, Dyami Brown og Tylan Wallace har vi ikke set meget til. Tutu Atwell, som vi bestemt ikke var fans af, fik 10 offensive snaps (med 0 targets til følge), foruden nogle returnmuligheder, selvom han var et andenrundevalg. D’Wayne Eskridge, Amari Rodgers og Anthony Schwartz fik hhv. 10, 4 og 10 catches, og foruden St. Brown var det faktisk Rams’ syvenderundevalg Ben Skowronek, der med 11 catches var den eneste til at nå double-digits i den kategori i den regulære sæson.

Der er stadig tid til at bredden kan bide mere fra sig, og kan toppen af årgangen fortsætte hvor den slap, så kan 2021-klassen stadig nå at blive en mindeværdig én af slagsen.

Tight end Kyle Pitts, Atlanta Falcons (1.4)
2nd Team: Pat Freiermuth, Pittsburgh Steelers (2.55)

Intet sted på holdet var det lettere at få skrevet både 1st og 2nd team ind end på tight end. Kyle Pitts kæmpede med at nå i end zone, men han gav indtil flere gange i løbet af året prøver på de evner, der sidste forår fik gjort ham til den højest valgte tight end i NFL-historien. De 1026 yards blev kun omsat til et enkelt touchdown, men med de takter Pitts fik vist, bør der ikke være nogen grund til bekymring om hvorvidt de kommer på den lange bane.

Med syv touchdowns (på otte færre catches end Pitts) havde Freiermuth omvendt ikke de store problemer med at finde end zone. Han har været et lyspunkt på et Steelers-angreb, der ellers har været meget svingende henover sæsonen. Han har vundet contested og han har vist styrke til at bryde tacklinger (og givet Steelers-fans minder om bedre tider med Heath Miller), og i en tight end-klasse, der – i hvert fald ift. rookieproduktion – tynder markant ud bag disse to, er han en selvskrevet toer på positionen.

Ingen anden tight end i årgangen nåede over 20 catches. Både Tommy Tremble, John Bates og Brevin Jordan ramte præcis 20, uden dog at være i nærheden af store roller på deres hold. Spillere som Hunter Long og Tre’ McKitty så kun meget begrænset spilletid. Det var ret tydeligt allerede i draftprocessen, at det lidt var Kyle Pitts og så alle de andre. Efter ét år kan vi godt så småt inkludere Freiermuth i den sætning. Andre kan stadig nå det, og nogle af spillerne var projekter, der næppe skulle levere det helt vilde som rookies. Men at det var en klasse, hvor forventningerne bag Pitts skulle holdes lidt i skak, har i hvert fald holdt stik efter én sæson.

Offensive linemen Rashawn Slater, Los Angeles Chargers (1.13); Alijah Vera-Tucker, New York Jets (1.14); Creed Humphrey, Kansas City Chiefs (2.63); Trey Smith, Kansas City Chiefs (6.226); Penei Sewell, Detroit Lions (1.7)
2nd Team: Christian Darrisaw, Minnesota Vikings (1.23); Landon Dickerson, Philadelphia Eagles (2.37); Kendrick Green, Pittsburgh Steelers (3.87); Quinn Meinerz, Denver Broncos (3.98); Samuel Cosmi, Washington Football Team (2.51)

Fire af de fem valg til førsteholdet hér gav sig selv. Rashawn Slater har været ikke bare den bedste rookie-tackle i 2021, han har været én af de bedste tackles overhovedet, så han er selvskrevet på left tackle. Penei Sewell kom halvskidt fra start, men fik spillet sig i form på højre side af Lions’ linje, og giver også sig selv. På indersiden har Chiefs-duoen vist sig som to af de bedste værdivalg overhovedet i draften, og en vigtig del af Chiefs’ genopbygning af den offensive linje. Left guard var dog en tæt kamp mellem Vera-Tucker og Landon Dickerson, og skulle nogen foretrække Dickerson, så skal de ikke høre noget for det.

Den øvrige del af andenholdet vidner lidt om at vi har at gøre med en årgang som har ladet lidt tilbage at ønske i forhold til kombinationen af spilletid og godt niveau. Kendrick Green på center er i høj grad et valg i mangel af bedre – Josh Myers var reelt eneste alternativ, men han har kun været i aktion i seks kampe, hvor Green trods alt har spillet henover størstedelen af sæsonen, så Green får fordelen, selvom Myers’ spil umiddelbart har været bedre. Eller mindre dårligt, om man vil.

Senior Bowl-darlingen Quinn Meinerz tog et starterjob i anden del af sæsonen for Broncos, og leverede ganske habilt spil, der også gør det relativt let at tage ham til det sidste spot på indersiden. Blandt de øvrige interior linemen er det spillere som Royce Newman, Jackson Carman, Alex Leatherwood, Ben Cleveland og Jalen Mayfield, der har fået mest spilletid henover sæsonen, men spillet har ikke været på voldsomt højt niveau, og i Leatherwoods tilfælde er “borderline forfærdeligt” nok en bedre beskrivelse.

Jeg er en smule mere begejstret for den dybde vi har set i tackle-klassen. Samuel Cosmi missede flere kampe midt i sæsonen, men åbnede og lukkede året som starter, og gjorde det på et ganske habilt niveau, ikke mindst med tanke på at han var anset for en spiller, der havde behov for noget tid og træning for at kunne indfri sit potentiale. Hos Vikings skulle Christian Darrisaw over en skade før han var klar til at tage starterjobbet en måneds tid inde i sæsonen, men også han fik relativt hurtigt gjort god figur.

Derudover har spillere som Spencer Brown, Dan Moore, Brady Christensen, Larry Borom og Teven Jenkins set en del spilletid, med større eller mindre succes. At en spiller som Spencer Brown allerede i år har kunnet levere anstændigt spil giver anledning til noget optimisme omkring en spiller, der skulle tage springet fra FCS hos Northern Iowa til NFL. Toppen har været virkelig stærk i OL-klassen, og der er grobund for noget optimisme omkring bredden på den længere bane. Læg dertil at der stadig er nogle relativt tidligt valgte spillere – bl.a. Teven Jenkins, Josh Myers og Wyatt Davis – vi mangler for alvor at få set i aktion.

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button